Handicap og identitet i Frankrigs politiske system 2003⁠-⁠2022 –⁠ ⁠en kvalitativ indholdsanalyse

Sommaire

Cette étude porte sur la manière dont l’identité sociale des « personnes handicapées » s’est construite dans le discours et dans la rhétorique des représentant·e·s du système politique en France entre 2003 et 2022.

En combinant une analyse qualitative de contenu avec un cadre interprétatif composé de faits historiques, de modèles du handicap et de théories relatives à l’identité, cette étude cherche à cartographier et à interpréter de manière holistique le langage utilisé à propos des « personnes handicapées » et des « personnes en situation de handicap » dans la France contemporaine par le biais d’une conception de l’identité reposant sur le discours qui considère la construction discursive du groupe comme un résultat de facteurs historiques, culturels et politiques.

Entre 1945 et la fin des années 1990, le vocabulaire politique dans ce domaine est passé progressivement d’un vocabulaire polyvalent à l’utilisation du « handicap » comme concept hégémonique. Cette étude explore les nuances discursives et sémantiques cachées sous ce concept hégémonique et montre qu’il n’existe pas de consensus sur la validité d’un modèle particulier du handicap parmi les représentant·e·s politiques de la France d’aujourd’hui.

Un corpus composé de 34 discours et entretiens menés par des représentant·e·s de l’État français a été constitué pour cette étude. Celui⁠-⁠ci a été lu dans son intégralité et des textes correspondant à 61,2 % du corpus complet ont été sélectionnés pour être lus de manière approfondie, surlignés et ajoutés à un système de catégories. Le système final de catégories comprend des mots significatifs utilisés pour faire référence au groupe, ainsi que des descripteurs qualitatifs de celui⁠-⁠ci.

Les données de l’analyse ont été interprétées dans une perspective identitaire basée sur l’identification externe, c’est⁠-⁠à⁠-⁠dire la manière dont les représentan·e·s de l’État identifient un groupe dont ils/elles ne font généralement pas partie.

Le langage utilisé entre 2003 et 2022 englobait les phrases « personnes handicapées » et « personnes en situation de handicap », la première constituant l’usage conventionnel et la seconde une alternative ambiguë utilisée seulement par une minorité des représentant·e·s politiques. L’expression « les handicapé·e·s » n’est plus utilisée. Les deux phrases actuelles tentent de placer la personne avant le handicap et ainsi d’humaniser l’utilisation du langage.

Néanmoins, l’analyse a révélé un certain nombre de concepts exprimant des éléments caractérisant le groupe cible et présentant les « personnes handicapées » comme un groupe à part de la majorité et souvent réduit à un objet. Le but politique est « d’accueillir, d’accompagner, d’intégrer, et d’insérer » les « personnes handicapées » et de leur donner « accès » à « la vie normale d’un citoyen », ce qui implique souvent de considérer les membres du groupe comme des objets, définis par ailleurs essentiellement en fonction de leurs besoins.

Les représentant·e·s politiques français·es font référence à la nécessité d’un « changement de regard », mais ils/elles ne précisent pas le regard à changer, tout en reconnaissant, bien qu’indirectement, que le groupe cible n’est pas, dans la pratique, traité comme des citoyens « à part entière ».

Le discours actuel sur « les personnes handicapées » est le résultat de développements politiques et de débats entre les partisans des modèles médicaux et sociaux du handicap au cours des décennies précédentes. Il existe aujourd’hui, avec la loi du 11 février 2005, une définition juridique qui prend en compte les deux modèles, et le discours politique en France entre 2003 et 2022 reflète également un centrisme par rapport à ces modèles.

Indholdsfortegnelse

1. Sommaire
2. Indledning
3. 1. Begrebsudviklingen i Frankrigs politiske system mellem 1945 og 2009
   1. 1.1. 1950’erne og 1960’erne
   2. 1.2. 1970’ernes reformer
   3. 1.3. Fra 1970’ernes reformer og frem til årtusindskiftet
   4. 1.4. Efter årtusindskiftet
4. 2. Den individuelle model og den sociale model
   1. 2.1. Modellernes karakteristika
5. 3. Identitetsteoretisk grundlag
   1. 3.1. ”Ipse” og ”idem”
   2. 3.2. Identitet og mennesker
   3. 3.3. Synsvinkel: Désignation og ekstern identifikation
   4. 3.4. Personlig, social og kollektiv identitet
   5. 3.5. Identitet og sprog
   6. 3.6. Delkonklusion
6. 4. Undersøgelsens fortolkningsramme
7. 5. Kvalitativ indholdsanalyse: Undersøgelsens centrale metode
8. 6. Indsamlede analysematerialer
9. 7. Analyse og fortolkning
   1. 7.1. Indledning
   2. 7.2. Det semantiske centrum: Personerne
      1. 7.2.1. ”Personne(s) handicapée(s)” og ”personne(s) en situation de handicap”
      2. 7.2.2. Målgruppens karakteristika i diskursen
         1. 7.2.2.1. Indledning
         2. 7.2.2.2. Inde eller ude? Den sproglige videreførelse af ”l’entre⁠-⁠deux”
            1. 7.2.2.2.1. ”Accueil” / ”accueillir” / ”accueilli·e·s” / ”accueillant·e·s”
            2. 7.2.2.2.2. ”Accessibilité” / ”accès” / ”accéder” / ”accessible(s)”
            3. 7.2.2.2.3. ”Accompagnement” / ”accompagner” / ”accompagné·e·s”
            4. 7.2.2.2.4. ”Intégration” / ”intégrer” / ”intégré·e·s”
            5. 7.2.2.2.5. ”Insertion” / ”insérer” / ”inséré·e·s”
         3. 7.2.2.3. Den kategoriske identifikation: kvaliteter, egenskaber, tilstande
            1. 7.2.2.3.1. De to modeller i diskursen
            2. 7.2.2.3.2. ”Les besoins” / ”avoir besoin”
   3. 7.3. Den semantiske periferi: Samfundet
      1. 7.3.1. Indledning
      2. 7.3.2. ”Le regard au handicap”
      3. 7.3.3. ”La citoyenneté”
   4. 7.4. Kategorisystem
      1. 7.4.1. Signifikante gruppeord for målgruppen
      2. 7.4.2. Kvalitative beskrivelser af målgruppen
10. Konklusion
11. Referencer
    1. Tekstkorpus
12. Bilag: Kronologisk oversigt over tekster, som blev udvalgt til nærlæsning

Indledning

Dette kandidatspeciale består af en undersøgelse af, hvordan centrale repræsentanter for Frankrigs politiske system har identificeret og omtalt personer med handicap siden årtusindskiftet.

Det grundlæggende spørgsmål er, hvad der er at forstå vedrørende den måde hvorpå de politiske repræsentanter konstruerer en bestemt social identitet gennem ekstern identifikation, sådan som det kommer til udtryk i diskursen.

Ved hjælp af en kvalitativ indholdsanalyse kortlægger jeg hovedtemaerne indenfor området i den politiske diskurs i perioden 2003⁠-⁠2022 ud fra et tekstkorpus bestående af 34 taler og interviews, hvoraf størstedelen –⁠ skrevet af 14 forskellige afsendere og strækkende sig fra en tale af Marie-Thérèse Boisseau (Secrétaire d’État for handicappede personer) fra den 30. maj 2003 og frem til et interview med Geneviève Darrieussecq (Ministre déléguée med ansvar for handicappede personer) fra den 30. juli 2022 –⁠ er blevet udvalgt til nærlæsning, herunder indkodning og markering.

Jeg diskuterer semantikken om disse temaer ved hjælp af en fortolkningsramme bestående af supplerende historiske fakta om begrebsudviklingen på handicapområdet indenfor fransk politik siden 1950’erne, fremtrædende teoretiske modeller for handicap, og identitetsteori.

Undersøgelsen er således udviklet med afsæt i fagområder såsom kulturvidenskab og cultural studies, og tager udgangspunkt i det diskursorienterede paradigme indenfor identitet, hvor der antages, at der findes en snæver sammenhæng mellem sprog og identitet, og at sproget både afspejler og skaber en virkelighed. Målgruppen opfattes som et historisk, kulturelt og politisk betinget fænomen, som har en særlig betydning indenfor Frankrigs diskursrum og sprogområde, som ikke nødvendigvis er identisk med diskursen i andre steder i Europa eller verden.

Afsnit 1 indeholder en forholdsvis kronologisk gennemgang af begrebsudviklingen på området fra 1945 og op til 2009. Det viser, hvordan Frankrigs handicappolitik har udviklet sig fra at tilgodese den individuelle-medicinske model for handicap til i løbet af 1970’erne at tage højde for en større mængde af sociale faktorer. Udviklingen vender sig i en vis grad i den neoliberale periode i 1980’erne, hvor der i højere grad tages højde for markeds­økonomiske logikker, således, at prisen for at bringe målgruppen ud på fx arbejdsmarkedet ikke må være for høj.

Igennem denne periode bevæger sproget sig fra en varieret sprogbrug, som –⁠ modsat det tidligere århundrede –⁠ allerede har en administrativ og forholdsvis klinisk kvalitet, og gradvist hen mod sidst i 1990’erne, hvor ”le handicap” bliver den hegemoniske måde, hvorpå man taler om de relaterede aspekter.

Afsnit 2 gennemgår de to hovedsagelige modeller for handicap, som ender med at stå i konkurrence med hinanden i perioden. Det drejer sig om den individuelle-medicinske model, som fokuserer på teorien om den personlige tragedie og behovet for individuel behandling, og dens modstandere (heriblandt aktivister og forskere), som i løbet af 1970’erne begynder at tænke på handicap som et resultat af systematisk og strukturel undertrykkelse, et fænomen, der som udgangspunkt er kollektivt og kræver kollektive løsninger frem for et fokus på individet.

Med disse to afsnit etableres den historiske præcedens for undersøgelsen og dermed de supplerende historiske fakta, som indgår i fortolkningen af analysens resultater.

Afsnit 3 lægger undersøgelsens identitets­teoretiske fundament, helt fra grundlæggende distinktioner såsom ”idem” og ”ipse”, identitet ”i streng forstand” kontra ”’kvalitativ’ identitet”, identitet hos mennesker, forskellige niveauer, herunder personlig og social identitet, og undersøgelsens grundlæggende paradigme, som er diskurs­baserede tilgange til identitet.

Modsat et konventionelt syn på identitet, som gerne beskæftiger sig med selvforståelse og selv­identifikation, tager denne undersøgelse udgangspunkt i den eksterne identifikation, idet tekstkorpusset og de udvalgte analysematerialer er udtryk for statens eksterne identifikation og designation af målgruppen. Det har visse konsekvenser for, hvordan man kan tænke på identitet, fx er det nødvendigt at omfortolke visse aspekter.

Afsnit 4 forklarer, hvordan informationerne i de ovenstående afsnit indgår i undersøgelsens fortolkningsramme og dennes forhold til analysemetoden. Denne sidstnævnte forklares i afsnit 5. Der er tale om en kvalitativ indholdsanalyse (i henhold til Kuckartz’ udlægning af metoden), hvor fokus er på kodning af segmenter i et tekstkorpus med henblik på at oprette et kategorisystem. ”Identitet” er ikke som sådan en egnet kategori, men hellere et tema eller overbegreb. Til gengæld kan man godt markere steder i teksten, hvor en person fx udtaler noget om identitet.

Alle de tekster i korpusset, som blev udvalgt til nærlæsning, blev kodet så udtømmende som muligt og inkorporeret i kategori­systemet. Den kvalitative indholdsanalyse er en metode, som andre kan reproducere, og derfor skelner jeg forholdsvis skarpt mellem denne og den fortolkningsramme, som er blevet brugt til at udforske meningen med dataene, og som beskrives i afsnit 6.

Afsnit 7 indeholder en samlet fortolkning af analysens resultater såvel som det endelige kategorisystem. Dette afsnit er struktureret i to overordnede dele, nemlig en, som handler om målgruppens medlemmer som semantisk centrum i diskursen (afsnit 7.2), og en anden, som handler om generelle skildringer af det øvrige samfunds forhold til målgruppen som semantisk periferi i diskursen (afsnit 7.3).

Under det semantiske centrum behandles konkrete koncepter (udtrykt i forskellige ordklasser), som udtrykker karakteristika, som underbygger en identifikation enten på basis af en relation (afsnit 7.2.2.2) eller en kategori (afsnit 7.2.2.3).

Under den semantiske periferi behandles ”synet på handicap” og diskursen omkring ”statsborgerskabet”.

Undersøgelsen er præliminær. Mit formål er at frembringe et helhedsindtryk af et bestemt diskursivt område, som knytter handicap og identitet sammen. Dette gøres med udgangspunkt i fagområder såsom historie og kulturvidenskab, for at give konkrete eksempler på, at også denne kategori –⁠ i lighed med andre identitetskategorier, som er oppe i tiden, fx etnicitet, race, køn, eller seksuel præference –⁠ er en historisk og kulturelt betinget størrelse.

Undersøgelsen er et bidrag til sprog⁠- og områdestudierne med fokus på Frankrig og det franske samfund, idet den viser, at landet har sine egne distinktioner og sin egen historie på området, som man derfor må stifte bekendtskab med, idet disse ikke nødvendigvis er identiske med dem, man fx kender i Danmark. Godt nok har undersøgelsen ikke et interkulturelt perspektiv –⁠ der sammenlignes ikke med andre lande –⁠ men mit håb er, at den kan bruges som springbræt til yderligere eksplorative studier indenfor dette område.

Bemærk: I løbet af denne tekst bliver visse politiske titler, direkte citater og andre udtryk af pladshensyn ikke oversat fra fransk til dansk.

1. Begrebsudviklingen i Frankrigs politiske system mellem 1945 og 2009

Dette afsnit indeholder en historisk redegørelse for begrebs­udviklingen omkring ”handicappede” i Frankrigs politiske system fra efterkrigstiden og op til det første årti efter årtusindskiftet. Redegørelsen fokuserer især på de begreber, man har anvendt, deres definitioner, og relevante eksempler på den kontekst, de har indgået i.

Tendensen for begrebs­udviklingen, som beskrives i de følgende fire delafsnit, har været en bevægelse fra et varieret ordforråd hen mod en hegemonisk brug af ”handicap” (herunder ”handicapé·e” og ”en situation de handicap”) som dominerende samlebetegnelser.

Denne udvikling er udtryk for en debat, som bl.a. har omfattet, hvordan man overhovedet definerer ”handicap”, hvilket er et udtryk for skiftende opfattelser af de mennesker, begrebet anvendes på, såvel som syn på velfærdsstatens rolle.

Da en udtømmende redegørelse for emnet ligger udenfor projektets afgrænsning og desuden ville være omfattende nok til at skrive et hovedværk, er formålet med dette afsnit blot at etablere hovedtrækkene for begrebsudviklingen i perioden.

1.1. 1950’erne og 1960’erne

I efterkrigstidens Frankrig ser man de første skridt mod oprettelsen af en moderne velfærdsstat. De personer, man i dag ville betegne som ”personne(s) handicapée(s)” eller værende ”en situation de handicap”, får allerede en grad af assistance af staten, men det er med indførslen af la Sécurité sociale i 1945, at de også får del i statens beskyttelse (Stiker 2009, 52).

Med loven af den 23. november 1957 ”sur le reclassement professionnel” bliver ”handicap” en prominent del af statens ordforråd. Hermed overføres den ”obligation à travail”, som man indførte for krigsveteraner efter 1. Verdenskrig, til civile. Loven drejer sig om le ”travailleur handicapé”, defineret som personer, ”[…] dont les possibilités d’obtenir ou de conserver un emploi sont effectivement réduites par suite d’une insuffisance ou d’une diminution de ses capacités physiques ou mentales [⁠…⁠]” (citeret i Stiker 2009, 206⁠-⁠207).

Her defineres ”handicappede” ud fra en sundhedstilstand, som afviger fra normen på arbejdsmarkedet –⁠ ”en milieu ordinaire” (Stiker 2009, 94).

Ifølge Doriguzzi (1994b, 139) var denne periode karakteriseret ved en dobbelthed mellem ”assistance” og ”assurance”. Enten var man ”travailleur handicapé” eller også var man arbejdsløs og hørte dermed under la ”politique de solidarité” med institutionalisering og overførselsydelser. Der var hverken plads til gråzoner eller overlap. Man havde m.a.o. to konkurrerende opfattelser af –⁠ og retningslinjer for –⁠ de personer, man tilskrev kategorien.

Begrebet ”handicap” var ikke hegemonisk i denne periode. Det kan man bl.a. se af diskussionerne forud for loven af den 31. juli 1963 ”sur l’allocation aux mineurs infirmes”, som handlede om at få børn med funktionsnedsættelser ud i samfundet vha. specialskoler og aflastnings­familier mv.

Doriguzzi (1994b, 141⁠-⁠142) nævner forskellige kategorier, som anvendtes af politikere i forbindelse med udviklingen af denne lov:

”infirmes”, ”invalides Moteurs Cérébraux”, ”gravement déficients”, ”très déficient”, ”déficients intellectuels”, ”déficients sensoriels”, ”aveugles”, ”sourds-muets”, ”débiles légers”, ”débiles moyens”, ”débiles profonds”

Diskussionerne op til loven af den 3. januar 1968, som reformerede de rettigheder, der blev givet til les ”incapables majeurs”, viser også, hvor varieret ordforrådet var i perioden (Doriguzzi 1994b, 142⁠-⁠143):

”maladie mentale”, ”vieillards”, ”aphasiques”, ”hélniplégiques”, ”paralytiques”, ”malades”, ”handicapés”, ”handicapés physiques”, ”débiles mentaux”, ”grands infirmes incurables”

Her optræder begrebet ”handicapé·e” som blot ét begreb blandt flere. Overordnet set er ordforrådet præget af udtryk, som enten henviser til en sundhedstilstand eller en afvigelse fra normen i forhold til funktionsniveauet. Ordforrådet er også mere neutralt, end det fx var et århundrede tidligere, hvor Bénédict⁠-⁠Augustin Morel indførte begrebet ”dégénérescence”, som først og fremmest omfattede ”les crétins, idiots, imbéciles, arrières” (Stiker 2009, 40).

I 1967 bestilte premierminister Georges Pompidou en rapport om handicappedes ”inadaptation” i samfundet, som blev færdiggjort af François Bloch⁠-⁠Lainé i december måned samme år. Med begrebet ”inadaptation” anskues målgruppen som noget nyt gennem en social vinkel. De omfattede personer ”[⁠…⁠] éprouvent des difficultés plus ou moins grandes, à être ou agir comme les autres” (citeret i Doriguzzi 1994a, 149).

Gennem hele perioden defineres målgruppens medlemmer som interne Andre, som godt nok er en del af befolkningen, men som adskiller sig fra normen som en slags undtagelse fra hovedreglen, som udgør et problem, som velfærdsstaten skal forsøge at løse –⁠ og det gør den så vha. overførsels­ydelser og specialiserede institutioner, som ifølge Doriguzzi (1994b, 141; se også 143⁠-⁠144) repræsenterer ”une conception ségrégative”.

1.2. 1970’ernes reformer

I den første halvdel af 1970’erne opstod der en ny tidsånd, som førte til en række reformer. Her står loven af den 30. juni 1975 (”la loi Blanc”) centralt, men der var en række tiltag og love i årene inden dens vedtagelse, som viser, at man begyndte at opfatte og gentænke målgruppen på en ny måde.

Dekretet af den 9. september 1970 oprettede en ”Comité inter­ministériel chargé de la prévention des personnes handicapées ou inadaptées”, som fik til opgave at tage højde for målgruppen i alle projekter med henblik på gradvist at eliminere den strukturelle diskrimination imod den.

Ifølge Doriguzzi (1994b, 145) var der tale om en periode, hvor der fandtes en ”volonté d’intégrer des handicapés en ouvrant les milieux ordinaires (écoles, entreprises …)” gennem velfærdsstatens socialpolitik.

Doriguzzi (1994b, 143, 144) tolker de forrige årtiers politik på området som udtryk for en dobbelt beskyttelse: Målgruppen blev henvist til specialskoler og ateliers protégés, hvormed deres rettigheder blev beskyttet. Men resten af befolkningen blev også beskyttet fra disse ’anderledes’ mennesker, fordi løsningen skabte en social adskillelse.

Opgøret med dette princip spillede en central rolle i 1970’ernes reformer. Nu forsøgte man en inklusion, hvor man også i højere grad tænkte i helheder. Ifølge Doriguzzi (1994a, 141) sagde præsident Valéry Giscard-d’Estaing, at samfundet ”doit réapprendre à vivre avec les handicapés”.

I denne periode ændrede ordforrådet sig. Begreberne ”infirme” og ”mutilé” blev mindre hyppige i de politiske debatter, mens ”débile” og ”diminué” sjældent optrådte (Doriguzzi 1994a, 151).

Sprogbrugen samlede sig omkring begreberne ”handicapé·e·s” og ”inadapté·e·s” –⁠ konsekvent og på tværs af det politiske spektrum. De politiske uenigheder bestod primært i spørgsmål om graden af statslig indblanding, tilgange, og økonomi.

Men på hvilken præmis kan målgruppen defineres? Perioden var præget af en debat om netop dette. Ifølge Doriguzzi (1994b, 146; se også 151) kæmpede man med ”de savoir s’il est possible, souhaitable, utile de proposer une définition législative du handicap”.

Projektet slog fejl i forbindelse med loven af den 30. juni 1975. På trods af at være en stor reform, som rettede sig mod en bestemt gruppe i samfundet, og som i højere grad end tidligere tog højde for sociale faktorer, indeholdt loven ingen definition af de personer, den skulle anvendes på.

Spørgsmålet blev overdraget til kommissionerne, som ifølge Stiker (2009, 192) næsten udelukkende henvendte sig til lægevidenskaben: ”[⁠…⁠] le dernier mot [⁠…⁠] appartenait au médecin, quand tout le discours n’était pas tenu par lui !” Der opstod altså en kontrast mellem politikernes sprogbrug og hensigter på den ene side og statens praksis på den anden.

Senere det samme år, den 9. december 1975, vedtog FN’s generalforsamling en ”Déclaration des droits des personnes handicapées” (resolution nr. 3447), som indeholdt en definition:

”Le terme ’handicapé’ désigne toute personne dans l’incapacité d’assurer par elle-même tout ou partie des nécessités d’une vie individuelle ou sociale normale, du fait d’une déficience, congénitale ou non, de ses capacités physiques ou mentales.” (Haut⁠-⁠Commissariat des Nations unies aux droits de l’homme u.d., 1)

Samlet set kan man sige, at den politiske intention om universalisme og inklusion, der lå bag reformerne i 1970’ernes Frankrig, hurtigt blev undergravet af modviljen til at inkludere en juridisk definition, mens FN’s definition fra samme år definerer målgruppen som interne Andre, hvis definerende karakteristika er noget negativt og noget, som adskiller sig fra det ’normale’.

1.3. Fra 1970’ernes reformer og frem til årtusindskiftet

1970’ernes reformer blev vedtaget med fokus på politiske idealer om forbedringer for målgruppen. Administration og økonomi var forholdsvis sekundære aspekter i de politiske overvejelser. Dette gjorde man efterfølgende op med i det, Doriguzzi betegner som den neoliberale periode begyndende i 1980’erne.

Man ser især et nyt fokus på ”handicappede” som økonomisk byrde med loven af 1987, som gjorde det obligatorisk for virksomheder med over 20 ansatte at ansætte mindst 6 procent handicappede medarbejdere. Hvor 1970’ernes uenigheder omkring statens involvering primært handlede om, hvilken sektor bedst egner sig til at løse de relaterede problemstillinger, så blevet debatten om loven af 1987 domineret af tanker om, hvor stor en ”byrde”, man kunne lægge på arbejdsgiverne.

Perioden var præget af tanker om konkurrence­dygtighed, performance, og økonomi. Det var en offentlig sektor, som i højere grad end før tog det private markeds logikker til sig. I denne optik bliver inklusionen af borgere med funktionsnedsættelse mindre vigtig, end der var lagt op til i det forrige årti.

De 6 procent var lavere end tidligere love (som var på 10 procent). Men loven blev heller ikke implementeret fuldstændigt, hvilket førte til, at man i 1992, fem år efter dens vedtagelse, stadig kun så et mindretal af virksomheder, som faktisk overholdt det juridiske krav (Doriguzzi 1994a, 166).

Det vil sige, at målgruppen i praksis blev reduceret til et objekt for velgørenhed. Der kan under alle omstændigheder ikke være tale om en opfattelse af dem, der hører til kategorien, som ligeværdige borgere med rettigheder –⁠ eller med noget værdifuldt at bidrage med på arbejdsmarkedet.

Man vendte tilbage til tiden før 1970’ernes reformer, men denne gang med et andet ordforråd. I løbet af 1990’erne blev ”le handicap” den hegemoniske betegnelse i det politiske og administrative sprog.

1.4. Efter årtusindskiftet

For Stiker repræsenterede 1990’erne og 2000’erne et gradvist paradigme­skifte i forhold til 1970’ernes reformer.

Om lov nr. 2002⁠-⁠2 ”réformant les institutions sociales et médico-sociales” skriver han: ”Le respect disparaît sous la gestion” (Stiker 2009, 77). Han ser reformen som et eksempel på, at ”[…] la gestion a tout envahi au détriment cette fois du véritable respect des temps, rythmes et conditions nécessaires au développement des individus” (Stiker 2009, 78).

Dette foregår overraskende nok i en periode, som Stiker også karakteriserer som menneske­rettighedernes og lighedens tid, fordi flere og flere supranationale organisationer vedtager deklarationer på handicapområdet.

”Le handicap” er som sagt blevet den hegemoniske betegnelse i det politiske og administrative sprog allerede sidst i 1990erne. Formålet med denne undersøgelse er at kortlægge, hvilke identitetsmæssige perspektiver, der findes i den politiske retorik omkring betegnelsen i perioden efter årtusindskiftet

Repræsenterer en hegemonisk brug af det samme begreb en enighed omkring målgruppen, dens karakteristika, og forhold til samfundet? Hvis ikke, hvad dækker den så? Det er spørgsmål som disse, min analyse og fortolkning kan svare på.

2. Den individuelle model og den sociale model

Et af de temaer, der kom til udtryk i den historiske gennemgang ovenfor, kan udtrykkes som et spændingsforhold mellem individet og samfundet.

Fra et sundhedsmæssigt perspektiv er ”handicap” et paraplybegreb. De diagnoser, personer faktisk kan få, hedder noget andet og er historisk betingede. Grundet det store antal konkrete diagnoser indføres der ofte et mesoniveau med kategorier såsom ”motoriske”, ”sensoriske”, ”mentale”, ”psykiske” osv. former.

En sådan praksis indeholder en implicit anerkendelse af, at det er vanskeligt at betragte målgruppen ud fra ét samlet sæt kriterier, som det også sås i debatten om den juridiske definition ovenfor.

Ikke desto mindre har en eventuel kritik af begrebet ”handicappet” ikke hindret det politiske system i Frankrig i at benytte betegnelsen i stigende grad. Som det fremgik af det første afsnit, er ”handicap” blevet et hegemonisk koncept. I 1950erne og 1960erne, hvor ordforrådet var anderledes, lovgav man primært ud fra specifikke enkelt­diagnoser.

Det er interessant, at denne udvikling i det politiske system skete i løbet af de samme årtier, hvor aktivister (Stiker 2009, 194⁠-⁠198) og forskere udviklede og udbredte en social model for ”handicap”.

I dag findes der to modsatrettede teoretiske modeller –⁠ uden dermed at antyde, at der er konsensus omkring deres definitioner og beskrivelser. Disse kaldes hhv. den individuelle model og den sociale model.

I dette afsnit beskriver og diskuterer jeg modellernes karakteristika, og sætter dem i forbindelse med denne undersøgelse.

Modellernes karakteristika finder anvendelse i projektet som en del af analysens fortolkningsramme, dvs. ikke som en a⁠-⁠priori-baseret del af det kategorisystem, der udvikles som et led i analysen. (Se afsnit 4.)

2.1. Modellernes karakteristika

Tabellen nedenfor indeholder et overblik over og sammenligning af de to omtalte modeller for ”handicap” (efter Oliver, reproduceret i Stiker 2009, 195):

Olivers sammenligning bygger på kontrastpar. Denne opstilling styrker repræsentationen af de to forskellige modeller som klart afgrænsede og modsatrettede positioner. Alligevel kan man ikke konkludere, at det er ”enten⁠-⁠eller” for hvert karakteristika, herunder punkt 8 om identitet. (Se afsnit 3.)

Ifølge tabellen tager den individuelle model udgangspunkt i fortællingen om, at der er sket en tragedie for ét individ, som derfor har et helbreds­mæssigt problem (af forskellige subtyper), som skal behandles på individniveau vha. sundhedsfaglig ekspertise.

Gennem en ”adaptation individuelle” skal personen tilpasse sig samfundet, mens samfundet kun skal tilpasse sig individet i det omfang, at man kan finde en umiddelbar løsning på ”problemet”, såsom specialiserede og/eller beskyttede institutioner. Dette foregår ofte under systemets vedvarende kontrol, afhængig af, hvor megen intervention, der skønnes nødvendig.

Den sociale model er opstået som et modstykke til dette. Den tager udgangspunkt i fortællingen om, at der foregår en social undertrykkelse af målgruppen, og at problemet derfor ikke er individets, men samfundets, som derfor skal forandres på alle de måder, der skønnes nødvendige for at reducere eller helt eliminere undertrykkelsen.

Derfor kan ”problemløsningen” heller ikke kun overlades til professionelle i sundhedsvæsenet eller offentlige myndigheder: Alle i samfundet skal tage ansvar på individuelt og kollektivt niveau; den ”handicappede persons” erfaringer skal respekteres; og der skal føres en politik, som anerkender målgruppens rettigheder og giver dens medlemmer et frit valg.

En forudsætning for alt dette er et opgør med gængse opfattelser af ”det normale”, og man er især interesseret i et opgør med den individuelle model.

Man bruger betegnelsen ”model”, fordi der ikke blot er tale om forskellige teorier om ”handicappets” ophav, men at man ud fra disse også drager konklusioner om samfundets generelle omgang med og opfattelse af den omtalte målgruppe, og om, hvordan samfundet ideelt set bør organiseres i den aktuelle kontekst. Med andre ord er begge modeller både normative og politiske, og ingen af dem kan beskrives som rent objektive.

En gennemgang af de konkrete karakteristika i tabellen vil desuden vise læseren, at modellerne fremstår som analytiske idealtyper, og at der ikke af nødvendighed findes noget grundlæggende modsætningsforhold mellem flere af punkterne.

Den historiske udvikling fra efterkrigs­tiden op til i dag peger da heller ikke på, at der har været et entydigt paradigmeskifte, og man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om en model som den sociale, som jo er skabt som reaktion på den individuelle model (Stiker 2009, 194⁠-⁠195), overhovedet er i stand til endegyldigt at løsrive sig fra denne.

Ikke desto mindre repræsenterede den sociale model et nybrud, hvor flere og flere mennesker satte spørgsmålstegn ved de normer på området, som var udbredte i samfundet (også blandt beslutningstagere). Den gav aktører i foreninger, erhvervslivet, den offentlige sektor, og det politiske system som helhed en langt større del af ansvaret for at sikre, at man kan leve et godt liv og nyde anerkendelse uanset hvilke helbredsmæssige vilkår, man lever med.

Spørgsmålet om, i hvilken grad det politiske system har fulgt den overordnede udvikling i samfundet, kan ikke behandles som en del af denne undersøgelse.

Den overordnede historiske udvikling (som blev skildret i afsnit 1) peger dog på, at der har været forhindringer på vejen mod en fuldbyrdet accept af den sociale model i Frankrigs politiske system i tiden efter 1970’ernes reformer. Siden begyndelsen af den neoliberale periode i 1980’erne har man flyttet fokus over på en skildring af handicappede personer som en nødvendig men også urimelig udgift for både velfærdsstaten og arbejdsgiverne.

Et sådant perspektiv­skifte indeholder også en afvisning af en evt. teori om social undertrykkelse, eller i hvert fald en nedtoning af den i forbindelse med det øgede fokus på grænserne for, hvor stort et socialt ansvar, der kan være tale om.

Alligevel må man formode, at nyere overvejelser omkring målgruppen inddrager elementer fra begge modeller –⁠ at der i modsætning til tabelopstillingen er tale om et spektrum mellem de to idealtyper, hvor en given afsender af en tekst blot vil læne mere mod den ene opfattelse end den anden uden at afvise nogen af dem.

Denne formodning har en betydning for, hvordan de to modeller kan inddrages i min kvalitative indholdsanalyse. Det fortæller jeg indledningsvis om i afsnit 4, mens visse metodologiske overvejelser omkring det konkrete arbejde med analysen og kodning af tekstbidder til kategorier udfoldes i afsnit 5.

3. Identitetsteoretisk grundlag

Dette afsnit lægger fundamentet for at kunne tolke analysens resultater fra et identitetsmæssigt perspektiv. Da identitet er blevet –⁠ og måske altid har været –⁠ et meget flertydigt begreb, er det nødvendigt at begynde med de helt grundlæggende distinktioner og foretage en gradvis afgrænsning ned til den opfattelse af identitet, som undersøgelsen tager udgangspunkt i.

I forhold til de foregående afsnit er gennemgangen forholdsvis detaljeret, både for at sikre en klarhed omkring den måde, hvorpå der arbejdes med identitet, og for at sikre, at der er nok nuancer til, at temaet identitet overhovedet kan bruges meningsfuldt som fortolkningsramme.

3.1. ”Ipse” og ”idem”

I den bredest mulige forstand henviser ordet ”identitet” til kohærens over tid og rum. Vores evne til at identificere noget eller nogen har også en ontologisk dimension, for evnen til at identificere er tæt knyttet til eksistens –⁠ med alle de epistemologiske udfordringer, der er knyttet til vores evne til at fastslå og beskrive det, der eksisterer.

Begrebets etymologiske ophav kan spores til de latinske ord ”ipse” og ”idem”, som har beslægtede men forskellige betydninger. Ifølge Heinich (2018, 47⁠-⁠49) henviser ”ipse” til det, at noget er identisk med sig selv, mens ”idem” handler om stabile kvalitative træk hos den eller det, der identificeres. I nyere identitetsteoretisk sprog kan man tale om et ”numerisk” og et ”kvalitativt” perspektiv på identitet.

En af pointerne i Heinichs bog er, at identitet hverken kan indskrænkes til det ene eller det andet perspektiv, og når Ancet (2017, 144⁠-⁠145) henviser til Ricœurs skelnen mellem ”ipséité” (”[qui] désigne le versant de l’identité qui n’est lié à aucune possession, aucun repère durable”) på den ene side og ”mêmeté” (”ce qui en soi ne change pas (ou change peu) à travers le temps”) på den anden, får man da også det indtryk, at der er tale om to sider af den samme mønt.

Contim (2016, 1. afsnit) mener, at kun den numeriske identitet (ipse, ipséité) kan forstås som identitet i streng forstand. Dette skyldes, at kun denne kan bruges til at udpege nogen eller noget, som eksisterer i verden.

Det kvalitative perspektiv på identitet bliver således noget sekundært, hvor man diskuterer ligheder og forskelle mellem ting (også på forskellige tidspunkter), som allerede kan identificeres, og derfor kan dette perspektiv ifølge Contim ikke forstås som ”identitet” uden anførselstegn.

Præmissen for logisk at kunne identificere noget er typisk, at der er tale om et ”sortal”. Ifølge Grandy og Freund (2021, indledning), som Contim også henviser til, udtrykker et sortal tre ting om den eller det, der identificeres:

1. ”[…] hvad en  tings essens er.”
2. ”[…] hvordan ting af den type skal tælles, herunder viden om, hvilke ting er forskellige, og hvilke er de samme.”
3. ”[…] hvornår noget fortsætter med at eksistere, og hvornår det ophører med at eksistere.”

Fra Contims artikel kan man aflede, at det kvalitative perspektiv på identitet kommer til kort i forhold til med sikkerhed at kunne fastslå alle tre punkter.

Bag hvert enkelt punkt finder man imidlertid lange og til stadighed uafsluttede debatter både indenfor filosofi og videnskab. Det ligger udenfor dette projekts horisont at gå i dybden med disse.

Med hensyn til menneskers identitet har diskussionerne især handlet om det første punkt –⁠ enten bestemte påståede ”essenser” eller simpelthen muligheden for, at de findes –⁠ og dette emne spiller også en vigtig rolle for de identitetsperspektiver, dette projekt er baseret på.

Det skriver jeg derfor mere om nedenfor, men inden da er det vigtigt at påpege, at en kvalitativ indholdsanalyse som denne i princippet kan berøre både den numeriske og den kvalitative side, men at det altid vil være begrænset til de informationer om talerens holdninger, som kommer til udtryk i tekstmaterialerne.

3.2. Identitet og mennesker

De fleste diskussioner, som anvender begrebet ”identitet” med henblik på mennesker, handler sjældent om identitet i streng forstand. Det indtryk kunne man ellers få, da det især har været spørgsmålet om formodede ”essenser”, man har diskuteret. Essenser var jo også det første punkt under Grandy og Freunds beskrivelse af sortaler ovenfor.

Men jeg vil mene, at der er forskel på, hvordan begrebet ”essens” opfattes på ”ipse”-siden og i forbindelse med sortaler på den ene side, og hvordan det er blevet brugt i diskussionerne om ”essentialisme” på den anden.

Indenfor identitet i streng forstand handler ”essensen” om at finde en endegyldig egenskab ved den eller det, der skal identificeres, som findes til alle tider, hvilket er centralt for, at man logisk kan udpege tingen som noget, der eksisterer som noget særpræget i verden.

Også her er der uenighed om, hvorvidt essenser findes (Grandy og Freund 2021, ”Sortals, essences and existence”) og for hvilke ting, det måtte være tilfældet.

Men indenfor diskussionerne om menneskers identitet har brugen af begreberne ”essens” og ”essentialisme” ofte henvist til en noget blødere betydning.

Identitetskategorier som ”handicap”, ”køn”, ”race” mv. kan ikke knyttes til essenser i den betydning, Grandy og Freund bruger om sortaler. Disse kategorier udskiller fx ikke mennesker fra grundkategorien ”homo sapiens”, og beskriver derfor sekundære egenskaber, som dermed indtræder i et hierarki af påståede essenser.

Dette bryder helt med en forståelse af ”essens” som det, der i sidste ende er det essentielle ved noget, dvs. den ene, grundlæggende, endegyldige, uundværlige, og uforanderlige egenskab.

Tanken om essenser i menneskers identitetskategorier er blevet modsagt af konstruktivister. Se fx Frello (2012, 23⁠-⁠27; især 24⁠-⁠25), hvor konstruktivisme desuden beskrives som ”bestræbelsen på at de⁠-⁠essentialisere studiet af socialt liv i almindelighed og identitet i særdeleshed”.

Tanken bliver yderligere udfordret af nye makroperspektiver på de multiple identiteter, mennesker tager del i, om det indbyrdes forhold mellem disse så begrebsliggøres som et netværk (Wallace 2019) eller et blandings­paradigme (Korff⁠-⁠Sausse 2017).

Med andre ord kan man som minimum betragte påstande om essenser i sekundære, tertiære osv. identitets­kategorier hos mennesker som en udtryksform, der begrænser sig til identitetens ”idem”-side, og primært udtrykker, at bestemte træk er centrale og vanskelige at ændre for flertallet af dem, som bærer identiteten.

Også her er der en forskel fra eventuelle tanker om ”essens” på ”ipse”-siden, for taler man om identitet i streng forstand, så skal kvaliteten gælde for 100 procent af dem, som hører til identitetskategorien.

Brubaker og Coopers (2000, 6⁠-⁠9, 10⁠-⁠14) inddeling i ”stærke” og ”svage” opfattelser af identitet kan derfor tolkes som et udtryk for dette. Forfatternes kritik af, at identitetsbegrebet er blevet så udvandet, at de må advare mod at bruge det som analytisk kategori, stemmer desuden helt overens med Contims (2016) modvillighed mod at bruge ordet ”identitet” om den kvalitative side uden at skrive det i anførselstegn (”kvalitativ ’identitet’”).

Blandt disse kvalitative opfattelser findes der ingen videnskabelig konsensusteori. Udover Brubaker og Cooper, hvis spektrum mellem ”stærke” og ”svage” opfattelser netop afspejler en mangel på konsensus, kan der fx henvises til Jørgensens (2008, 34) overblik over forskellige opfattelser og deres repræsentanter:

Fordi der findes mangfoldige opfattelser af identitet, bliver det ekstra vigtigt for ethvert forskningsprojekt, der bruger området som en del af sin teoretiske ramme, at eksplicitere og argumentere for (1) både den eller de valgte grundopfattelse(r) og (2) den måde, hvorpå man anvender den eller dem i praksis.

Jeg udpensler det første punkt nedenfor, mens spørgsmålet om, hvordan man kan bruge identitetsbegrebet i forbindelse med en kvalitativ indholdsanalyse, bliver besvaret i afsnit 4.

Bemærk venligst, at den ovenstående tabel kun er inkluderet for at illustrere bredden af (et  udvalg af) de positioner, der findes omkring menneskers identitet. Den er hverken udtømmende eller udtryk for, at mit projekt entydigt tager udgangspunkt i et specifikt paradigme.

3.3. Synsvinkel: Désignation og ekstern identifikation

For at kunne fortsætte med at uddybe projektets grundopfattelse af identitet er det nødvendigt først at præcisere den synsvinkel på identiteten, som analysen tager.

Dette har også betydning for, hvordan teorier, modeller, eller begreber om identitet kan bruges til at fortolke analysens resultater, for når disse oprindeligt er udformet ud fra en anden synsvinkel, er det nødvendigt at genfortolke dem og bruge dem på en anden præmis i denne undersøgelse.

Ifølge Heinich (2018, 67⁠-⁠69) har den menneskelige identitet tre dimensioner: ”autoperception”, ”représentation”, og ”désignation”.

De to første dimensioner tager udgangspunkt i opfattelsen hos den eller dem, som er indehaver(e) af identiteten:

”Autoperception” er grundopfattelsen af, hvem ’jeg’ eller ’vi’ er (herunder begrundelser for hvorfor), mens ”représentation” "handler om personen eller gruppens indsats for at præsentere sig selv på en konkret (og formodentligvis ofte positiv) måde overfor de Andre i omverdenen.

Derimod handler den tredje dimension, ”désignation”, om, hvordan de Andre, som ikke tager del i identiteten, definerer og beskriver den. Denne tredje dimension er nødvendig for at få et helhedsbillede af en given identitet som et fænomen i verden, dvs. som både subjekt og objekt. Det er denne dimension, der behandler identiteten som objekt.

Som et led i deres kritik af brugen af ”identitet” som analytisk kategori præsenterer Brubaker og Cooper (2000, 14⁠-⁠21) syv begreber fordelt over tre begrebsklynger, som de mener, kan opfylde de samme forskningsmæssige formål uden den flertydighed, der ligger i identitetsbegrebet.

Man kan bygge bro mellem Heinichs ”désignation” og Brubaker og Coopers ”eksterne identifikation”. De sidstnævntes begreb henviser til, at en Anden end den eller dem, som bærer identiteten, udfører identifikationen.

En identifikation som medlem af en identitetsgruppe sker på baggrund af enten en relation eller indplacering i en (kvalitativ) kategori, uanset hvem, der udfører identifikations­handlingen. Dette udgør identifikationens to hovedsagelige grundlag.

Brubaker og Cooper (2000,⁠15) forbinder ”magtfulde, autoritative institutioner” med en særlig form for ekstern identifikation. Med henvisning til Bourdieu skriver de, at den moderne stat søger at monopolisere den legitime brug af symbolsk magt. ”This includes the power to name, to identify, to categorize, to state what is what and who is who.”

I denne sammenhæng kan man også inddrage Stikers skelnen mellem ”reconnaissance” og ”méconnaissance”:

”Pour que la réciprocité ait lieu, il faut passer par les étapes de la reconnaissance au sens de l’identification. Je reconnais quelqu’un, je lui découvre des capacités, et ceci amène au face⁠-⁠à⁠-⁠face où il y a échange de reconnaissance. Mais on ne passe pas de l’identification, de l’identité attribuée, à la réciprocité plénière, sans une certaine lutte pour la reconnaissance et en sachant que la reconnaissance est toujours guettée par la méconnaissance, et restera marquée par elle ; …” (Stiker 2009, 44)

Denne pointe udgør eksistensgrundlaget for min kvalitative indholdsanalyse, for når dette er tilfældet, bliver det forsknings­mæssigt relevant at analysere og kortlægge indholdet af en sådan identifikation og anerkendelse –⁠ eller manglen på samme.

En skelnen mellem, hvem der udfører identifikations­handlingen, har flere konsekvenser for undersøgelsen:

Når der kun er tale om désignation og ekstern identifikation, så udelukkes et internt identifikations­perspektiv (autoperception, représentation) som udgangspunkt.

Uden et sådant perspektiv er det heller ikke muligt at vurdere eventuelle uoverensstemmelser mellem det politiske system og de segmenter i befolkningen, der omtales.

Afsenderne af de tekster, der indgår i analysematerialerne, dvs. udvalgte repræsentanter for det politiske system i Frankrig, opfattes desuden som repræsentanter for et statsapparat, som anvender en begrebsliggørelse af befolkningen som et værktøj til at kunne udføre sin dagsorden.

Sådan en begrebsliggørelse er naturligvis ikke kun et objektivt instrument, men også ideologisk og politisk motiveret. (Se mere om forholdet mellem identitet og sprog i afsnit 3.4.)

(Denne tommelfingerregel gælder for så vidt, at der er tale om tekstens afsendere i kraft af deres positioner som præsidenter, premierministre, ministre mv. Men perspektivet ændrer sig i de tilfælde, hvor det er et medlem af den tilskrevne, eksternt identificerede gruppe, som indtager rollen som repræsentant for det politiske system.)

3.4. Personlig, social og kollektiv identitet

Ifølge den nævnte oversigt (Jørgensen 2008, 34) tager udviklings­psykologen Erik Erikson udgangspunkt i identitet som ”en indre, psykisk struktur” såvel som en indre, subjektiv fornemmelse af sammenhæng. Imidlertid lægger det identitets­mæssige udgangspunkt for dette projekt sig nærmere op ad Gergens opfattelse af identitet som ”en social konstruktion, knyttet til herskende sociale diskurser og tilgængelige identitetsudkast”.

Alligevel er der en af Eriksons modeller, hvis struktur jeg finder nyttig til at skelne mellem de forskellige niveauer, hvorpå man kan tale om identitet.

Eriksons model (efter Jørgensen 2008, 37⁠-⁠40) skelner mellem niveauerne ”ego⁠-⁠identitet”, ”personlig identitet”, ”social identitet”, og ”kollektiv identitet”. Hans model er psykologisk orienteret og tager udgangspunkt i det, Brubaker og Cooper kalder ”intern identifikation” (Brubaker og Cooper 2000, 14⁠-⁠21), som også er knyttet til det, Heinich kalder ”autoperception” (Heinich 2018, 67⁠-⁠69).

Til dette projekt vælger jeg at omskrive Eriksons model til diskursorienteret brug med udgangspunkt i det, Brubaker og Cooper kalder ”ekstern identifikation”, som svarer til Heinichs ”désignation”:

Det dybeste niveau, ego-identiteten er udtryk for psykologiforskningens søgen efter individets ”kerne” i det 20. århundrede. I sin forklaring af Eriksons model forbinder Jørgensen forstyrrelser på dette niveau med identitetsforstyrrelser i klinisk forstand (Jørgensen 2008, 38; se også 43⁠-⁠46).

Et sådant niveau kan imidlertid ikke påvises sprogligt, i det mindste ikke i den tilgang til sprog, som anvendes her. Konceptet svarer ikke til et sprogligt udsagn om, at den ene eller anden kvalitet, tilstand, relation, eller omstændighed definerer en identitet. En sådan ”definition” kan i øvrigt påberåbes på alle niveauer. Derfor bortfalder ”ego-identiteten” fra min omskrevne model.

Jørgensens (2008, 37⁠-⁠40) gennemgang af den personlige identitet fokuserer på individets værdier og grundlæggende præferencer.

Dette niveau kan kun forstås ud fra et identitetsperspektiv, som tager udgangspunkt i intern identifikation og autoperception. Man har ikke direkte adgang til oplevede følelser og perceptioner fra et eksternt identifikationssynspunkt. Et sådant synspunkt bliver derfor en fortolkning af en anden persons levede oplevelse.

Den sociale identitet handler om den rolle, man spiller i en kontekst, hvor der indgår andre mennesker. Den handler også om Heinichs ”représentation”, altså hvordan man søger at skildre sig selv i mødet med andre mennesker og foran samfundet som helhed.

På dette niveau kan man begynde at skelne mellem subjektive og objektive faktorer, idet der kan opstå en modsigelse mellem, hvordan personen gerne vil opfattes af sin omkreds og samfundet, og diverse fakta, som kan kaldes den ”objektive identitet” (fx socialklasse efter indkomstniveau; ens ansættelseshistorik, eller eksamensbeviser fra fuldendt uddannelse).

Som afsnit 1 og afsnit 2 antydede, er det imidlertid ikke alt, som identificeres eksternt, som er objektivt. Den form for eksterne identifikation, som staten udfører, er heller ikke objektiv per definition, men derimod oftest et udtryk for politiske strømninger og interesser.

Velfærdsstatens identifikation af socio­demografiske grupper handler desuden mindre om den rolle, et individ spiller i sociale kontekster, og mere om målgrupper set ud fra en klientelorienteret synsvinkel, hvor det primære spørgsmål er rettigheder, initiativer, services, og overførselsydelser.

Ifølge Jørgensen (2008, 37⁠-⁠40) findes der ingen selvstændig kollektiv identitet indenfor dette klassifikationsskema.

Kollektiver er ikke selvstændige entiteter, som har en egen selvbevidsthed, men en beskrivelse af holdninger og tendenser på makroniveau. Fra et internt identifikations­synspunkt er der således tale om forestillingen af at være en del af et kollektiv, hvilket inddrager aspekter af både den personlige og den sociale identitet. Den ”kollektive” identitet befinder sig et sted midt imellem disse to niveauer.

Denne tanke er vanskelig at overføre til undersøgelsens præmis om et eksternt identifikationsperspektiv og en undersøgelse af dette fra en sproglig vinkel vha. metoden ”kvalitativ indholdsanalyse”.

Derfor vælger jeg at erstatte dette niveau med et andet, som kan kaldes overbegreber, ud fra den betragtning, at der typisk er flere identiteter i spil samtidig på flere forskellige niveauer. En ”person med handicap” er nogle gange en ”borger”, andre gange ikke, men under alle omstændigheder en ”person”.

Hvor en undersøgelse af identitet og handicap ud fra et internt identifikations­perspektiv kunne undersøge målgruppen som kollektiv identitet i et netværk af foreninger og aktivister, er min undersøgelse altså bedre egnet til at udforske, hvordan Frankrigs politiske repræsentanter balancerer mellem den konkrete identitetskategori og sådanne overbegreber.

Finder man fx en modsigelse mellem både at være ”personne handicapée” og ”citoyen·ne” i analysematerialerne?

3.5. Identitet og sprog

Som nævnt i Jørgensens tabel over forskellige opfattelser af identitet er identitet for Gergen ”en social konstruktion, som er knyttet til herskende sociale diskurser og tilgængelige identitetsudkast”. McAdams og Giddens opfatter imidlertid identitet som ”en fortælling, et narrativ”. Disse paradigmer tager udgangspunkt i forholdet mellem sprog og identitet.

Sproget er en af de centrale måder, hvorpå mennesker strukturerer virkeligheden –⁠ referentielle indholdsord kan bl.a. opfattes som en måde at ’identitetsliggøre’ virkeligheden på for den menneskelige forståelse –⁠ og alle de andre paradigmer beskrives jo også gennem sproget.

Det diskursorienterede paradigme indenfor identitet er en særlig underdisciplin til denne generelle sprogbrug, hvor man bruger bestemte metoder for at undersøge den sproglige fremstilling af identiteter ud fra den opfattelse, at teksternes afsendere og modtagere potentielt spejler sig i sproget (som udtryk og indtryk), og at dette i sidste ende får konsekvenser for, hvordan folk vælger at leve, forstå sig selv, handle, og indrette deres sociale relationer på alle tænkelige niveauer.

Den konkrete måde, hvorpå denne undersøgelse arbejder med forholdet mellem sprog og identitet, forklares i afsnit 4 og afsnit 5, men for at understrege den faglige tyngde bag den sproglige tilgang til identitet vil jeg her fremhæve to eksempler begyndende med et konkret eksempel fra en klinisk sammenhæng.

Med henvisning til folk, som har fået en funktionsnedsættelse efter en voldsom begivenhed, skriver Ancet (2017), at målgruppen bruger metaforer om død og fødsel til at henvise til den, patienterne ”var” før begivenheden, og den, de ”er blevet” efter den. De bruger sproglige narrativer til at bygge bro mellem disse faser i deres liv, som de oplever som kvalitativt meget forskellige.

I visse tilfælde kan der også være tale om situationer med hukommelsestab, og her kan patienterne bruge de narrativer om sig selv, de bl.a. bliver præsenteret for af deres omgivelser, til at bygge bro til en fortid, som er forsvundet fra hukommelsen. Her er der tale om en såkaldt ”narrativ” identitet, dvs. en identitet, som formidles og underbygges gennem bestemte fortællinger.

I arbejdet med en anden identitetskategori, nemlig den nationale identitet (en form for ”kollektiv” identitet), har Wodak m.fl. (2009)identificeret de diskursive strategier, som anvendes i det politiske sprog omkring identiteter. Her har forskerne kortlagt en lang række strategier, som enten skal styrke billedet af et samlet og forenet ”vi”, eller styrke en skildring af grupper, som menes at være udenforstående Andre, som værende meget anderledes og inkompatible med dette ”vi”.

Man har m.a.o. udført en mere konkret kortlægning af, hvad det rent sprogligt vil sige, når man taler om ”os⁠-⁠og⁠-⁠dem”-retorik, og dernæst analyseret kvalitative data om temaet ”østrigsk national identitet” ud fra disse.

En sådan undersøgelse bør altid blive suppleret af andre data om, hvornår og hvorledes man har foretaget konkrete handlinger i overensstemmelse med diskursen –⁠ det samme er tilfældet for denne undersøgelse –⁠ men under formodning af, at sådanne handlinger faktisk finder sted, er det en gyldig vurdering, at sproget er med til at forme selv den mest praktiske virkelighed.

Identiteten bæres af de personer, som identificerer eller bliver identificeret (intern eller ekstern identifikation) De handler ud fra indtryk, som de bl.a. får gennem sproget. Sproget er et kvalitativt vindue til andre mennesker, som man evt. kan spejle sig i, men det er også et værktøj, som kan bruges til at få andre til at spejle sig i ens egne opfattelser.

Derfor har en sproglig undersøgelse af diskursive identitets­perspektiver altid en relevans for studiet af kultur, historie, og politik. I sin bog ”Kollektiv identitet –⁠ kritiske perspektiver” nævner Frello (2012) de ”narrative og diskursive perspektiver” som en ud af fire hovedtilgange til studiet af identitet.

3.6. Delkonklusion

Den identitetskategori, der knytter sig til målgruppen, har forskellige navne. De to primære, som anvendes i den politiske retorik i Frankrig, diskuteres i afsnit 7.2.1.

I denne forbindelse kan man jævnfør det ovenstående ikke tale om identitet i streng, logisk forstand, hvor principper som en essens, klar afgrænsning, og status som sortal er centrale.

I stedet bliver der tale om identitet i en mere konventionel og konstruktivistisk forstand, hvor sproget omkring identitet bruges til at beskrive og diskutere kvalitative eller relationelle forskelle på mennesker (”’kvalitativ’ identitet”/”idem”).

Indenfor denne generelle sammenhæng skal det understreges, at undersøgelsen tager udgangspunkt i identitetskategorien som en form for social identitet, og et identitetsperspektiv, som bygger på ekstern identifikation.

Det handler ikke om målgruppens egen selvforståelse, men om den franske stats opfattelse af målgruppen, samt hvordan gruppen skildres i en bestemt historisk periode. Identifikations­handlingen udføres af statens repræsentanter (som typisk ikke selv er medlemmer af gruppen) –⁠ ikke gruppens egne medlemmer eller repræsentanter (såsom repræsentanter for handicapforeninger).

En undersøgelse af gruppens identitet som udtryk for intern identifikation ville derfor kræve andre materialer og evt. en anden fremgangsmåde.

Det overordnede undersøgelsesfelt for identiteten er, hvordan semantikken omkring den udspiller sig i en bestemt sprogbrug og diskurs ud fra formodningen om, at sproget både kan afspejle, skabe, og vedligeholde en virkelighed, og at der findes en tæt sammenhæng mellem sprog og identitet.

Dette sammenfatter det syn på identitet, som udgør undersøgelsens fundament.

4. Undersøgelsens fortolkningsramme

Hvor de forrige afsnit indeholdt gennemgange ud fra forskellige synsvinkler, der alle kan bidrage til en bedre forståelse for temaet ”handicap” –⁠ herunder i forbindelse med Frankrigs politiske system –⁠ vil jeg nu beskrive mere konkret, hvordan de kan bidrage til min undersøgelse.

Data skal fortolkes for at blive til viden. I den analytiske tilgang til data reducerer man en kompleks genstand eller et komplekst fænomen til delelementer, som er nemmere at arbejde med, for derefter at iagttage deres forhold til hinanden og helheden.

(Se afsnit 5 for mere om, hvordan indholdsanalysen udarbejdes.)

Et eksempel på dette princip i den bredeste, før⁠-⁠videnskabelige betydning er den hermeneutiske cirkel (Paillé og Mucchielli 2021; se ”Le  dialogue et le cercle herméneutiques”), som også udtrykker, at processen gentages iterativt, dvs. så mange gange som muligt, med en forventning om dermed at opnå en bedre fortolkning.

Modeller som den hermeneutiske cirkel (eller spiral) fokuserer typisk på arbejdet med selve analyse­materialerne. Fra et tekst­lingvistisk perspektiv, hvori teksten altid er indlejret i en kontekst (Ditlevsen m.fl. 2007, 55), rækker det imidlertid ikke blot at tolke et korpus eller en enkelttekst som en ”ting i sig selv”, helt løsrevet fra konteksten eller supplerende fakta.

Derfor bruger jeg betegnelsen ”fortolknings­ramme” om de kontekst­relaterede elementer, der anvendes i undersøgelsen til at fortolke de data, som analysen genererer.

Som det vil fremgå af afsnit 5, handler kvalitative indholdsanalyser om at kode passager i tekster og producere et kategorisystem ud fra disse, som altså resulterer i et mesoniveau mellem enkelthederne og helheden.

Men selv hvis man grupperer teksternes enkeltheder såsom individuelle ord, fraser, eller sætninger på denne måde, og på trods af, at der også optræder elementer af fortolkning, når man navngiver og definerer kategorierne, så er der grænser for, hvor megen reel forståelse man får for indholdet, hvis ikke man også etablerer en helt tekstekstern kontekst, som forsøger at forbinde helheden af det analyserede med den virkelighed, det indtræder i.

Det kan næppe undgås, at valget af tekstekstern kontekst i sidste ende bliver vilkårligt. Ikke desto mindre bliver en undersøgelses kvalitet og brugbarhed bedre af, at der er transparens omkring og argumentation for alle de beslutninger, som står bag den.

Formålet med den historiske gennemgang i afsnit 1 var at kortlægge den overordnede begrebsudvikling omkring ”handicap” i Frankrigs politiske system fra efterkrigstiden op til og et stykke ind i den periode, som teksterne i korpusset kommer fra.

(Se afsnit 6 for mere om de indsamlede analysematerialer.)

Valget af sådan et perspektiv som kontekst hviler på en antagelse om, at fænomener, begivenheder, og sprogbrugen er, eller kan være, historisk betingede, og at bestemte begivenheder bidrager til de brud i kontinuiteten, som skaber forandring og påbegynder en ny udvikling.

Disse informationer kan bruges til at trække tråde mellem passager i korpusset og de begivenheder, der udspiller sig i de årtier, der går forud (og delvist ind i) den periode, analysematerialerne er fra.

I denne forbindelse skal afsnit 1 forstås som et serviceafsnit for læseren. I gennemgangen og fortolkningen af analysens resultater kan der godt forekomme enkelte henvisninger til andre begivenheder, dog altid under de samme præmisser, som blev opstillet i det første afsnit.

Afsnit 2 om den individuelle og den sociale model sammenfatter de hovedsagelige yderpositioner fra perioden. Her bringer man positionerne op på et højere abstraktions­niveau, hvor idealtyper viser et forenklet, men meget tydeligt, billede af hver position. Disse to modeller er også historisk betingede. Den sociale model vinder udbredelse sidst i 1960’erne og i løbet af 1970’erne som et bevidst modsvar til den individuelle model.

Da det ville være for omfattende og desuden ligge udenfor undersøgelsens fokusområde at foretage en systematisk gennemgang af perioden for fx at vurdere, hvorvidt bestemte opfattelser kunne knyttes til bestemte politiske fløje, er disse to modeller så langt, jeg kan gå i forhold til at bestemme en afsenders eventuelle grundposition omkring emnet ”handicap”.

Pointen er, at der hermed tages udgangspunkt i et sæt eksisterende positioner, som ikke er opfundet af mig selv til anledningen.

Afsnit 3 om identitet er det fagligt og teoretisk tungeste bidrag til fortolknings­rammen.

Den kvalitative indholdsanalyse lægger særlig vægt på udpegelsen af den gruppe, der i dag betegnes som ”personne(s) handicapée(s)” eller værende ”en situation de handicap”, dvs. hvordan repræsentanterne for det politiske system i Frankrig identificerer og beskriver gruppen. Identitetsteori kan betragtes som kernestof i denne forbindelse, da der netop hermed er tale om en identitet.

Ikke desto mindre er identitetsbegrebet flertydigt, især hvad angår menneskers identitet, og jeg har derfor givet en grundig gennemgang af mit rationale for, på hvilken måde, hvornår, og på hvilke præmisser, den gruppe, der omtales af analysematerialernes afsendere, kan opfattes som en identitet.

Denne ramme gør det muligt at tolke yderligere på den måde, hvorpå teksternes afsendere opfatter målgruppen som en identitet.

Disse tre forskellige (men forbundne) perspektiver udgør både en tekstekstern kontekst og en holistisk fortolkningsramme, som bidrager med at styrke forståelsen for analysematerialernes indhold.

Den primære ulempe ved denne tilgang er, at perspektiverne hviler på et grundlag, som både er inter­disciplinært og inter­videnskabeligt. Når så megen faglig vægt skal løftes af en enkelt person, som det er tilfældet her, eller af ganske få personer, så bliver resultatet mindre fagligt sikkert, end hvis man havde brugt et hold af forskere med hver sin ekspertise.

Jeg vurderer derfor, at den metodiske tilgang er den rette, men at denne undersøgelse forbliver et præliminært studie, som kræver opfølgning.

5. Kvalitativ indholdsanalyse: Undersøgelsens centrale metode

De forudgående afsnit har redegjort for historiske og teoretiske perspektiver med relevans for undersøgelsens problemstilling. Disse udgør nu en ramme af informationer, som befinder sig udenfor analysematerialernes eget indhold, og som vil blive brugt til at fortolke det, der observeres i løbet af analysen, og de data, som den producerer.

Hvor de forudgående afsnit har handlet om at redegøre for og navigere i en række historiske og teoretiske pointer, føres fokus for dette afsnit om undersøgelsens centrale metode nu over på argumentation og overvejelser ifm. metodens anvendelse.

Der henvises med andre ord kun til aspekter, som forklarer metodens ophav og udvikling, i det omfang, at det er en nødvendig datum for et vurderende argument.

For at præcisere undersøgelsens metodiske grundtilgang giver det mening at lægge ud med Bernard og Ryans matrix mellem hhv. kvalitative og kvantitative data og analysetilgange (cit. i Kuckartz 2014, 3):

Der har været –⁠ og er måske stadig –⁠ en videnskabs­teoretisk strid mellem tilhængere af hhv. kvalitative eller kvantitative tilgange til undersøgelse af verden.

Ifølge Kuckartz (2014, 2) har nogle argumenteret for, at kun kvantitative tilgange kan opfattes som videnskabelige, men med Bernard og Ryans overblik fastslås det, at de to faktisk er kompatible med hinanden i et sådant omfang, at der er tale om et spektrum.

Hver tilgang kan anvendes på både kvalitative og kvantitative data, men som det fremgår af matrixen, kan kvantitative metoder ikke frembringe viden om mening og betydning. Hertil skal man bruge en kvalitativ metode (evt. som opfølgning på en kvantitativ analyse) og det er netop mening og betydning, der er slutmålet for denne undersøgelse, sådan som spørgsmålet blev stillet op i indledningen:

Hvad er der at forstå vedrørende den måde, [repræsentanter for Frankrigs politiske system] konstruerer en bestemt social identitet gennem ekstern identifikation, sådan som det kommer til udtryk i diskursen?

Overblikket ovenfor er potentielt misvisende, da hermeneutik ikke er en reel metode, men en videnskabs­filosofisk beskrivelse af menneskets førvidenskabelige evne til at fortolke verden.

I forbindelse med tekstanalyse kan man generelt sige, at kvaliteten af en fortolkning øges, når den person, som analyserer, gør sig selv bevidst om sin forforståelse, og går empirisk til værks med så megen observation og sammenligning af tekstens enkeltheder og helhed, som muligt.

I virkeligheden gælder denne hermeneutiske spiral (Paillé og Muchielli 2021) som i sidste ende resulterer i en ny (for)forståelse, også ved kvantitative analyser.

Men da den hermeneutiske proces intet siger om, hvordan man går til selve analysen, og ikke i sig selv imødekommer videnskabelige krav såsom transparens og en metode, der kan efterprøves af andre, kan må forstå de fleste forskningsmetoder som en implicit afstandtagen fra den helt frie fortolkning.

Dette gælder også indholdsanalyser –⁠ og dog.

Den klassiske indholdsanalyse var, som det fremgår af overblikket ovenfor, en kvantitativ metode. Analysen var med andre ord færdig, når man havde markeret alle relevante elementer i sit korpus, inddelt dem i kategorier, og foretaget en kvantitativ optælling.

Hermed fik man indblik i hvilke emner, der blev nævnt i teksten, og hvor ofte, men på et niveau, som ikke muliggjorde et reelt indblik i teksternes mening.

Til gengæld var fremgangsmåden ligefrem og nem at reproducere. Den kvalitative indholdsanalyse kan betragtes som en reform af dette, som åbner op for en mere tolkende analyse (Kuckartz 2014, 15⁠-⁠36).

I udviklingen af denne metode har man set bort fra kvantitative elementer, men bevarer en insisteren på at have en metodisk fremgangsmåde, som kan reproduceres, og arbejdet med kategorier og kategorisystemer, som sammen med kravet om udtømmende markeringer udgør metodens centrale træk.

Disse aspekter udgør også de centrale træk for den måde, hvorpå kvalitativ indholdsanalyse anvendes i denne undersøgelse. Arbejdet med at indsamle og kode passager i forskellige kategorier resulterer i et system af kategorier, som igen kan indordnes i overbegreber.

Her skal det nævnes, at ”identitet” ikke er egnet materiale for en kategori som sådan (Kuckartz 2014, 42), selv om, at man godt kan have en kategori for observationer af nævnte eller påståede identiteter.

Abstraktioner som begrebet ”identitet” opfattes i stedet som temaer, som udgør en del af den fortolkning, som ’følger’ analysen. De er altså ikke en del af selve kodningsprocessen. Dette har også nødvendiggjort en uddybning af begrebet ”identitet”, sådan som den blev givet i afsnit 3 og forklaret i afsnit 5.

Men hvad er præmissen så for de kategorier, som ender i det samlede kategorisystem?

Her er det muligt for forskeren at bevæge sig i to forskellige retninger: en teoribunden kontra en materialebunden oprettelse af kategorier (Kuckartz 2014, 55). Valget mellem disse to påvirker hele analyseprocessen.

Da denne undersøgelse interesserer sig for, hvordan politiske repræsentanter i Frankrig har defineret og beskrevet en bestemt identitetskategori siden årtusindskiftet, har jeg vurderet, at en tekstbunden kategoribygning er bedst egnet i analysefasen.

Analysen handler (som nævnt) ikke om at finde en på forhånd defineret opfattelse af identitet i teksten, men at indsamle relevante eksempler, som derefter kan fortolkes identitetsteoretisk.

Imidlertid ville en eksklusivt tekstbunden kategoribygning, hvor man fx arbejder sig frem til kategoriernes navne gennem parafrase og gradvis reduktion til mindre sproglige fraser og ord, kræve en meget tidskrævende fremgangsmåde, som ville række langt ud over projektets ramme.

I løbet af den hermeneutiske proces bygges der hele tiden bro mellem enkelthederne og helheden, og det resulterer i, at man foretager en kognitiv indordning.

Denne kan beskrives vha. ikke-teoretiske udtryk, som kan bruges som overbegreb. For eksempel kan de mange forskellige organisationer og institutioner, som nævnes ved navn, indordnes under overbegrebet ”aktører” i en bred, almen betydning. For at klargøre en sådan betydning skal overbegrebet defineres og inkluderes i kategorisystemet.

Ved at gøre dette og derefter opdele de mange observationer i underordnede, mere konkrete kategorier med præcise definitioner, bliver analysen en blanding af forforståelse og empirisk tekstbundethed. Til gengæld undgår den en teoretisk binding, mens projektet kan udføres indenfor dets ramme.

Min analyse er grundlæggende tematisk. (Se Kuckartz 2014, 41, 6⁠9-⁠70.) Kategorierne er temaer, som findes i analysematerialerne.

I lyset af muligheden for computerassisteret kodning af passager skelner jeg derudover mellem, om en given kategori kan betegnes som et indeks, som altid indeholder et specifikt nøgleord, eller om der er tale om en semantisk indordning, hvor fraser med en række beslægtede men forskellige nøgleord samles under én overskrift.

Denne skelnen betyder ikke, at et markeret segment i teksten udelukkende skal indeholde nøgleordet. I løbet af analysen blev hele perioder fra punktum til punktum inkluderet. Derefter blev hele det syntagme, som indeholder nøgleordet, markeret. Resultatet var, at både den relevante sproglige enhed og dens ko⁠-⁠tekst blev inkluderet i den samlede database med observationer.

Normalt opnår man et yderligere lag af epistemisk sikkerhed ved at uddelegere kodningen til flere personer, som ikke er forskerne selv, og ved at sørge for, at disse personer går kritisk til værks i forhold til at blive enige om betydningen af det, der kodes, og de kategorier, der anvendes (Kuckartz 2014, 46⁠-⁠47). Dette har desværre ikke været muligt i forbindelse med denne undersøgelse.

Som det fremgår af kilde­henvisningerne i dette afsnit, tager jeg udgangspunkt i Kuckartz’ udlægning af metoden. Kuckartz tager især afstand fra en umetodisk og ureflekteret tilgang til brugen af kategorier i kvalitative indholdsanalyser, og bidrager med en uddybning af, hvordan disse kan bruges, herunder skelnen mellem kategorityper (se ovenfor for det, der inddrages i denne undersøgelse) og opstilling af de nødvendige basisinformationer i en kategoridefinition.

En kategoridefinition indeholder fire basisinformationer:

1. Kategoriens navn
2. En beskrivelse af kategoriens indhold
3. Eksempler på, hvordan kategorien anvendes
4. (Hvis nødvendigt) Information om, hvordan der afgrænses til andre, nært beslægtede kategorier i kategorisystemet

Hver kategori indordnes i et samlet system, hvor flere kategorier kan indordnes i overbegreber. Det er så systemet som helhed, som etableres ud fra et overordnet tema –⁠ i denne undersøgelse, temaet identitet indenfor et bestemt domæne og en bestemt periode.

Konsekvensen af dette er, at analyseprocessen ikke blot bliver en identifikation af de enkeltheder, der indgår i helheden af ens analysematerialer, men at man også strukturerer disse efter bestemte kriterier. Fortolkningen af analysens resultater optræder idealtypisk som et efterfølgende stadie, men i praksis foregår disse processer typisk simultant.

Det ovenstående sammenfatter den anvendte analytiske fremgangsmåde. Afsnit 7 er produktet heraf, og med denne fremgangsmåde bliver det muligt at løfte beskrivelsen af analysen op på et højere taksonomisk niveau.

6. Indsamlede analysematerialer

Til undersøgelsen blev der indsamlet et korpus på 34 taler og interviews, hvis primære afsender er en person, som havde et højtstående politisk ansvar for handicapområdet i Frankrig enten under præsidenten eller indenfor regeringen på det tidspunkt, teksten blev udgivet.

Korpusset indeholder tekster af 14 forskellige afsendere og strækker sig fra en tale af Marie-Thérèse Boisseau (Secrétaire d’État for handicappede personer) fra den 30. maj 2003 og frem til et interview med Geneviève Darrieussecq (Ministre déléguée med ansvar for handicappede personer) fra den 30. juli 2022.

Korpusset dækker dermed perioden fra Jacques Chiracs anden præsidentperiode (2002-2007) til et stykke ind i Emmanuel Macrons anden præsidentperiode (2022 og frem).

Tabellen nedenfor indeholder navnene på korpussets 14 afsendere og det antal tekster, der er blevet indsamlet:

Formålet med indsamlingen var at finde alle de offentligt tilgængelige primære kilder, som potentielt kunne bruges i analysen.

Da kodnings­processen er tidskrævende, har det imidlertid været praktisk at arbejde ud fra den antagelse, at analyseprocessen handler om at opnå så stor en dækningsgrad som muligt, og at de tekster, som er blevet en del af den endelige database, strækker sig over hele perioden og indeholder så mange forskellige forfattere, som muligt.

Ud af korpussets i alt 56.195 ord er et antal tekster med et samlet omfang på 34.410 ord blevet kodet og inkluderet i databasen, altså en dækningsgrad på 61,2 procent.

Det vil sige, at lidt over en tredjedel af de indsamlede tekster ikke er blevet en del af den endelige analyse. Sammenlign afsnittet Tekstkorpus med bilaget sidst i dokumentet.

Bilaget indeholder et kronologisk overblik over de tekster, som efter udvælgelse til nærlæsning både er blevet markeret og overført til min database.

Bemærk, at teksterne har fået hver sin forkortelse. Af pladshensyn bruges denne som reference i analyseafsnittet.

Se afsnittet Tekstkorpus for en bibliografi over alle korpussets tekster.

7. Analyse og fortolkning

Indledning

Den følgende gennemgang og fortolkning af analysens resultater tager udgangspunkt i en database, som indeholder 1547 manuelt kodede og registrerede passager fra det samlede tekstkorpus.

For at strukturere de adskillige temaer, som alle har en forbindelse til hovedtemaet handicap og identitet i Frankrigs politiske system efter årtusindskiftet, har jeg inddelt disse i hhv. et semantisk centrum, som handler om de personer, staten udøver sin eksterne identifikation på, og en semantisk periferi, som handler om det omkring­liggende samfund. Med disse to perspektiver tager afsnittet gennemgribende højde for både ”Selvet” og den ”Anden”.

Jeg lægger særlig vægt på det semantiske centrum (afsnit 7.2), fordi det især er personerne, man kan få belyst noget om ved hjælp af en identitets­teoretisk fortolknings­ramme. Dette udgør derfor størstedelen af det indhold, der behandles i undersøgelsen.

Ikke desto mindre er der to vigtige temaer om målgruppens indplacering og status i samfundet, som også behandles i afsnit 7.3, nemlig synet på gruppen og semantikken omkring statsborgerskabet.

Se bilaget for forkortelserne for de taler, som udgør analysematerialerne. Der henvises til disse i løbet af dette afsnit.

Det har sjældent været muligt at henvise til præcise sidetal, da indholdet er fundet online. Derfor inkluderes de direkte citater så ofte som muligt.

7.2. Det semantiske centrum: Personerne

7.2.1. ”Personne(s) handicapée(s)” og ”personne(s) en situation de handicap”

Kort efter vedtagelsen af loven af den 11. februar 2005 ”pour l’égalité des droits et des chances” gav Marie⁠-⁠Anne Montchamp en tale den 18. maj samme år i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer.

Talen var et forsvarsskrift for den nye lov, som blev skildret som en radikal transformation af handicapområdet for at udbedre en række vurderede uretfærdigheder i statens handicappolitik, som (ifølge Montchamp) ⁠ kunne spores tilbage til loven af den 30. juni 1975.

I løbet af talen siger hun bl.a.:

”La loi de 75, malgré son titre ’loi d’orientation en faveur des personnes handicapées’, voit le handicap avant de voir la personne. Tout au long du texte, le législateur de 75 a préféré recourir au substantif ’les handicapés’ plutôt qu’à l’expression ’personnes handicapées’.” (MAM⁠-⁠A)

På basis af analysematerialerne er denne kritik slået igennem i sprogbrugen. Dette citat var faktisk det eneste, som brugte frasen ”les handicapé·e·s”. I perioden 2003⁠-⁠2022 er det adjektivet ”handicapé·e·s” og betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)”, som har status af hegemoni i diskursen hos Frankrigs regeringer og præsidentskaber.

Dette stemmer overens med den udvikling, som blev gennemgået i afsnit 1, men det er interessant, at betegnelsen ”les handicapé·e·s” ser ud til allerede at være forsvundet fra diskursen ved begyndelsen af perioden.

Betegnelsen ”en situation de handicap” er en alternativ sprogbrug.

I dag består de semantiske modpoler af hhv. ”personne(s) handicapée(s)” kontra ”personne(s) en situation de handicap”. Den essentialisme­kritik, som til tider er blevet rettet mod den substantiviske brug af adjektivet ”handicapé·e·s” (dvs. ”les handicapé·e·s”) bliver i dag videreført og rettet mod frasen ”personne(s) handicapée(s)” af en mindre gruppe af politiske repræsentanter, som bruger betegnelsen ”en situation de handicap” til at sondre endnu skarpere mellem personen og den situation, vedkommende befinder sig i.

(Det, at denne diskussion og semantiske skelnen ikke er ækvivalent en⁠-⁠til⁠-⁠en til fx diskussionen i Danmark omkring ”at være” sit handicap kontra blot ”at have” det, er i øvrigt et godt eksempel på, at identitetskategorien er historisk og kulturelt betinget, og at den derfor er relevant at beskæftige sig med i felter såsom interkulturelle studier.)

I analysematerialerne kan brugen af frasen ”en situation de handicap” især tilskrives:

• Jean⁠-⁠François Mattei (fra UMP) i rollen som sundhedsminister i 2004 (se JFM⁠-⁠B),
• Manuel Valls (fra PS) i rollen som premierminister i 2016 (se MV),
• Sophie Cluzel (fra LREM) i rollen som Sécretaire d’État med ansvar for handicappede personer i 2022 (se SC⁠-⁠C),
• og Geneviève Darrieusseq (fra MoDem) i rollen som minister for handicappede personer i 2022 (se GD).

Det er ikke muligt at konkludere, om frasen bruges i særlig grad af et bestemt segment på det partipolitiske spektrum som helhed, men ud fra de partier, som er repræsenteret i regeringerne og under præsidenten, er der tale om nogle få personer fra forskellige partier, som skiller sig ud fra den mere konventionelle sprogbrug.

Den politiker, som er gået længst i brugen af frasen ”en situation de handicap”, er Sophie Cluzel i sin tale fra den 1. januar 2022 (SC⁠-⁠C).

Som regel bruges frasen formularisk. I denne tale tager Cluzel et næste skridt, idet hun sommetider nøjes med betegnelsen ”les personnes” indenfor den givne kontekst. Ingen adjektiver. Dette adskiller sig markant fra de andre taler, hvor frasen i overvejende grad optræder som en variation af ordforrådet side om side med adjektivet ”handicapé·e·s”.

Men findes der en reel identitetsteoretisk konflikt mellem udtrykkene ”personne(s) handicapée(s)” og ”personne(s) en situation de handicap”?

Modsat den ældre, substantiviske brug af adjektivet i frasen ”les handicapé·e·s”, hvor kernen i syntagmet er identiske med den kvalitet, den påståede identitet er baseret på, bruger de to aktuelle, sproglige modpoler typisk begge substantivet ”personne(s)” som kerne. De er altså begge formuleret til at sætte personen først.

En sådan formulering giver mening i henhold til afsnit 3.1 og afsnit 3.2 om identitet, som netop handlede om, at en påstået identitets kvalitative side (”idem”⁠-⁠siden) ikke kan opfattes som identitet i streng forstand (”ipse”⁠-⁠siden).

Spørgsmålet er så, om syntagmets attribut skal realiseres af hhv. et adjektiv, ”handicapé·e·s”, eller et præpositional­syntagme med præpositionen ”en” som præpositional og substantiv­syntagmet ”situation de handicap” (efter formlen ”[Χ] de [Χ]” for sammensatte substantiver på fransk) som styrelse.

Hensigten forekommer tydelig: Ved at bruge et sammensat substantiv som attribut drager man i princippet en skarpere grænse mellem personen og tilstanden, men valget af ordet ”situation” trækker i den modsatte retning og annullerer delvist denne skelnen, da adjektiver netop er defineret ved at beskrive en tilstand.

Ud fra en elementær analyse af sprogsystemet er det derfor vanskeligt at argumentere for, at en konventionel adjektivisk brug af adjektivet ”handicapé·e·s” betyder noget andet end netop det, at referenten befinder sig ”en situation de handicap”.

Man kan evt. vælge at sige, at frasen ”en situation de handicap” ekspliciterer situationen i højere grad end adjektivet ”handicapé·e·s”, hvilket især tilgodeser de mennesker, som ikke hører til kategorien gennem hele livet.

Analysen nåede imidlertid frem til en række anvendelser, som udvider den semantiske forskel på de to begreber.

Denne forskel eksemplificeres tydeligst af sundhedsminister Jean-François Mattei, når han i sin tale fra den 24. februar 2004 siger:

”Nous sommes tous exposés à nous trouver, à un moment donné, en situation de handicap. Nous ne sommes pas pour autant handicapés.” (JFM⁠-⁠B)

Her anvendes adjektivet ”handicapé·e·s” som markør for en eksternt identificeret social identitet, som har betydning for adgangen til sundhedsvæsenet og de ydelser og den hjælp, velfærdsstaten kan tilbyde, mens frasen ”en situation de handicap” er noget andet, som afhænger af konteksten.

I dette citat er det strengt talt ikke alle tænkelige former for ”situations de handicap”, som tæller. Det kvalificerende element er identitetskategorien.

På den anden side giver Mattei, som med sin lægevidenskabelige baggrund især har beskæftiget sig med den individuelle model, også udtryk for, at der ikke behøver være tale om en ”situation de handicap” på alle tidspunkter hos de personer, som hører til kategorien ”personne(s) handicapée(s)”, når han beretter:

”Le handicap comporte alors, par essence, une composante sociale. Il n’est plus nécessaire d’être malade pour être handicapé. […] Telle journaliste aveugle nous dira ainsi ne pas être en situation de handicap lorsqu’elle se trouve derrière son micro.” (JFM⁠-⁠B)

I disse udtalelser henviser ”la situation de handicap” til en manglende evne eller nedsat ’funktion’, men talen giver i sin helhed ikke indtryk af, at det er selve situationen, som i sidste ende er afgørende.

En sådan position ville anerkende en rent social tolkning af ”handicap”, hvor en diagnose slet ikke er nødvendig, fordi det situations­bestemte funktionsniveau og miljøet er de eneste afgørende faktorer. Hos Mattei er de sociale faktorer imidlertid ultimativt sekundære:

”Mais, selon qu’il est plus ou moins aménagé, l’environnement peut accentuer ou non le handicap.” (JFM⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)

Den sundhedsmedicinske diagnose forbliver den primære kvalitet, som definerer kategorien, mens sociale faktorer er sekundære og blot gradbøjer, hvordan diagnosen opleves i forskellige situationer.

Man finder flere af de taler, hvor afsenderne i særlig grad fokuserer på principielle diskussioner om identitet og forskellige opfattelser af handicap, i årene umiddelbart før og efter vedtagelsen af loven af den 11. februar 2005 ”pour l’égalité des droits et des chances, la participation et la citoyenneté des personnes handicapées”.

I denne periode kan man m.a.o. få et noget tydeligere indblik i det spænd af opfattelser, som findes hos repræsentanterne for Frankrigs politiske system i forhold til andre årrækker, hvor der ikke foregik store politiske reformer og ny⁠-⁠implementering af love.

Her er det især værd at nævne to taler:

• Jean⁠-⁠Pierre Raffarins tale fra den 2. maj 2005 (JPR⁠-⁠B) –⁠ han trak sig fra embedet som premierminister ved månedens udgang.
• Marie⁠-⁠Anne Montchamps tale fra den 18. maj 2005 (MAM⁠-⁠A) i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer.

Begge talere er, ikke overraskende, positivt stemte overfor den nye politik på handicap­området, som loven af den 11. februar 2005 har tilvejebragt kort tid forinden. Afsenderne repræsenterer den samme regering (under det samme præsidentskab), hvis projekt, det har været at reformere handicappolitikken, og som på det tidspunkt, hvor talerne gives, er ansvarlig for at få implementeret det nye ’paradigme’ korrekt.

Enigheden må også forstås som et udtryk for, at begge afsendere er prominente personligheder i det samme politiske parti: L’Union pour un mouvement populaire (UMP).

Ikke desto mindre afslører de to taler nogle modstridende opfattelser af lovens målgruppe (som i øvrigt blev defineret eksplicit i loven af 2005; se Légifrance 2021).

Jean⁠-⁠Pierre Raffarin (JPR⁠-⁠B) bruger konsekvent betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)” som henvisning til gruppen. Det vil sige, at frasen ”en situation de handicap” ikke anvendes i talen, hvis administrative tema primært fokuserer på målgruppen som en social identitets­kategori, som findes, fordi den er praktisk fra et administrativt synspunkt.

Den primære semantiske skelnen er mellem gruppen (”les personnes handicapées”) og det fænomen, der karakteriserer dens medlemmer (”le handicap”).

Talen handler om borgernes rettigheder og den service, som velfærdsstaten er blevet forpligtet til at tilbyde med loven af den 11. februar 2005.

Raffarins brug af betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)” afspejler den mest udbredte anvendelse i analysematerialerne.

Heller ikke Marie⁠-⁠Anne Montchamp bruger frasen ”en situation de handicap”, men i modsætning til Raffarin giver hun eksplicit udtryk for en bevidsthed omkring sprogbrugens evne til at konstruere en virkelighed, idet hun retter en kritik af den nu forældede substantiviske brug af adjektiver som ”handicapé·e·s” (dvs. ”les handicapé·e·s”), som bl.a. blev brugt i loven af den 30. juni 1975.

For hende var der dengang tale om:

”[…] une construction administrative qui nous est proposée à une époque où l’action sociale se voit dotée d’une direction au sein du ministère, dont la mission est précisément de prendre en charge des catégories sociales délaissées pendant les trente glorieuses […]” (MAM⁠-⁠A)

I denne tale, som også påstår, at loven af den 30. juni 1975 ”[…] voit le handicap avant de voir la personne” (MAM⁠-⁠A), er dette argument interessant, netop fordi, at det centrale i kritikken ikke handler om den semantiske skelnen mellem forskellige ordvalg, men om den virkelighed, som konstrueres med mærkaten.

Montchamps argument kan læses som en utilsigtet kritik af fx Raffarins brug af betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)”, som netop fremstår som ”une construction administrative” i forbindelse med statens arbejde med at ”prendre en charge des catégories sociales délaissées”.

Montchamp vil gerne fremhæve personen, men i praksis forbliver den konventionelle anvendelse af ”personne(s) handicapée(s)” i analysematerialerne en administrativ mærkat.

Argumentet giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, i hvilken grad statsapparatet overhovedet er i stand til at se hele ”la personne”, samt hvad det evt. vil sige i forbindelse med statens forpligtelser og magtudøvelse.

Det ligger udenfor dette projekts område at forsøge at besvare disse spørgsmål, men svarene på dem er afgørende for at kunne vurdere, om den nyere brug af ”personne(s) handicapée(s)” eventuelt kan tolkes som et forsøg på at give en mere menneskelig og venlig vinkel på en social- og sundhedspolitik, som dog i sidste ende reproducerer systemiske begrænsninger, fordi statens værktøjer (primært nye rettigheder, tilpassede institutioner og organisationer, velfærdsydelser mv.) er nogenlunde uforandrede.

Her er Montchamps egen holdning tydelig. Der findes nærmest ingen grænse for, hvor stor en forskel staten kan gøre med nye love og andre konkrete initiativer. Dette kommer til udtryk i hendes vurdering af den lov, hendes egen regering har fået vedtaget, sammenlignet med loven af 1975:

”S’il m’est permis de paraphraser un grand historien des sciences, Alexandre Koyré, j’oserai dire qu’en passant de la loi d’orientation de 1975 à celle du 11 février 2005 on passe ’du monde clos à l’univers infini.’” (MAM⁠-⁠A)

Dette udsagn står i kontrast med Stikers kritik af den definition af målgruppen, som loven af 2005 indeholder, nemlig at den næsten ord for ord er identisk med definitionen fra 1957 (Stiker 2009, 206&Nobreak;-⁠207). Hvor Montchamp ser forandring, ser Stiker stilstand.

Imidlertid ender Montchamps egen skildring af lovgivning og politik som et særligt område, der er hævet over ”l’esprit du temps” og skiftende modeller for handicap, også med at afsløre, at det ikke helt lykkes hende at bryde ud af den administrative tankegang og helt hen til mennesket. Hun siger:

”A⁠-⁠t⁠-⁠on suffisamment prêté attention à la définition contenu [sic] dans l’article 2 de la loi du 11 février: ’Constitue un handicap toute restriction de participation à la vie en société’. […] Le handicap n’est plus dans la personne, comme le voulait le modèle médical traditionnel. Mais il n’est pas non plus dans la société, comme le voudrait –⁠ sans doute par réaction –⁠ l’esprit du temps.” (MAM⁠-⁠A)

Ifølge Montchamp er begge modeller udtryk for ”une causalité diabolique” (MAM⁠-⁠A), og hun skildrer statens rolle som sit eget rum, som er hævet over dem begge.

Faktisk retter loven sig ikke engang mod alle medlemmer af kategorien ”personne(s) handicapée(s)”. Montchamp taler om ”les personnes auxquelles s’adressent la loi” (MAM⁠-⁠A). Den retter sig kun mod personer, som er ”gravement marquées par l’épreuve de la vie: la naissance, la maladie irréversible ou pas, les risques de la vie moderne” (MAM⁠-⁠A). I princippet står dette i kontrast til den del af definition i loven af 2005, som hun selv citerer.

(Bemærk dog, at den samlede definition indeholder specifikke kriterier; se forrest i afsnit 7.2.2.)

Med udgangspunkt i en anekdote om en unavngiven professor, som skulle have sagt, at årsagen til handicap er ”le mal de dos”, går Montchamp i sit forsvar af handicappolitikken som sit eget særskilte rum så langt, at hun kritiserer personen for at bruge frasen ”situations de handicap” over ”personne(s) handicapée(s)”.

Det er vanskeligt at se, hvordan en opfattelse af staten og dens politik som et særskilt område, som er hævet over både samtidens teorier og modeller og ’tidsånden’, kan bidrage til et opgør med sociale identitetskategorier, som primært opfattes som noget administrativt, uanset hvor positivt eller medmenneskelig­gørende, man så vil formulere mærkaten for kategorien.

Det samme paradoks gælder også mærkaten ”les personnes en situation de handicap”, hvilket understreger de praktiske grænser for en eventuel statslig universalisme.

Man kan altså sige, at hvor en grundlæggende sproglig analyse af hhv. syntagmet ”personne(s) handicapée(s)” og frasen ”en situation de handicap” ikke påviser nogen markant semantisk forskel, så øges den semantiske afstand mellem de to udtryk i den måde, hvorpå de bruges af repræsentanterne for Frankrigs politiske system.

Her har den adjektiviske brug af adjektivet ”handicapé·e·s” og syntagmet ”personne(s) handicapée(s)” status af hegemoni, og betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)” er den officielle betegnelse for målgruppen, som endda er skrevet ind i titlen på loven af den 11. februar 2005. Gruppen får en juridisk definition i lovteksten.

I analysematerialerne taler politikerne konsekvent om ”personne(s) handicapée(s)” som en eksternt identificeret social identitetskategori, som anvendes af praktiske årsager.

Den svarer som sådan til den tidligere substantiviske brug af adjektivet ”handicapé·e·s”, dvs. ”les handicapé·e·s”, men med en ny og mere medmenneskelig mærkat, som øger distancen mellem identitetskategoriens medlemmer og den kvalitative beskrivelse, der ellers definerer kategorien (og altså retfærdiggør, at der overhovedet foretages en identifikation).

Frasen ”en situation de handicap” optræder som et sjældent alternativ hertil. Dens anvendelse er mindre konsekvent, og den optræder aldrig som en fuldbyrdet erstatning for betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)”.

Hos Jean⁠-⁠François Mattei skelnes der mellem hhv. en ”situation de handicap”, som kan ramme alle mennesker, og den mere identitetsnære tilstand af at være ”handicapé·e”:

”Nous sommes tous exposés à nous trouver, à un moment donné, en situation de handicap. Nous ne sommes pas pour autant handicapés.” (JFM⁠-⁠B)

Marie⁠-⁠Anne Montchamp, som ellers taler om sprogbevidsthed og sprogets evne til at skabe en virkelighed, skildrer kun frasen i et negativt lys i sin tale (MAM⁠-⁠A).

På den anden side finder man Sophie Cluzel (SC⁠-⁠C), som bruger den hyppigere, og som desuden går skridtet videre til blot at tale om ”les personnes”, når bare temaet handicap er etableret som kontekst.

I praksis anvendes frasen "en situation de handicap” således på en flertydig og modstridende måde, hvilket sætter spørgsmålstegn ved, hvilket formål, betegnelsen skal opfylde.

I perioden 2003⁠-⁠2022 var der intet tegn på, at frasen ”en situation de handicap” var ved at udvikle sig som et reelt diskursivt alternativ til det hegemoniske ”personne(s) handicapée(s)” blandt Frankrigs politiske repræsentanter.

7.2.2. Målgruppens karakteristika i diskursen

7.2.2.1. Indledning

Loven af den 11. februar 2005 indeholder en juridisk definition af ”handicap”. Den findes i artikel L114 og gengives her i sin helhed:

”Constitue un handicap, au sens de la présente loi, toute limitation d’activité ou restriction de participation à la vie en société subie dans son environnement par une personne en raison d’une altération substantielle, durable ou définitive d’une ou plusieurs fonctions physiques, sensorielles, mentales, cognitives ou psychiques, d’un polyhandicap ou d’un trouble de santé invalidant.” (Légifrance 2021)

Imidlertid er det uklart, i hvor høj grad denne juridiske definition styrer sprogbrugen i analysematerialerne. Udgør den altid grundlaget, når en taler henviser til målgruppen, eller er disse ledende politikeres sprogbrug mindre reguleret i deres taler og interviews?

Svaret er naturligvis, at diskursen er noget mere nuanceret. Dette afsnit analyserer nuancerne på de karakteristika, som målgruppens medlemmer tilskrives.

I løbet af analysearbejdet har jeg fundet 204 passager, som kan siges at betegne noget karakteristisk ved målgruppens medlemmer, dvs. en kvalitet eller en relation.

Som nævnt i afsnit 3.3 udpeger Brubaker og Cooper (2000, 14⁠-⁠21) disse to elementer som de hovedsagelige typer grundlag for identifikations­handlingen: en relation eller en kategorisering.

I den oprindelige tanke handlede det om en identifikation som medlem af en identitetskategori på baggrund af en bestemt relation mellem målgruppens medlemmer, men som vi skal se i dette afsnit, ligger mine analysematerialer i stedet deres fokus på relationen mellem personerne i kategorien ”personne(s) handicapées” og resten af samfundet, og det er denne relation, som er blevet et definerende ”træk” i statens identifikation af gruppen.

Samtidig er det kvalitative perspektiv ikke forsvundet, og det er fortsat den medicinske diagnose, som udgør et ufravigeligt grundlag for at kunne identificere et individ som del af kategorien.

De emner, som afsnittet dækker, spiller kort sagt en central rolle for statens diskursive ’désignation’ (jf. Heinich) af målgruppen.

Hvor den juridiske definition er et instrument, som bruges til at afgøre, hvem der kan få adgang til bestemte services og ydelser, så giver de karakteristika, som dækkes i dette afsnit, et dybere kvalitativt indblik i, hvordan statens repræsentanter har anskuet målgruppen som helhed i analyseperioden 2003⁠-⁠2022.

Her vælger jeg at tale om ”karakteristika” i stedet for ”definerende elementer”, fordi en given passage i en tale eller et interview sjældent ekspliciterer, hvorvidt forfatteren mener, at elementet faktisk er definerende for kategoriens medlemmer. Ikke desto mindre kan man placere disse karakteristika på samme plads indenfor projektets identitetsteoretiske ramme.

Da dette afsnit også tager højde for en relation, opstår der en forbindelse med de delafsnit, som hører under afsnit 7.3 med titlen ”Samfundet”.

Forskellen på afsnit 7.2 og afsnit 7.3 er den måde, hvorpå kategoriernes indhold vinkles.

I dette afsnit handler tolkningen af de elementer, som vender sig mod relationen, om målgruppens status (jf. begrebet ”identitet”) som følge af den eller de udtrykte relation(er), mens spørgsmålet om, hvilken betydning diskursen så har for ”le regard au handicap”, behandles i afsnit 7.3.2.

Endelig behandler identitetsperspektiverne i dette delafsnit et andet niveau af identitet end det, der blev behandlet i afsnit 7.2.1 om identitetsmærkaterne.

Dette skifte i niveau følger en diskurs, som ikke begrænser sig til kun at tale om den juridiske definition: Derfor er der i denne sammenhæng heller ikke kun tale om et socialt identitetsniveau.

Da relationen mellem gruppen og samfundet spiller så stor en rolle i retorikken, er det ikke muligt helt at adskille det personlige og det sociale niveau.

På trods af, at statens værktøj til at indplacere dele af befolkningen i en identitetskategori består af ekstern identifikation og designation, anvender Frankrigs politiske repræsentanter til tider en retorik, som også går over i det personlige.

Hvor den personlige identitet konventionelt er blevet tolket ud fra identitets­perspektiver såsom selvidentifikation og selvforståelse, og dermed handler om individets grundlæggende værdier og præferencer, betyder dette skifte i identifikationsformen (som nævnt i afsnit 3.4), at det personlige niveau ikke længere kan beskrives ud fra subjektets egne holdninger, idet der ikke længere er noget subjekt.

Retorikken retter sig i stedet mod et objekt, og dens kommunikative formål kan opfattes som et forsøg på at demonstrere, at man har forståelse for målgruppen.

Slår forsøget fejl, eller undlader man overhovedet at forsøge, kan det i sidste ende koste mandater ved forestående valg og politisk støtte fra civilsamfundet.

7.2.2.2. Inde eller ude? Den sproglige videreførelse af ”l’entre⁠-⁠deux”

I antologien ”Handicap: une identité entre⁠-⁠deux” (Korff-Sausse og Aradena 2017a) udforsker en række forskere og klinikere nogle af de elementer, som gør, at mennesker, som lever med handicap, befinder sig i en flertydig position mellem klart definerbare størrelser:

”La personne en situation de handicap se trouve bien souvent dans une identité entre-deux: ni valide ni handicapée, ni incluse ni exclue, ni pareille ni semblable. Ces personnes sont ’au seuil de’, dans un espace de liminalité.” (Korf⁠-⁠Sausse og Aradena 2017b, 7)

I løbet af antologien behandles relaterede temaer såsom liminalitet, eksklusion, inklusion, fremmedhed, Selvet, og den Anden.

I dele af mine analysematerialer finder man en række udtryk, som netop peger på en sådan tilstand af ”entre⁠-⁠deux”, og de er fokus i dette delafsnit. Det drejer sig om varianter af udtrykkene:

• ”Accueil” / ”accueillir” / ”accueilli·e·s” / ”accueillant·e·s”
• ”Accessibilité” / ”accès” / ”accéder” / ”accessible(s)”
• ”Accompagnement” / ”accompagner” / ”accompagné·e·s”
• ”Intégration” / ”intégrer” / ”intégré·e·s”
• ”Insertion” / ”insérer” / ”inséré·e·s”

Først og fremmest er det vigtigt at nævne, at disse udtryk ikke anvendes hyppigt. Diskursen omkredser i langt højere grad de begreber, som blev behandlet i det forrige delafsnit, dvs. udtrykkene ”personne(s) handicapée(s)” og ”en situation de handicap”; desuden også syntagmet ”le handicap”.

Ikke desto mindre er udtrykkene i listen ovenfor rammende eksempler på det sted eller den status, medlemmerne af målgruppen tilskrives i diskursen.

Anvender man udtrykkenes grundbetydninger i forbindelse med en specifik identitetskategori, så afslører sprogbrugen nogle af de semantiske vanskeligheder, som der findes ved at forsøge  rent kommunikativt at bringe målgruppen ud af ”l’entre-deux” og helt ind i en fuldbyrdet universalisme og lighed.

Udtrykkene i listen anvendes typisk i sammenhæng med bestemte politiske områder, initiativer og krav, fx ”insertion” på arbejds­markedet eller i uddannelses­systemet, som har folk med handicap som målgruppe.

Her er der altså tale om et ordforråd, som bruges til at udtrykke det, at der findes et segment i befolkningen, som er genstand for en form for handling fra statens side, som andre dele af befolkningen ikke er genstand for.

Anvendelsen har således en adskillende effekt, men hvert sæt af udtryk har sin egen betydning, og man kan desuden skelne mellem, hvorvidt målgruppen betragtes som subjekt eller objekt.

7.2.2.2.1. ”Accueil” / ”accueillir” / ”accueilli·e·s” / ”accueillant·e·s”

Med brugen af substantivet ”accueil”, verbet ”accueillir” samt adjektiverne ”accueilli·e·s” og ”accueillant·e·s” bliver målgruppen som udgangspunkt betragtet som et udefra kommende objekt, som der skal bydes velkommen til, og som skal tilgodeses af de Andre, som ikke hører til identitetskategorien.

Godt nok anvendes disse begreber på en bestemt måde i politiske kontekster (se nedenfor), men ved at udtrykke sådanne betydninger med disse mere almene begreber bevarer man en del af ordenes leksikalske betydning på det konnotative niveau –⁠ tænk fx på værtsfamilier (”familles d’accueil”) eller på det at byde nogen velkommen, (”accueillir”).

Med anvendelsen af disse ord kommunikeres der således ofte en (utilsigtet) medbetydning, som betragter målgruppen som besøgende, gæster, eller andre ”outsidere”, som resten af samfundet udenfor identitetskategorien –⁠ især dem, som er tæt på magtens centrum –⁠ skal tilgodese med særlige adfærdsmønstre, regler, og tilbud.

Der foretages m.a.o. en kommunikativ ”andengørelse” af målgruppens medlemmer, hvis deltagelse i samfundets aktiviteter reduceres til en afvigende omstændighed.

Gennem denne synsvinkel betragtes ”la personne handicapée” som en modtager af velgørenhed, som lever på samfundets nåde.

I analyse­materialerne optræder de pågældende udtryk typisk sammen med bestemte politiske initiativer, som retter sig mod målgruppen.

Eksempler:

• ”D’abord les adultes qui, compte tenu de leurs difficultés majeures, ont besoin d’un accueil en établissement spécialisé.” (SN⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Certains enfants ont besoin d’être accueillis dans les établissements médico⁠-⁠sociaux […]” (PB⁠-A –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Pour cela nous avons tous un rôle à jouer: le cadre qui recrute dans une entreprise, l’instituteur dans une école qui accueille un élève handicapé dans sa classe, le bénévole qui accompagne des enfants handicapés.” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)

De to første citater i listen viser, at konceptet ikke nødvendigvis udtrykker velvilje eller frivillighed på ’værtens’ side. Specialiserede institutioner er arbejdspladser, hvis personale bliver betalt for at sørge for, at der findes et sikkert og tilpasset rum for de dele af målgruppen, der måtte have behov for det.

Afhængig af typen af handicap kan der også være tale om omverdenens behov for sikkerhed i forhold til en diagnose, som får personen til at være udadreagerende eller voldelig.

Relationen er heller ikke automatisk frivillig for målgruppens medlemmer (handlingens objekt), hvis institutionalisering evt. kan påkræves af systemet.

Med det koncept, som kommer til udtryk i denne kategori, er der m.a.o. en flertydighed, fordi begreberne som udgangspunkt har et positivt og velkommende udtryk på trods af, at de dækker over en professionalisering af samfundets relation til målgruppen, og det, at relationen ikke nødvendigvis er frivillig.

Ligesom betegnelserne ”personne(s) handicapée(s)” og ”personne en situation de handicap” kan man altså forstå ordene i denne gruppe som udtryk for en medmenneskelig­gørelse af den politiske retorik omkring samfundets relation til målgruppens medlemmer.

Men man må formode, at denne semantik i visse tilfælde vil stå i kontrast til, hvordan målgruppens medlemmer selv erfarer relationen i praksis. Under alle omstændigheder udtrykker den en ulige relation.

7.2.2.2.2. ”Accessibilité” / ”accès” / ”accéder” / ”accessible(s)”

Med brugen af substantiverne ”accessibilité” og ”accès”, verbet ”accéder” samt adjektivet ”accessible(s)” bliver målgruppens medlemmer som udgangspunkt betragtet som handlende subjekter.

Det er muligheden for selv at handle, der gives ”accès” til, og konceptet indbefatter derfor ofte (men ikke automatisk) resten af samfundets rolle som dem, som skal ’give’ adgangen.

Bruger man adjektivet ”accessible” om en given ting (bygning, installation, vare mv.) eller organisatorisk proces, så betragtes den som værende barrierefri for personens egen mulighed for at handle, dvs. at personen har ”accès”.

Modsat har substantivet ”accessibilité” tre forskellige betydninger.

Det kan have nogenlunde den samme betydning som adjektivet, men udover dette kan der både være tale om det princip, at samfundet skal være ”accessible” –⁠ enten for målgruppen specifikt eller for befolkningen som helhed –⁠ og om det interessefelt eller den sektor, som beskæftiger sig med indsatsen for at opnå dette resultat.

Eksempler:

• ”La loi a fixé un délai de dix ans pour rendre entièrement accessibles le cadre bâti et les transports.” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Pour stimuler l’accessibilité numérique, un appel à projets a été doté de 8 millions d’euros” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”[…] afin de poursuivre le déploiement des mesures au bénéfice des personnes, dans tous les champs: école, emploi, logement, accès à la culture, aux loisirs, aux sports, accessibilité universelle, relance économique avec le plan France Relance, …” (SC⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)

I analysematerialerne henviser substantivet ”accès” ikke udelukkende til ting eller organisatoriske processer, som er barrierefri for målgruppens medlemmer. Når den følges af præpositionen ”à”, anvendes ordet også til at udtrykke generelle mål, ønsker, eller visioner for handicap­politikken som helhed, hvormed det, der gives ”accès” til, bliver mere abstrakt og uhåndgribeligt.

Som Marie⁠-⁠Anne Montchamp siger i sin tale fra den 18. maj 2005 i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer:

”En un mot, l’accès à la vie ordinaire en société et, mieux, l’accès à la vie d’un citoyen ordinaire.” (MAM⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)

Eller Sophie Cluzel i sin tale fra den 1. januar 2022 i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer:

”Plus largement, permettons aux personnes en situation de handicap d’être véritablement actrices de leur vie, dans tous les domaines, y compris sur le sujet encore tabou de l’accès à la vie intime, affective et sexuelle ou leur permettre de vivre pleinement leur parentalité.” (SC⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)

Andre eksempler inkluderer:

• ”[…] l’accès à l'université et l’accès à la culture” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”[…] l’accès à la prévention et aux soins des personnes handicapées” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”[…] l’accès de tous à tout […]” (MAM⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)

Om der så er tale om noget konkret eller noget mere abstrakt, så er det med frasen ”accès à”, at man ser den ulige magtrelation mellem målgruppens medlemmer og den eller de entitet(er), som skal give adgangen.

Udtrykkene i dette delafsnit er sandsynligvis dem, som stærkest betoner målgruppens selvstændighed som handlende subjekter blandt alle de udtryk, som gennemgås her i afsnit 7.2.2.2.

Alligevel opnår semantikken her ikke at bryde gennem den begrænsning, at handlingen udfolder sig som et resultat af en anden entitets velvilje og indsats. ”Les personnes handicapées” lever igen på statens nåde, og i visse tilfælde skildres statens magt med en vis grad af både normativitet og grænseløshed.

Den politiske retorik uddyber fx ikke, hvad ”la vie ordinaire en société” præcist henviser til, ligesom det ikke afklares, hvorvidt statsapparatet har magten til at kunne ”give adgang til” noget sådant.

Det samme gør sig gældende vedrørende ”l’accessibilité numérique”, idet computere og enheder i høj grad kører på systemer, som udvikles af multinationale virksomheder udenfor Frankrig, ligesom fx internettet heller ikke kontrolleres af landets politiske repræsentanter.

De store, universalistiske visioner lever således ofte kun i sprogbrugen, indtil der skal tales om noget konkret.

Under alle omstændigheder tilskrives de personer, som hører til identitetskategorien ”personne(s) handicapée(s)”, en lavere og mere afhængig rang end de Andre i samfundet, fordi deres ”adgang” til næsten alle aspekter af  tilværelsen bliver noget, som skal ”gives” af de Andre.

Relationen er præget af en afhængighed, som kun går i én retning. ”Les personnes handicapées” afhænger af de Andre, men de Andre afhænger ikke af dem.

Frasen ”accessibilité universelle” bruges næsten udelukkende af Manuel Valls (MV) og især Sophie Cluzel (SC⁠-⁠C).

Adjektivet ”universelle” kan her forstås på to måder. Der kan være tale om ”l’accès de tous à tout” (MAM⁠-⁠A), men i en mere snæver betydning, som kun fokuserer på målgruppen, kan der også være tale om det, at alle fysiske steder og sociale domæner er indrettet således, at de er indrettet til at være ”accessibles” for netop denne.

7.2.2.2.3. ”Accompagnement” / ”accompagner” / ”accompagné·e·s”

Med anvendelsen af substantivet ”accompagnement”, verbet ”accompagner”, og adjektivet ”accompagné·e·s” bliver målgruppens medlemmer som udgangspunkt betragtet som handlende subjekter, men under den begrænsning, at der er en eller flere personer til stede, som ledsager personen i en given sammenhæng, herunder sammenhænge, som ikke er blevet tilpasset (dvs. gjort ”accessible(s)” for) målgruppen.

Afhængig af synsvinklen kan man derfor også bruge disse ord på en måde, som betragter målgruppens medlemmer som objekter i sammenhænge, hvor de (helt eller delvist) ikke menes at kunne tage vare på sig selv.

Eksempler:

• ”Nous avons donc 17 000 places spécifiques existantes, plus les 3615 prévues par le Plan, mais il y a aussi de nombreux enfants et des adultes qui sont accueillis et accompagnés au sein d’établissements ou de services non spécifiquement dédiés à l’autisme.” (SN⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Certains enfants ont besoin d’être accueillis dans les établissements médico⁠-⁠sociaux. D’autres doivent être accompagnés, durant leur scolarité, par des services spécialisés […]” (PB⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”[…] toutes les universités sont aujourd’hui dotées d’une mission Handicap dédiée à l’accueil et à l’accompagnement des étudiants tout au long de leur parcours.” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Voilà Mesdames et Messieurs notre ambition, accompagner les personnes en situation de handicap pour qu’elles puissent vivre, en un mot, avec leurs spécificités bien sûr, mais de vivre comme tout le monde, et donc permettre à nos entreprises, à nos écoles, à nos services publics, à notre société tout simplement de bénéficier de tous les talents, et faire un pas plus vers l’égalité” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)

De to første citater i listen kommer fra hhv. Ségolène Neuvilles tale fra den 21. april 2016 (SN⁠-⁠C) i rollen som Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l'exclusion og Philippe Bas’ tale fra den 3. juni 2006 (PB⁠-⁠A) i rollen som Ministre délégué à la Sécurité sociale, aux Personnes âgées, aux Personnes handicapées et à la Famille.

I disse citater opstår der et vist domæneoverlap mellem adjektivet ”accueilli·e·s” (se afsnit 7.2.2.2.1) og verbet ”accompagné·e·s”.

Her skelnes der på den ene side mellem disse to forskellige former for adfærd og organisering, og på den anden side mellem, hvorvidt der er tale om et miljø, som er tilpasset målgruppen.

Som det første citat viser, kan der godt være tale om både ”accueil” og ”accompagnement” i omgivelser, som ikke specifikt er indrettet til målgruppen (i dette tilfælde: personer med autisme).

I det andet citat bruges de to begreber mere adskilt, men det er ikke helt tydeligt, om ”accompagnement” i skolen kun henviser til det, der andetsteds kaldes for ”en milieu ordinaire”, eller om udsagnet også inkluderer specialskoler og -⁠klasser.

Under alle omstændigheder er det nødvendigt at skelne mellem, hvorvidt konceptet udtrykkes med et sådant domæneoverlap eller ej, og hvorvidt det henviser til specialiserede institutioner eller ”le milieu ordinaire”.

Det tredje citat er endnu et eksempel på dette. Det er fra Manuel Valls’ tale den 2. december 2012 (MV) i rollen som premierminister.

Her bruges betegnelserne ”accueil” og ”accompagnement ” igen side om side, men der henvises til universiteterne, og disse hører under ”le milieu ordinaire”, idet de ikke er specialiserede institutioner.

Som udgangspunkt kan man formode, at brugen af personlige ledsagere mv. hører under ”accompagnement”, men í analyse­materialerne bliver den politiske retorik ikke konkret nok til, at man kan foretage en tydelig sondring mellem handlingerne.

For eksempel findes der jo også et element af ”accompagnement” hos det personale, som arbejder i en specialiseret institution, hvis formål det også er at ”accueillir” dele af målgruppen.

Det koncept, der udtrykkes med ordene i denne gruppe, er således forbundet med en højere grad af flertydighed end de andre grupper af ord.

Hertil skal tilføjes, at meningen bag sprogbrugen også varierer fra det konkrete og ud i det abstrakte. Dette eksemplificeres af Ségolène Neuvilles tale fra den 21. april 2016 i rollen som Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion, når hun siger:

”L’accompagnement tout le long de la vie ce sont aussi les créations de services et de places.” (SN⁠-⁠C)

Her er det staten, som udfører ”l’accompagnement”, og da handlingen retter sig mod oprettelsen af ”steder”, kommer udsagnet til at repræsentere handicappolitikken som helhed.

Ligesom med konceptet ”accessibilité” (afsnit 7.2.2.2.2) understreges her den ulige relation mellem målgruppens medlemmer og resten af samfundet, og det måske i endnu højere grad end det andet koncept, da dette knytter sig til en tanke om selvbetjening og selvstændighed, mens ”accompagnement” modsat knytter sig til en tanke om velgørenhed.

I sin tale fra den 29. maj 2006 i rollen som premierminister nævner Dominique de Villepin for eksempel ”[…] le bénévole qui accompagne des enfants handicapées” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet).

I denne optik er ”les personnes handicapées” fortsat genstand for 50’ernes og 70’ernes opfattelse af dem som stakler, som staten har ansvaret for at tage hånd om. Også her er der altså tale om en identitetsmæssig andengørelse.

7.2.2.2.4. ”Intégration” / ”intégrer” / ”intégré·e·s”

Med brugen af substantivet ”intégration”, verbet ”intégrer”, og adjektivet ”intégré·e·s” bliver målgruppens medlemmer som udgangspunkt betragtet som objekter.

Her er det handlende subjekt identisk med resten af samfundet, som skal finde en måde, hvorpå medlemmerne af målgruppen kan ’passes ind i’ eksisterende strukturer, som ikke nødvendigvis har været eller er fuldt organiseret med omtanke for ”le handicap”, herunder arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

I de seneste årtier er begrebet ”intégration” især blevet brugt i diskussioner af immigrations- og integrationspolitik i de vestlige lande, herunder Frankrig.

Selve ordet antyder –⁠ uden at henvise til bestemte teoretiske ansatser –⁠ at der er tale om to eller flere parter, som finder sammen i en fælles kompatibilitet.

Denne grundopfattelse gælder også for det handicap­politiske område, men hvor diskursen omkring integrationen af folk fra andre lande ofte understreger individets eget ansvar for at tilpasse sig den hegemoniske kultur i et land, fandt jeg intet i analysematerialerne, som pegede på nogen forventninger eller opfattelser af pligt hos ”les personnes handicapées”.

I den diskurs, der føres af repræsentanterne for Frankrigs politiske system, er det altså politikere, beslutningstagere, erhvervsledere, uddannelses­institutioner mv., som er ansvarlige for ’integrationen’.

Det handler primært om en ’intégration’, som muliggøres af systemet og sociale strukturer, ikke om individets personlige ansvar for at forandre sig.

Eksempler:

• ”Comme beaucoup de pays, la France doit relever le défi du vieillissement et de l’insuffisante intégration des personnes handicapées dans notre société.” (JPR⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”En intégrant mieux et davantage les personnes handicapées dans nos entreprises et nos administrations, nous apprendrons à regarder les compétences plutôt que les incapacités; […]” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Il n’est évidemment pas question de sacrifier l’intérêt de l’enfant au profit d’un modèle de l’intégration à tout prix” (PB⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)

De passager i analysematerialerne, som henviser til dette koncept, kan tolkes både positivt og negativt.

Helt grundlæggende kan konceptet bruges som udtryk for en modvilje mod andengørelse af målgruppen. Man ønsker at bringe personerne så tæt på samfundets normative kerne –⁠ og ud af periferien –⁠ som muligt.

På den anden side rummer konceptet også en anerkendelse af forskelle.

Fortalere for et samfund, som anskuer ”neurodivergens” som en naturlig del af samfundets diversitet, kan her tolke integrationen som noget positivt, fordi det handler om at få samfundets ”puslespil” til at gå op uden at ”faire disparaître […] leur handicap” (JFM⁠-⁠B).

Det ville være en positiv tolkning af den andengørelse, der kan knyttes til konceptet (som jo ikke kan ”intégrer” noget uden implicit at anerkende en forskel), men den sætter evt. også grænser for, hvor langt handicappolitikken kan gå, fordi gruppens eget syn på identitetskategorien bevæger sig væk fra den instrumentelle, eksterne identifikation, som staten bruger, og over i en egentlig selvidentifikation og hævdelse af en kollektiv identitet.

På den anden side kan konceptet tolkes negativt, når fx Philippe Bas bruger det i sin tale fra den 3. juni 2006 i rollen som Ministre délégué à la Sécurité sociale, aux Personnes âgées, aux Personnes handicapées et à la Famille, hvor han kritiserer forestillingen om ”un modèle de l’intégration à tout prix” (JFM⁠-⁠B).

Her er den kritiserede ”intégration” identisk med en forestilling om assimilation og politisk tvang, selv når noget sådant ikke giver mening.

Konceptet ”intégration” har altså også et vist niveau af flertydighed, og det er et semantisk domæne, hvor der ligger et stort potentiale for at diskutere identitet og politik, ligesom man også har set det indenfor immigrations- og integrationspolitikken.

I analysematerialerne bruges udtrykkene i denne gruppe ikke særlig ofte, og når de gør, er det –⁠ som eksemplerne ovenfor viser –⁠ sjældent med en bevidsthed om de identitetsmæssige problematikker, der knytter sig hertil.

Det gennemgribende udgangspunkt er blot det, at man vil forsøge at ’tilpasse’ målgruppen i strukturer, som ikke nødvendigvis er blevet organiseret med henblik på den.

7.2.2.2.5. ”Insertion” / ”insérer” / ”inséré·e·s”

Med brugen af substantivet ”insertion”, verbet ”insérer”, og adjektivet ”inséré·e·s” bliver målgruppens medlemmer som udgangspunkt betragtet som objekter, som ’indsættes’ i dele af samfundet, som ellers er utilgængelige for dem (jf. adjektivet ”accessible” i afsnit 7.2.2.2.2).

Sammenlignet med substantivet ”accueil” og verbet ”accueillir” (afsnit 7.2.2.2.1), der som udgangspunkt har en positiv indstilling over for den gruppe, handlingen rettes mod, har substantivet ”insertion” og verbet ”insérer” en mere mekanisk, instrumentel konnotation.

Konceptet bruges heller ikke til at udtrykke nogen velvilje eller frivillighed over for målgruppen (hvilket ”accueil” og ”accueillir” kan gøre, men ikke automatisk gør), og faktisk er deres brug i fransk politik knyttet til et vist element af tvang overfor dem, som skal modtage de ’indsatte’ medlemmer af målgruppen.

Dette drejer sig fx om ”l’insertion professionnelle”, som retter sig mod arbejdsmarkedet.

Med loven af den 10. juli 1987 oprettede man L’Association de Gestion du Fonds pour l’Insertion Professionnelle des Personnes Handicapées (forkortes ”L’Agefiph”), og som nævnt i afsnit 1.3 var det også her, at man gjorde det til et juridisk krav, at virksomheder over en vis størrelse skulle sikre, at mindst 6 procent af deres ansatte havde et handicap.

For ordene i denne gruppe er der altid tre parter:

I analysematerialerne optræder målgruppens medlemmer typisk som dem, som skal ’indsættes’.

En undtagelse hertil, hvor målgruppens medlemmer bliver betragtet som handlende subjekter, findes i Dominique Villepins tale af den 29. maj 2006 i rollen som premierminister:

”Le deuxième domaine dans lequel il est essentiel de poursuivre notre effort, d’amplifier nos efforts, c’est l’école. Notre objectif est double: Former les jeunes handicapés pour leur donner les meilleures chances de s’insérer dans la société. […]” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)

Den, dem, eller det, som skal udføre ’indsættelsen’, bliver ikke nødvendigvis ekspliciteret, men man kan som minimum henvise til statens handicappolitik og dertil knyttede organisationer og initiativer.

Af de tre parter er det mest variable element imidlertid den, dem, eller det, som objektet ’indsættes i’.

I citatet ovenfor tales der om samfundet som helhed, selv om, at verbet ”former” også kan henvise til uddannelse og dermed kvalifikation til deltagelse på arbejdsmarkedet.

Tendensen er, at de politiske repræsentanter enten taler om ”insertion professionnelle” eller ”insertion sociale”, som i dette citat fra Ségolène Neuvilles tale fra den 21. april 2016 i rollen som Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion:

”Devenus adolescents, il convient que les structures expérimentales développent des prestations visant l’insertion sociale et professionnelle.” (SN⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)

Sprogbrugen omkring ordene i denne gruppe karakteriserer målgruppen ud fra dens uegnethed eller uønskethed i en bestemt kontekst, som velfærdsstaten derimod ønsker, at gruppen skal deltage i, og derfor forsøger at ”indsætte” dens medlemmer i.

Dette betyder, at konceptet har et grundlæggende ekskluderende element.

7.2.2.3. Den kategoriske identifikation: kvaliteter, egenskaber, tilstande

7.2.2.3.1. De to modeller i diskursen

Som tidligere nævnt indførte Bénédict-Augustin Morel begrebet ”dégénérescence” i 1800⁠-⁠tallet. Begrebet omfattede først og fremmest ”les crétins, idiots, imbéciles, arrières” (Stiker 2009, 40).

Bevæger man sig frem til nutiden, så viser mine analysematerialer, at synet på identitet har ændret sig markant siden dengang.

Tanken om ”dégénérescence” tog udgangspunkt i en essentialistisk tilgang til identitet (se afsnit 3.1 og afsnit 3.2), og ifølge den var der en tæt forbindelse mellem et individs diagnose og vedkommendes karakter som person.

Definitionen i loven af den 11. februar 2005 ophæver ikke en kategorisk identifikation af målgruppen på baggrund af sundhedsmedicinske klassifikationer (se afsnit 7.2.2.1 for hele definitionen), men i dag rækker sådanne klassifikationer ikke i sig selv til at tilfredsstille den juridiske definition på handicap. Der skal også være en relation til resten af samfundet, idet der tales om:

”[…] toute limitation d’activité ou restriction de participation à la vie en société subie dans son environnement par une personne […]” (Légifrance 2021)

Hermed forsøger man at balancere mellem den individuelle og den sociale model for handicap. Analysematerialerne afspejler en lignende indsats.

Men hvorfor? Og hvordan?

Man finder fortsat en række ord og udtryk for målgruppens kvalitative tilstand i analysematerialerne, men det hovedsagelige fokus er på staten som serviceorgan.

I analysen fandt jeg over 300 instanser, hvor der enten tales bredt om rettigheder (fx ”Toute personne handicapée aura droit désormais aux aides qui lui auront été reconnues nécessaires […] (JPR⁠-⁠B)); nævnes en lang række (mere eller mindre konkrete) initiativer; eller henvises til bestemte lovtekster.

Der var også 122 henvisninger til forskellige aktører, både statens egne organisationer (fx ”la Caisse nationale de solidarité pour l’autonomie” (JFM⁠-⁠B)) og andre (”[…] je remercie les associations, les professionnels, les YouTubers et les médias qui s’y sont associés” (SN⁠-⁠C)).

At lægge fokus på staten som serviceorgan er politisk fordelagtigt.

De politiske repræsentanter har ansvaret for at udvikle Frankrigs politikområder og implementere lovgivningen, og med dette fokus kan individuelle politikere understrege deres egen værdi for samfundets udvikling.

Derfor vil en repræsentant for Frankrigs politiske system oftest foretrække at tale om politiske initiativer, samarbejder med aktører, mv., hellere end at gå i dybden med en videnskabelig-filosofisk diskussion af fx årsager, ophav og definerende karakteristika jf. analysen af Marie-Anne Montchamps skildring af lovgivning og politik som et særligt område, som er hævet over modellerne. (Se afsnit 7.2.1.)

De to mest udbredte modeller for handicap (afsnit 2) er bygget på to modsatrettede fortællinger om målgruppen: fortællingen om den personlige tragedie kontra fortællingen om det undertrykkende samfund.

Ved at iscenesætte sig selv som pragmatisk problemløser kan en politisk aktør undgå at forholde sig til sådanne fortællinger. Derfor er det vanskeligt at identificere konkrete passager i analyse­materialerne, som bygger eksplicit på den ene eller den anden fortælling.

Dette udgør et problem for kvalitative indholdsanalyser, for hvis fortællingen ikke fortælles eksplicit af afsenderen, så kan man ikke med sikkerhed vurdere, om personen abonnerer på den.

Det er m.a.o. ikke muligt at basere den overordnede semantiske struktur, som giver konkrete passager deres mening, på ufortalte fortællinger. Det betyder desuden, at en undersøgelse med udgangspunkt i narrativ identitet sjældent er mulig med denne metode.

Hvis man i stedet taler om ”teorier” og ”paradigmer”, så findes der stadig visse tegn på, at diskursen læner sig mere op ad den ene end den anden model.

For eksempel blev der ikke fundet nogen tegn på, at diskursen i perioden 2003⁠-⁠2022 eksplicit anerkendte en social undertrykkelse af målgruppens medlemmer i forbindelse med statens egne aktiviteter og initiativer.

Her må man også anerkende en bias i analysematerialerne. En sådan eksplicitering ville både modsige den generelle selviscenesættelse af staten som bidragende og handlekraftigt serviceorgan og placere skylden hos de organisationer, teksternes afsendere selv repræsenterer –⁠ og hos afsenderne selv.

Godt nok finder man indirekte tegn på en social diskrimination, som fx når Jean⁠-⁠François Mattei i sin tale fra den 24. februar 2004 i rollen som Ministre de la Santé, de la Famille et des Personnes handicapées nævner ”[…] ce que notre société peut parfois avoir d’inhumain […]” (JFM⁠-⁠B).

Eller når Philippe Bas i sin tale fra den 3. juni 2006 i rollen som Ministre délégué à la Sécurité sociale, aux Personnes âgées, aux Personnes handicapées et à la Famille taler om at ”[…] permettre aux Personnes handicapées d’être des citoyens à part entière […]” (PB⁠-⁠A), som peger på en slags andenrangs borgerskab. (Se også afsnit 7.3.3.)

Men det overordnede indtryk på tværs af analysematerialerne er, at man kun giver en eksplicit kritik, når man selv kan præsentere løsningen og problemet ligger et stykke tilbage i tiden, sådan som det er tilfældet i Marie⁠-⁠Anne Montchamps tale fra den 18. maj 2005 (MAM⁠-⁠A) i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer.

Her forsvarer hun regeringens politik i form af loven af den 11. februar 2005, mens loven af den 30. juni 1975 kritiseres på specifikke punkter, helt ned i dens ordlyd.

På den anden side kan man ikke heraf konkludere, at Frankrigs politiske repræsentanter til stadighed abonnerer på teorien om den personlige tragedie eller den individuelle model som helhed.

Jean⁠-⁠François Mattei siger fx ”Il n’est plus nécessaire d’être malade pour être handicapé” (JFM⁠-⁠B), mens Marie⁠-⁠Anne Montchamp også taler om ”[…] ce qui constitue l’essence de tout handicap, c’est à dire la relation d’une personne à son environnement physique, social, culturel” (MAM⁠-⁠A).

Men tilsammen indikerer iscenesættelsen af staten som serviceorgan, de politiske repræsentanter som handlekraftige initiativtagere, og den frekvente omtale af målgruppens ”behov” (afsnit 7.2.2.3.2), at retorikken oftest læner sig mod teorien om den personlige tragedie, selvom, at visse andre elementer af den individuelle model ignoreres eller afbalanceres med elementer fra den sociale model.

Det ovenstående kan virke en smule langtrukkent og abstrakt, men formålet er at understrege vanskelighederne ved at udpege en liste af bestemte egenskaber (fx diagnoser) som kategorisk definitive for den identitets­kategori, målgruppen tilskrives (désignation).

Disse vanskeligheder optræder ikke i lige så høj grad med begreber, som tilskriver en bestemt relation til resten af samfundet hos målgruppen (afsnit 7.2.2.2).

Perioden 2003⁠-⁠2022 udviser en anden tilgang til identitet end tidligere perioders essentialisme, men der er nogle konkrete omstændigheder ved analyse­materialernes genrer og de politiske repræsentanters rolle, som gør det vanskeligt at identificere en given afsenders helt specifikke kategoriske syn på identitetskategorien ”personne(s) handicapée(s)”.

Det er ellers ikke fordi, at analysematerialerne undgår at nævne forskellige kategorier, diagnoser, og tilstande.

Man finder blandt andet handicappets mesoniveauer, fx ”[…] handicaps psychiques, cognitifs et mentaux […]” (MV) eller ”[…] une imperfection dans la constitution physique ou mentale d’un individu […]” (JFM⁠-⁠B).

Desuden også en række bestemte diagnoser eller tilstande, nogle mere sundhedsfaglige end andre: ”personnes fragiles” (sammen med ”personnes âgées” (JPR⁠-⁠B)); ”[la] déficience” (se fx JFM⁠-⁠B, MAM⁠-⁠A, PB⁠-⁠A, PB⁠-⁠B, MV), ”[les] déficits” (MV), ”un trisomique 21” (JFM⁠-⁠B), ”[…] sourd, nain ou gravement malade […]” (JFM⁠-⁠B); ”[les] autistes” (se fx SN⁠-⁠C, JFM⁠-⁠B, MAC⁠-⁠B) og lignende.

Man kan desuden konstatere, at ”le handicap” fortsat bruges som paraplybegreb, og derfor er der ikke én af disse betegnelser, som kan udpeges som identitetskategoriens definitive kerne.

Spørgsmålet i dette afsnit har altså været, hvilken identitetsmæssig betydning, man skal tillægge sådanne begreber.

I forhold til kategoriske egenskaber har det ikke været muligt at finde en hegemonisk opfattelse af identitetskategorien ”personne(s) handicapée(s)”.

Er en diagnose et krav for at høre til kategorien eller ej?

Hvis handicap defineres som en tilstand, der produceres af bestemte kontekster hellere end bestemte sundhedsfagligt beskrevne tilstande i personen selv, hvor ligger grænsen så for, hvorvidt man er inde eller ude?

I forhold til disse spørgsmål er analysematerialerne udpræget flertydige, uenige, eller stiltiende. I analysematerialerne blander repræsentanterne for Frankrigs politiske system elementer fra to modsatrettede syn på handicap.

7.2.2.3.2. ”Les besoins” / ”avoir besoin”

En ting, som dog karakteriserer sprogbrugen om målgruppen, er ordet ”besoin”, om det så er substantivet alene eller sammen med verbet ”avoir”.

Dette stemmer overens med iscenesættelsen af staten som serviceorgan og de elementer af diskursen, som peger på teorien om den personlige tragedie.

Med hensyn til det førstnævnte åbner det op for en opfattelse af målgruppen, som primært er mulig under en velfærdsstat, nemlig som et klientel, men det åbner også op for et par problematikker.

For eksempel siger Marie-Anne Montchamp i sin tale fra den 8. juni 2016 i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer, at loven af den 30. juni 1975 ”[…] voit le handicap avant de voir la personne […]” (MAM⁠-⁠A). […]”. Talen handler om, at loven af den 11. februar 2005 er et opgør med dette administrative syn, fordi den i højere grad tilpasser visse dele af systemet på individniveau.

Men når ord som ”besoin” (og til tider også ”dépendance”) er så hyppig en del af diskursen, som de er i mine analysematerialer, så kan man –⁠ også fra denne synsvinkel –⁠ sætte spørgsmålstegn ved statens evne til at sætte personen først.

Som det er blevet dokumenteret i løbet af denne analyse og fortolkning, er ”les personnes handicapées” en social identitetskategori med ekstern identifikation, som staten bruger til administrative formål, og i den politiske retorik foretrækker man pt. at undgå principielle diskussioner om handicappets definition og karakteristika.

De politiske repræsentanters ansvar er blot at bedrive politik.

Konsekvensen af dette bliver, at ”les besoins” bliver udtrykt som et centralt karakteristikum hos målgruppens medlemmer –⁠ ikke målgruppens personlige erfaringer, oplevelser, eller holdninger. Dette sætter en streg under den eksterne identifikation, idet statens forståelse vejer tungere end ’klientellets’ eventuelle selvforståelse.

Det handler heller ikke nødvendigvis om personernes egne opfattelser af deres behov, idet systemet skal anerkende sådanne, før det kan ’servicere’, som Jean⁠-⁠Pierre Raffarin udtrykker det i sin tale fra den 2. maj 2005 i rollen som premierminister:

”Toute personne handicapée aura droit désormais aux aides qui lui auront été reconnues nécessaires, pour répondre de façon appropriée à ses besoins spécifiques, [...]” (JPR⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)

Man må formode, at et sådant ræsonnement er alment for moderne velfærdsstater, som skal balancere deres initiativer med et skattefinansieret, offentligt budget.

”Les personnes handicapées” adskiller sig imidlertid fra andre målgrupper ved det, at deres ”besoins” er mere vedvarende, måske endda livslange. Det står der også i definitionen i loven af den 11. februar 2005:

”[…] en raison d’une altération substantielle, durable ou définitive […]” (Légifrance 2021)

Man tilføjer derfor en særlig tyngde til sproget, når og hvis målgruppens medlemmer både reduceres til deres behov og samtidig skal have disse anerkendt livet igennem af skiftende administrationer, såvel som juridiske og politiske omstændigheder.

Det er sandsynligvis her, at aktører som ”les associations” og den generelle politiske debat i samfundet kommer ind i billedet, men denne undersøgelse kan ikke sige noget om eventuelle forskelle på retorikken mellem disse og de politiske repræsentanters diskurs.

Den kan blot konstatere, at de politiske repræsentanters diskurs i høj grad fortsat definerer målgruppen ud fra dens behov.

7.3. Den semantiske periferi: Samfundet

7.3.1. Indledning

Hvor afsnit 7.2 handlede om de kvaliteter eller karakteristika, der tilskrives og/eller bruges til at definere målgruppen og dermed selve identiteten, handler dette afsnit om semantikken omkring det samfund, målgruppen befinder sig i –⁠ dens eksterne miljø.

Da undersøgelsens hovedsagelige emne er handicap og identitet, har størstedelen af analysen og fortolkningens fokus været på de elementer, som kigger på selve identiteten.

Men en identitet eksisterer altid i en omverden. Derfor har jeg som det sidste valgt at bearbejde to temaer i analysematerialerne, som giver udtryk for afsendernes syn på samfundets syn på målgruppen.

7.3.2. ”Le regard au handicap”

I nogle få steder i analysematerialerne henviser de politiske repræsentanter til ”le regard au handicap”.

Som denne analyse og fortolkning viste ovenfor, undgik man ofte at kommentere direkte på målgruppens konkrete egenskaber eller kvaliteter. For at få indblik i afsendernes egne syn på handicap var det således ofte nødvendigt at dykke ned i semantikken og læse mellem linjerne.

Ikke desto mindre viser snakken om ”le regard”, at nogle afsendere har sin egen holdning til både systemets og samfundets holdninger, som opfattes som udpræget negative.

Når der efterspørges en ændring i synet på målgruppen, så er det som udgangspunkt fordi, at man mener, at der er et problem, som skal løses.

Eksempler fra analysematerialerne:

• ”Pour y parvenir, il nous faut aussi modifier le regard que nous portons sur les personnes handicapées; plutôt que vers le handicap, nous devons nous tourner vers la personne handicapée, […]” (JFM⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Bien sûr, il est primordial de poursuivre toutes les actions engagées pour changer le regard sur le handicap, à l’image de la campagne nationale de sensibilisation lancée en octobre dernier pour lever les préjugés attachés au handicap.” (SC⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Il faut ce changement de méthode pour changer le regard, c’est⁠-⁠à⁠-⁠dire changer la manière dont notre société accueille le handicap, la différence.” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”En intégrant mieux et davantage les personnes handicapées dans nos entreprises et nos administrations, nous apprendrons à regarder les compétences plutôt que les incapacités […]” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)

Som det fremgår af de fleste af de ovenstående citater, er en af de mest fremtrædende opfattelser, at staten faktisk har magten til at ændre på holdningerne. Dette kan gøres ved hjælp af informationskampagner samt ændringer i handicap­politikken, om det så er en mere generel ”changement de méthode” eller en decideret ”intégration” af målgruppen på arbejdsmarkedet.

Heri ligger der en formodning om, at problemet har rod i en vis afstand mellem målgruppen og resten af befolkningen, enten ifm. den personlige kontakt eller forestillinger om, hvad ”handicap” overhovedet vil sige.

I denne sammenhæng er det opsigtsvækkende, at meget få afsendere i mine analysematerialer taler om fx ”les préjugés”. Ofte udelades, hvad det præcis er, der er galt med ”le regard”, udover at konstatere, at der findes ”[des] préjugés”, og at kritisere, når systemet ser ”handicappet” frem for ”personen”.

En del af dette kan skyldes indholdets kontekst, som til tider er ministerkonferencer eller konferencer for civilsamfundets repræsentanter.

Men det generelle indtryk på tværs af analysematerialerne er, at politikerne ikke selv ekspliciterer ”le regard”.

På trods af dette har afsnit 7.2 dokumenteret, at den politiske retorik har sit eget syn på målgruppen. Det lykkedes ikke politikerne at finde en sprogbrug, som undgår at adskille målgruppen fra overbegreber som ”medborger” eller ”menneske/person” og understrege et afhængighedsforhold og et ulige magtforhold mellem gruppen og systemet.

Iscenesættelsen af staten som serviceorgan fører desuden til en diskurs, som især fokuserer på de karakteristika, som legitimerer en persons medlemskab af identitetskategorien ”personne(s) handicapée(s)”.

Også dette gør det vanskeligere for det politiske system at se personen ”før” handicappet, hvis man overhovedet kan skelne mellem de to –⁠ en tanke, som der findes forskellige identitets­mæssige perspektiver på.

7.3.3. ”La citoyenneté”

I modsætning til koncepterne i afsnit 7.2.2.2, som handlede om, at målgruppen gennem sprogbrugen ender med at blive defineret og identificeret på baggrund af en bestemt relation til staten og samfundet, så handler dette afsnit ikke om et definerende karakteristika som sådan, men om diskursen omkring målgruppens generelle status i samfundet, sådan som den kommer til udtryk i forbindelse med substantiverne ”citoyenneté” og ”citoyen·ne·s”.

Konceptet henviser som udgangspunkt ikke til alle medlemmer af målgruppen. Der findes mennesker i Frankrig, som lever med en funktionsnedsættelse, men som ikke er statsborgere.

Ikke desto mindre er denne sprogbrug karakteristisk for, hvordan repræsentanterne for Frankrigs politiske system taler om problematikker, som har med relativ lighed eller ulighed at gøre.

Eksempler:

• ”L’égalité, pour les personnes handicapées, cela veut dire la possibilité de participer pleinement à la vie sociale et d’exercer leur citoyenneté.” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”[…] reconnaître la pleine citoyenneté des personnes handicapées et réaliser les évolutions, les adaptations culturelles mais aussi architecturales nécessaires pour que cette reconnaissance s’inscrive pleinement dans la vie quotidienne.” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”En un mot, permettre aux personnes handicapées le plein exercice de leur citoyenneté.” (JFM⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”En un mot, l’accès à la vie ordinaire en société et, mieux, l’accès à la vie d’un citoyen ordinaire.” (MAM⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Ces droits poursuivent une même ambition: celle de permettre aux Personnes handicapées d’être des citoyens à part entière.” (PB⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)
• ”Reconnaître la pleine citoyenneté de chacun, ce n’est pas nier le handicap, ce n’est pas l’oublier, ce n’est pas non plus prétendre l’abolir, mais c’est peut⁠-⁠être, tout simplement, se reconnaître soi⁠-⁠même comme l’égal de la personne handicapée, et reconnaître toute personne handicapée à l’égal de soi⁠-⁠même” (PB⁠-⁠A –⁠ fremhævelse tilføjet)

De målestokke, der ofte bruges til sammenligning, kommer til udtryk i citaterne ovenfor i fraserne ”la pleine citoyenneté” (DV), ”le plein exercice de leur citoyenneté” (JFM⁠-⁠B), og ”la vie d’un citoyen ordinaire” (MAM⁠-⁠A).

I virkeligheden findes der intet halvt statsborgerskab. Man er enten statsborger eller ej, med dertil hørende rettigheder og pligter.

I brugen af udtryk som ”la pleine citoyenneté” (DV) og ”le plein exercice de leur citoyenneté” (JFM⁠-⁠B) ligger der en implicit anerkendelse af, at handicappolitikken og evt. samfundets øvrige indretning er utilstrækkelige i praksis.

Ikke desto mindre bliver kritikken ikke ekspliciteret ad denne vej. Synsvinklen skifter, så de politiske repræsentanter kan iscenesætte sig selv som hjælpere, hvis initiativer hele tiden prøver at indsnævre kløften mellem virkelighed og ideal –⁠ hvorved ”det fulde statsborgerskab” som praktisk virkelighed netop reduceres til et ideal.

I denne sammenhæng handler ”la citoyenneté” ikke blot om målgruppens ”stemme”, dvs. dens medlemmers adgang til fx valg, folkeafstemninger eller de løbende politiske debatter i samfundet, men om kvalitativ ligestilling.

Det ser man i Marie⁠-⁠Anne Montchamps tale fra den 18. maj 2005 i rollen som Secrétaire d’État med ansvar for handicappede personer, hvor hun taler om ”la vie d’un citoyen ordinaire” (MAM⁠-⁠A) . I denne sammenhæng kan det undre, at det anvendte overbegreb er ”la citoyenneté” og fx ikke ”la population”.

Diskursen om ”la  citoyenneté” og målgruppen er et af de områder i analysematerialerne, hvor man tydeligst ser en erkendelse af systematisk eller strukturel diskrimination i Frankrigs handicappolitik.

Kritikken ekspliciteres ikke, og der forelægger heller ingen anerkendelse af den sociale models teori og fortælling om en sådan diskrimination, men man finder en gennemgribende, implicit anerkendelse af, at målgruppen er værre stillet end landets andre statsborgere.

7.4. Kategorisystem

Det endelige kategorisystem afspejler de temaer i analysen, som blev gennemgået og fortolket i løbet af dette afsnit.

Beslutningen om ikke at gemme kategorisystemet som et appendiks sidst i dokumentet skyldes til dels en opfattelse af kategorisystemet som et direkte og formelt produkt af analysen.

Samtidig kortlægger overblikket den semantiske struktur på analysematerialerne, og da denne struktur kan være gyldig på tværs af forskellige fortolkninger, finder jeg det vigtigt at understrege, at der er tale om to forskellige forståelsesniveauer.

Se det næste afsnit for en samlet konklusion på undersøgelsen.

(Bemærk: Når tegnet * opstår i navnet på en kategori nedenfor, henviser det til en såkaldt ”wildcard character”, dvs. at alle varianter –⁠ fx forskellige suffikser og bøjninger –⁠ kan stå på tegnets plads.)

7.4.1. Signifikante gruppeord for målgruppen

• Adjektivet ”handicapé·e·s” [indeks]
  • Beskrivelse:
    Gruppeord, som bruger dette adjektiv til at henvise til målgruppen.
  • Eksempler:
    ”personne·s handicapé·e·s”, ”enfant handicapé” mv.
• Substantivet ”handicap” [indeks]
  • Beskrivelse:
    Alle instanser af substantivet.
  • Eksempler: ”du handicap”, ”vivre avec un handicap” mv.
  • Frasen ”en situation de handicap” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser af frasen.
    • Eksempel:
      ”personne·s en situation de handicap”
• Frasen ”les personnes”
  • Beskrivelse:
    Alle instanser, hvor frasen ”les personnes” bruges til at henvise til målgruppen uden brug af enten adjektivet ”handicapé·e·s” eller frasen ”en situation de handicap”.
  • Eksempel: ”[…] je serai attentive à améliorer le pouvoir d’agir des personnes et favoriser leur pleine citoyenneté […]” (SC⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)

7.4.2. Kvalitative beskrivelser af målgruppen

• Målgruppens tilskrevne egenskaber eller omstændigheder
  • Beskrivelse:
    Alle instanser, hvor en bestemt kvalitet, tilstand, eller omstændighed tilskrives målgruppen.
  • Afgrænsning:
    Dog ikke omstændigheder, som primært udtrykker målgruppens tilskrevne relation(er) til resten af samfundet. (Se nedenfor.)
  • Substantivet ”besoin” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser, som forbinder substantivet ”besoin” med målgruppen.
    • Eksempel:
      ” […] alors même que 12 millions de Français, 12 millions de Français vivent avec un besoin spécifique en matière d’autonomie.” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)
  • Diagnose⁠-⁠ord [semantisk]
    • Beskrivelse:
      Alle ord, som udtrykker en konkret sundhedsmæssig diagnose.
    • Eksempel:
      ”Quand je vois un trisomique 21 âgé de 40 ans ou un adulte autiste dans un hôpital psychiatrique, je ne peux m’empêcher de penser que la société porte une lourde responsabilité, car ce n’est pas sa place.” (JFM⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)
• Målgruppens tilskrevne relation(er) til resten af samfundet
  • Beskrivelse:
    Alle instanser, som giver udtryk for målgruppens forhold til resten af samfundet.
  • Tekststrengen ”accueil*” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser af ord, som bruger tekststrengen ”accueil*”, uanset ordklasse.
    • Eksempel:
      ”[…] et toutes les universités sont aujourd’hui dotées d’une mission Handicap dédiée à l’accueil et à l’accompagnement des étudiants tout au long de leur parcours.” (MV –⁠ fremhævelse tilføjet)
  • Tekststrengen ”*accessib*” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser af ord, som bruger tekststrengen ”*accessib*”, uanset præfiks og ordklasse.
    • Eksempel:
      ”Quel que soit par ailleurs le degré d’accessibilité de la société, l’existence ou non de barrières architecturales, l’existence ou non de transports adaptés, que serait la personne handicapée motrice si elle n’avait ni le fauteuil ni l’auxiliaire de vie qui lui sont nécessaires?” (JFM⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)
  • Tekststrengen ”accompagn*” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser af ord, som bruger tekststrengen ”accompagn*”, uanset ordklasse.
    • Eksempel:
      ”L’accompagnement tout le long de la vie ce sont aussi les créations de services et de places.” (SN⁠-⁠C –⁠ fremhævelse tilføjet)
  • Tekststrengen ”inser*” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser af ord, som bruger tekststrengen ”inser*”, uanset ordklasse eller accent.
    • Eksempel:
      ”[…] de quelle manière les communes, qui ont la compétence du quotidien, peuvent offrir le cadre d’une insertion sociale de tous les enfants handicapés.” (DV –⁠ fremhævelse tilføjet)
  • Tekststrengen ”intégr*” [indeks]
    • Beskrivelse:
      Alle instanser af ord, som bruger tekststrengen ”intégr*”, uanset ordklasse eller accent.
    • Eksempel:
      ”[…] la France doit relever le défi du vieillissement et de l’insuffisante intégration des personnes handicapées dans notre société.” (JPR⁠-⁠B –⁠ fremhævelse tilføjet)
• Andet
  • Beskrivelse:
    Alle instanser, som hverken ekspliciterer en tilskreven egenskab, omstændighed, eller relation til resten af samfundet, men som ikke desto mindre kan betegnes som en kvalitativ beskrivelse af målgruppen.
  • Eksempel:
    ”N’oublions pas que bien que sourd, nain ou gravement malade, Beethoven, Toulouse⁠-⁠Lautrec, Petrucciani ou Hawkins ont réussi à faire disparaître leur affection et leur handicap derrière leur génie.” (JFM⁠-⁠B)

Konklusion

I løbet af den kvalitative indholdsanalyse blev der oprettet et kategorisystem bestående af anvendte begreber og udtryk, som fordelte sig mellem signifikante ord for målgruppen –⁠ især betegnelserne ”personne(s) handicapée(s)” og ”en situation de handicap” –⁠  og beskrivelser af målgruppen på basis af enten et kategorisk tilhørsforhold eller en bestemt relation til de Andre, som ikke hører til identitetskategorien.

Samlet set indeholdt analysematerialerne en sprogbrug, som især brugte udtrykket ”personne(s) handicapée(s)” til at henvise til målgruppen.

Dette var forventeligt, idet de historiske kilder pegede på, at ”le handicap” allerede var blevet den hegemoniske sprogbrug sidst i 1990’erne, men det er ikke desto mindre værd at bemærke, at betegnelsen ”les handicapé·e·s” ikke blev fundet i de nærlæste materialer, med undtagelse af et enkelt sted, hvor der blev udtrykt kritik af 1970’ernes sprogbrug, som netop omfattede denne betegnelse.

I perioden 2003⁠-⁠2022 var de to hovedsagelige betegnelser for målgruppen ”personne(s) handicapée(s)”, som blev brugt som den næsten hegemoniske betegnelse både i retorikken og konkrete love såsom loven af den 11. februar 2005, mens betegnelsen ”personne(s) en situation de handicap” var forholdsvis sjælden, og typisk altid optrådte i en sammenhæng, hvor ”personne(s) handicapée(s)” blev brugt som hovedbegreb.

Set fra et sproganalytisk perspektiv var det vanskeligt at etablere en tydelig, utvetydig semantisk forskel mellem disse to begreber, som begge fremstår som forsøg på at sætte mennesket fremfor handicappet i den sproglige repræsentation af målgruppens medlemmer, men i praksis brugte analysematerialernes afsendere konsekvent betegnelsen ”personne(s) handicapée(s)” som hovedbetegnelse og som officiel administrativ kategori, mens frasen ”en situation de handicap” blev brugt med flere forskellige betydninger, og altså var et mere flertydigt begreb i praksis.

I den retorik, som blev brugt af repræsentanterne for Frankrigs politiske system i perioden 2003⁠-⁠2022, var der en række koncepter, som især understregede gruppens relation til resten af samfundet og position i velfærdssamfundet, heriblandt ”accueil”, ”accessibilité”, ”accompagnement”, ”intégration”, og ”insertion” –⁠ eller det samme koncept udtrykt gennem andre ordklasser.

Disse begreber har hver sin egen semantik, men det overordnede billede er, at de har en adskillende effekt, som understreger målgruppens status som interne Andre, som defineres ud fra deres afhængighed af flertallet, på hvis nåde den lever.

Med undtagelse af især begrebet ”accessibilité” betragtes målgruppen som udgangspunkt som objekter, som enten skal bydes velkomne, følges, integreres og⁠/⁠eller indsættes i bestemte sociale sammenhænge.

Begrebet ”accessibilité” udskiller sig fra andre identificerede begreber ved at beskrive en tilværelse for målgruppens medlemmer som handlende subjekter, som kan klare sig med selvbetjening –⁠ dog under den forudsætning, at de ”gives adgang til” de rette omstændigheder.

På den mere kategoriske side af den del af analysen, som fokuserede på målgruppens karakteristika, var den eneste fremtrædende kategorisering, som optrådte gennemgribende i analyse­materialerne, en ekstern identifikation ud fra personernes behov.

Der blev også tilføjet udtalelser om de to modeller for handicap samt en lang række diagnose⁠-⁠ord eller lignende betegnelser til kategorisystemet, men jeg vurderede ikke, at disse blev anvendt på en måde, som kunne forstås som en egentlig identifikation for identitetskategorien ”personne(s) handicapée(s)”/⁠”personne(s) en situation de handicap” som helhed.

En af vanskelighederne ved at finde en utvetydig kategorisk identifikation i analysematerialerne viste sig at være forbundet med det, at den politisk retorik ofte undgik en sådan eksplicitering, ligesom en given afsender sjældent gav udtryk for, hvilken teori eller fortælling om handicappets ophav, som vedkommende selv abonnerede på.

En række udtalelser i teksterne pegede på teorien om den personlige tragedie, mens andre understregede samfundets rolle. Dog blev teorien om den systematiske og strukturelle undertrykkelse aldrig udtrykt af politikerne, især ikke, når det handlede om statens egne aktiviteter og initiativer.

I visse kilder fandtes der tegn på, at afsenderen opfattede de politiske repræsentanters ansvarsområde og virke som et særskilt område, hvor det øvrige samfunds opmærksomhed på, hvad der er grundlæggende rigtigt eller forkert om målgruppen og fænomenet handicap var mindre vigtig.

Dette tolkede jeg som et udtryk for repræsentanternes iscenesættelse af staten som serviceorgan og dem selv som handlekraftige og initiativtagende repræsentanter for dette serviceorgan. Dette forklarer også, hvorfor ”les besoins” var den primære kategori indenfor dette område.

I den del af analysen, som handlede om forholdet mellem målgruppens medlemmer og samfundet i bredere forstand, identificerede jeg to centrale temaer i analysematerialerne. (Her var der ikke tale om deciderede karakteristika.)

Det ene tema handlede om synet på målgruppens medlemmer. Teksternes afsendere gav udtryk for, at der var noget galt med opfattelserne på dette område –⁠ både i samfundet som helhed og i det politiske system –⁠ men der blev ikke fundet nogen konkret kritik af dette syn, bortset fra i en administrativ kontekst, hvor det, man udpegede som problematisk, især handlede om at ”se handicappet frem for personen”.

I de tilfælde, hvor en afsender nævnte fordomme (”les préjugés”), blev der heller ikke givet noget konkret bud på, hvad disse skulle bestå af.

Hvis identitetskategorien er grundlæggende administrativ og bygget på ekstern identifikation eller désignation, er det imidlertid vanskeligt at se, hvordan det kan lade sig gøre at se mennesket først, idet handicappet er udgangspunktet for det politiske systems interessesfære.

Ikke desto mindre viste sprogbrugen omkring ”le regard au handicap”, at Frankrigs politiske repræsentanter mener, at det kan lade sig gøre at ændre på synet og opfattelserne gennem konkrete tiltag såsom informations­kampagner, en anden handicappolitik, ”intégration” på arbejdsmarkedet mv.

Det andet tema handlede om statsborgerskabet, ”la citoyenneté”. Her fandt jeg de tydeligste tegn på en erkendelse af systemisk og strukturel undertrykkelse eller diskrimination af målgruppens medlemmer.

Heller ikke her blev kritikken ekspliciteret, men gennem formuleringer som ”être citoyens à part entière”, ”le plein exercice de leur citoyenneté”, eller ”l’accès à la vie d’un citoyen ordinaire” blev der givet et implicit indtryk af, at målgruppen i praksis ikke får en behandling af systemet eller samfundet som helhed, som svarer til deres status som statsborgere –⁠ noget, man ikke kan være halvt.

Konceptet blev ikke kun brugt til at henvise til personens mulighed for at stemme eller deltage i politiske debatter, men også i forbindelse med selve livskvaliteten, hvor forestillingen om ”la vie d’un citoyen ordinaire” blev den målestok, man anvendte på gruppen.

Samlet set viser undersøgelsen, at identitetskategorien ”personne(s) handicapée(s)”/⁠”personne(s) en situation de handicap” er et resultat af en historisk udvikling i Frankrig, hvor der har været en gradvis udvikling i retning mod at bruge ”le handicap” som hegemonisk betegnelse for et politikområde, som handler om en målgruppe, som har haft (og til dels stadig har) forskellige navne og definitioner, og som er knyttet til en bestemt sprogbrug hos repræsentanterne for landets politiske system.

Det vil sige, at kategorien både er historisk, kulturelt, og politisk variabel.

I perioden 2003⁠-⁠2022 var den politiske retorik på området karakteriseret af en centrisme og pragmatisme omkring modeller for handicap samt definerende karakteristika for målgruppen, og der var som nævnt henvisninger til en række problematik, dog stort set aldrig direkte eller med nogen eksplicit kritik.

På tværs af de emner, som blev diskuteret i løbet af analysen og fortolkningen, blev der fundet en adskillende eller ekskluderende sprogbrug, som ofte understregede målgruppens afmagt, manglende ligeværd, og afhængighed af systemet.

Analysematerialerne gav ikke indtryk af, at dette var resultatet af en bevidst indsats, og man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved selve muligheden for at nå frem til en fuldkomment inkluderende sprogbrug, men denne undersøgelse har udpeget de  konkrete områder, hvor der er behov for opmærksomhed.

Udgivet her: 29. april 2023.
Sidst opdateret 3. maj 2023.

Referencer

1. Ancet, Pierre. 2017.
   ”Ne plus être soi⁠-⁠même? Identité narrative et handicap post-traumatique”. I: ”Handicap: une identité entre⁠-⁠deux”, 141⁠-⁠156. Redigeret af Simone Korff-Sausse m.fl. Connaissances de la diversité. Toulouse: Éditions Érès.
   https://doi.org/10.3917/eres.korff.2017.01.0141
2. Brubaker, Rogers, og Frederick Cooper. 2000.
   ”Beyond ’identity’.” Theory and Society 29, 1⁠-⁠47. Kluwer Academic Publishers.
   https://doi.org/10.1023/A:1007068714468
3. Contim, Filipe Drapeau Vieira. 2016.
   ”Identité (A).” I: ”L’Encyclopédie philosophique.” Redigeret af Maxime Kristianek.
   https://encyclo-philo.fr/identite-a
4. Ditlevsen, Marianne Grove, Jan Engberg, Peter Kastberg, og Martin Nielsen. 2007.
   ”Sprog på arbejde –⁠ kommunikation i faglige tekster.” 2. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
   https://samfundslitteratur.dk/bog/sprog-på⁠-⁠arbejde
5. Doriguzzi, Pascal. 1994a.
   ”L’évolution politique du ’handicap’: du 30⁠.⁠06⁠.⁠1975 au 10⁠.⁠07⁠.⁠1987.” I: ”L’Histoire politique du handicap: De l’infirme au travailleur handicapé.” Paris: L’Harmattan, 149⁠-⁠172.
   https://www.editions-harmattan.fr/livre-l_histoire_politique_du_handicap_de_l_infirme_au_travailleur_handicape_pascal_doriguzzi-9782738429483-7154.html
6. Doriguzzi, Pascal. 1994b.
   ”L’État Providence: l’évolution juridique du handicap, de 1957 au 13⁠.⁠07⁠.⁠1971.” I: ”L’Histoire politique du handicap: De l’infirme au travailleur handicapé.” Paris: L’Harmattan, 139⁠-⁠149.
   https://www.editions-harmattan.fr/livre-l_histoire_politique_du_handicap_de_l_infirme_au_travailleur_handicape_pascal_doriguzzi-9782738429483-7154.html
7. Frello, Birgitta. 2012.
   ”Identitetsbegrebet og essentialismekritikken.” I: ”Kollektiv identitet –⁠ kritiske perspektiver”, 17⁠-⁠40. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
   https://samfundslitteratur.dk/bog/kollektiv-identitet
8. Grandy, Richard E., og Max A. Freund. 2021.
   ”Sortals.” I: ”The Stanford Encyclopedia of Philosophy”, Summer 2021 Edition. Redigeret af Edward N. Zalta.
   https://plato.stanford.edu/archives/sum2021/entries/sortals/
9. Haut⁠-⁠Commissariat des Nations unies aux droits de l’homme. Uden dato.
   ”Déclaration des droits des personnes handicapées. Proclamée par l’Assemblée générale de l’Organisation des Nations Unies le 9 décembre 1975 [résolution 3447 (XXX)]”.
   https://cfhe.org/wp-content/uploads/2021/12/droits-personnes-handicapees.pdf
10. Heinich, Nathalie. 2018.
    ”Ce que n’est pas l’identité.” Le Débat. Paris: Gallimard.
    https://www.gallimard.fr/Catalogue/GALLIMARD/Le⁠-⁠Debat/Ce⁠-⁠que-n⁠-⁠est-pas-l⁠-⁠identite
11. Jørgensen, Carsten René. 2008.
    ”Hvad er identitet?” I: ”Identitet –⁠ psykologiske og kultur­analytiske perspektiver”, 28⁠-⁠79. København: Hans Reitzels Forlag.
    https://hansreitzel.dk/products/identitet-bog-18901-9788741253732
12. Korff⁠-⁠Sausse, Simone, og Marco Aradena (red.). 2017a.
    ”Handicap: une identité entre⁠-⁠deux.” Connaissances de la diversité. Toulouse: Éditions Érès.
    https://doi.org/10.3917/eres.korff.2017.01
13. Korff⁠-⁠Sausse, Simone, og Marco Aradena. 2017b.
    ”Introduction.” I: ”Handicap: une identité entre⁠-⁠deux”, 7⁠-⁠12. Connaissances de la diversité. Toulouse: Éditions Érès.
    https://doi.org/10.3917/eres.korff.2017.01.0007
14. Korff⁠-⁠Sausse, Simone. 2017.
    ”Les identités nouvelles: le paradigme du métissage.” I: ”Identité: une identité entre⁠-⁠deux”, 13⁠-⁠28. Connaissances de la diversité. Toulouse: Éditions Érès.
    https://doi.org/10.3917/eres.korff.2017.01.0013
15. Kuckartz, Udo. 2014.
    ”Qualitative Text Analysis: A Guide to Methods, Practice, and Using Software.” Oversat af Anne McWhertor. London, Thousand Oaks, New Delhi, og Singapore: SAGE Publications.
    https://doi.org/10.4135/9781446288719
16. Légifrance. 2021.
    ”Article L114 –⁠ Code de l’action sociale et des familles.”
    https://legifrance.gouv.fr/codes/article_lc/LEGIARTI000006796446
17. Paillé, Pierre, og Alex Mucchielli. 2021.
    ”L’herméneutique au cœur de l’analyse qualitative.” I: ”L’analyse qualitative en sciences humaines et sociales”, 103⁠-⁠106. 5. udgave. Paris: Armand Colin.
    https://cairn.info/l-analyse-qualitative-en-sciences-humaines--9782200249045-page-103.htm
18. Stiker, Henri-Jacques. 2009.
    ”Les Métamorphoses du handicap de 1970 à nos jours.” Collection Handicap Vieillissement Société. Fontaine: Presses universitaires de Grenoble.
    https://pug.fr/produit/631/9782706115141/les-metamorphoses-aaadu-handicap-de-1970-a-nos-jours
19. Wallace, Kathleen. 2019.
    ”The Network Self: Relation, Process, and Personal Identity.” London: Routledge.
    https://routledge.com/The-Network-Self-Relation-Process-and-Personal-Identity/Wallace/p/book/9781032093550
20. Wodak, Ruth, Rudolf de Cillia, Martin Reisigl, og Karin Liebhart. 2009.
    ”The Discursive Construction of National Identity.” 2. udgave. Edinburgh: Edinburgh University Press.
    https://doi.org/10.1515/9780748637355

Tekstkorpus

1. Anonym. 2003⁠-⁠05⁠-⁠30.
   ”Marie⁠-⁠Thérèse Boisseau: La culture enfin pour tous.” Le Journal des Arts. Interview.
   https://lejournaldesarts.fr/actualites/marie-therese-boisseau-la-culture-enfin-pour-tous-84214
2. Anonym. 2016⁠-⁠06⁠-⁠??.
   ”Entretien avec Ségolène Neuville –⁠ Secrétaire d’état en charge des personnes handicapés et de la lutte contre l’exclusion.” Mouvement des Entreprises de France, Île⁠-⁠de⁠-⁠France. Interview.
   https://medef-idf.fr/entretien-segolene-neuville-secretaire-detat-charge-personnes-handicapees-de-lutte-contre-lexclusion
3. Bas, Philippe. 2006⁠-⁠06⁠-⁠03.
   ”Déclaration de M. Philippe Bas, ministre délégué à la sécurité sociale, aux personnes âgées, aux personnes handicapées et à la famille, sur l'application de la loi du 11 février 2005 sur l’égalité des droits et des chances des personnes handicapées, l’aide aux aidants et la réforme des tutelles, Lille le 3 juin 2006.” Vie publique. Tale.
   https://vie-publique.fr/discours/162104-declaration-de-m-philippe-bas-ministre-delegue-la-securite-sociale
4. ⸻. 2007⁠-⁠04⁠-⁠17.
   ”Déclaration de M. Philippe Bas, ministre de la santé et des solidarités, sur les missions de l’Observatoire national sur la formation, la recherche et l’innovation sur le handicap, à Paris le 17 avril 2007.” Vie publique. Tale.
   https://vie-publique.fr/discours/166627-declaration-de-m-philippe-bas-ministre-de-la-sante-et-des-solidarites
5. Boisseau, Marie-⁠Thérèse. 2003⁠-⁠16⁠-⁠12.
   ”Déclaration de Mme Marie⁠-⁠Thérèse Boisseau, secrétaire d’Etat aux personnes handicapées, sur l’intégration sociale des handicapés, notamment l’accessibilité, l’intégration scolaire, les places en établissement réservés et la compensation du handicap, Toulouse le 12 juin 2003.” Vie publique. Tale.
   https://vie-publique.fr/discours/141025-declaration-de-mme-marie-therese-boisseau-secretaire-detat-aux-personn
6. ⸻. 2004⁠-⁠01⁠-⁠28.
   ”Déclaration de Mme Marie-Thérèse Boisseau, secrétaire d’Etat aux personnes handicapées, sur les principales mesures du projet de loi pour l’égalité des droits et des chances des personnes handicapées, Paris le 28 janvier 2004.” Vie publique. Tale.
   https://vie-publique.fr/discours/144955-declaration-de-mme-marie-therese-boisseau-secretaire-detat-aux-personn
7. Carlotti, Marie⁠-⁠Arlette. 2014⁠-⁠02⁠-⁠12.
   ”Déclaration de Mme Marie-Arlette Carlotti, ministre des personnes handicapées et de la lutte contre l’exclusion, sur la maltraitance, la violence et les discriminations à l’encontre de personnes handicapées, Paris le 12 février 2014.” Vie publique. Tale.
   https://vie-publique.fr/discours/190478-declaration-de-mme-marie-arlette-carlotti-ministre-des-personnes-handic
8. ⸻. 2014⁠-⁠02⁠-⁠26.
   ”Déclaration de Mme Marie-Arlette Carlotti, ministre des personnes handicapées et de la lutte contre l’exclusion, sur l’accessibilité des personnes handicapées et la prise en compte de toutes les formes de handicap, Paris le 26 février 2014.” Vie publique. Tale.
   https://vie-publique.fr/discours/190667-declaration-de-mme-marie-arlette-carlotti-ministre-des-personnes-handic
9. Chayet, Delphine. 2013⁠-⁠04⁠-⁠02.
   ”Marie-Arlette Carlotti: ’Donner un maximum de chances à tous les enfants autistes.’” Le Figaro. Interview.
   https://sante.lefigaro.fr/actualite/2013/04/02/20151-marie-arlette-carlotti-donner-maximum-chances-tous-enfants-autistes
10. Cluzel, Sophie. 2021-08-18.
    ”Discours d’ouverture de Sophie Cluzel, Secrétaire d’État auprès du Premier ministre chargée des Personnes Handicapées.” Secrétariat d’État chargé des Personnes Handicapées, 1⁠-⁠2.
    https://handicap-v2.cegedim.cloud/sites/handicap/files/2021-09/Annexes_CR_ONU%20(002).pdf
11. ⸻. 2021-08-18b.
    ”Discours de clôture de Sophie Cluzel, Secrétaire d’État auprès du Premier ministre chargée des Personnes Handicapées.” Secrétariat d’État chargé des Personnes Handicapées, 3⁠-⁠4.
    https://handicap-v2.cegedim.cloud/sites/handicap/files/2021-09/Annexes_CR_ONU%20(002).pdf
12. ⸻. 2022-01-01.
    ”Vœux de Mme Sophie Cluzel, secrétaire d’État chargée des personnes handicapées, pour les accompagnants et les aidants familiaux et les grandes lignes de la politique du handicap.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/283229-sophie-cluzel-01012022-voeux-accompagnement-aidants-politique-handicap
13. Darrieussecq, Geneviève. 2022⁠-⁠07⁠-⁠30.
    ”Interview de Mme Geneviève Darrieussecq, chargée des Personnes handicapées, à Media Social le 30 juillet 2022, sur le thème ’Changer de paradigme pour aller vers une société plus inclusive’.” Vie publique. Interview.
    https://vie-publique.fr/discours/286098-genevieve-darrieussecq-30072022-handicap-societe-plus-inclusive
14. Hélias, Aurélien. 2013⁠-⁠01⁠-⁠10.
    ”’Ne plus stigmatiser les pauvres, mais renforcer le filet de sécurité’ –⁠ Entretien avec Marie-Arlette Carlotti.” Club Santé Social. Interview.
    https://lagazettedescommunes.com/3937/ne-plus-stigmatiser-les-pauvres-mais-renforcer-le-filet-de-securite-entretien-avec-marie-arlette-carlotti
15. Juppé, Alain, og Patrick Segal. 1995⁠-⁠09⁠-⁠21.
    ”Déclaration de M. Alain Juppé, Premier ministre, sur le bilan, de la loi d’orientation en faveur des handicapés, et l’action de la Délégation interministérielle aux Personnes handicapées, Paris le 21 septembre 1995.” Vie publique. Tale og interview.
    https://vie-publique.fr/discours/158903-declaration-de-m-alain-juppe-premier-ministre-sur-le-bilan-de-la-loi
16. Krémer, Pascale. 2014⁠-⁠01⁠-⁠03.
    ”Mme Carlotti: ’Ces expatriations de handicapés français en Belgique sont choquantes.’” Le Monde. Interview.
    https://lemonde.fr/societe/article/2014/01/03/ces-expatriations-de-handicapes-francais-en-belgique-sont-choquantes_4342593_3224.html
17. Leduc, Pauline. 2015⁠-⁠12⁠-⁠17.
    ”Ségolène Neuville: ’La priorité: l’inclusion scolaire et sociale des personnes autistes.’” Essentel Santé Magazine. Interview.
    https://essentiel-sante-magazine.fr/sante/droits-et-patients/segolene-neuville-priorite-scolaire-sociale-personnes-autistes
18. Lejard, Laurent. 2004⁠-⁠02⁠-⁠06.
    ”Trois questions à Marie-Thérèse Boisseau.” Yanous ! Le magazine francophone du handicap. Interview.
    https://yanous.com/news/focus/focus040206.html
19. Lemoine, Philippe. 2022-01-09.
    ”Entretien Sophie Cluzel: Face au handicap, ’il suffit de pas grand⁠-⁠chose…’.” Ouest⁠-⁠France. Interview.
    https://ouest-france.fr/societe/entretien-sophie-cluzel-face-au-handicap-il-suffit-de-pas-grand-chose-822de44c-6d69-11ec-86c3-b2936e165329
20. Mattei, Jean-François. 2003⁠-⁠12⁠-⁠15.
    ”Déclaration de M. Jean-François Mattei, ministre de la santé, de la famille et des personnes handicapées, sur le regard sur le handicap, la réforme de la loi de 1975 sur le handicap et les droits des personnes handicapées, Paris le 15 décembre 2003.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/144766-declaration-de-m-jean-francois-mattei-ministre-de-la-sante-de-la-fami
21. ⸻. 2004⁠-⁠02⁠-⁠24.
    ”Déclaration de M. Jean-François Mattei, ministre de la santé, de la famille et des personnes handicapées, sur le projet de loi relatif aux droits des personnes handicapées, Paris le 24 février 2004.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/146644-declaration-de-m-jean-francois-mattei-ministre-de-la-sante-de-la-fami
22. Montchamp, Marie⁠-⁠Anne. 2005⁠-⁠05⁠-⁠18.
    ”Déclaration de Mme Marie-Anne Montchamp, secrétaire d’État aux personnes handicapées, sur les nouvelles orientations de la politique du handicap, comme définies par la loi pour l’égalité des droits et des chances, la participation et la citoyenneté des personnes handicapées.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/146855-declaration-de-mme-marie-anne-montchamp-secretaire-detat-aux-personnes
23. ⸻. 2011⁠-⁠06⁠-⁠08.
    ”Conférence nationale du handicap. Discours d’ouverture de Marie-Anne Montchamp. 8 juin 2011.” Ministère des Solidarités et de la Cohésion Sociale. Tale.
    https://solidarites-sante.gouv.fr/IMG/pdf/discours_d_ouverture_de_Marie-Anne_Montchamp.pdf
24. ⸻. 2011⁠-⁠06⁠-⁠18.
    ”Déclaration de Mme Marie-Anne Montchamp, secrétaire d’Etat aux solidarités et à la cohésion sociale, sur le rôle des associations dans l’accompagnement des personnes handicapées, Besançon le 18 juin 2011.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/182417-declaration-de-mme-marie-anne-montchamp-secretaire-detat-aux-solidarit
25. Neuville, Ségolène. 2015⁠-⁠11⁠-⁠05.
    ”Discours de Ségolène Neuville prononcé à l’occasion de la rencontre nationale Handéo ’Se (re)connaître pour mieux assurer les parcours de vie dans la cité.’” Ministère des Affaires Sociales, de la Santé, et des Droits des Femmes. Tale.
    https://solidarites-sante.gouv.fr/IMG/pdf/discours_segolene_neuville_-_handeo_05112015.pdf
26. ⸻. 2016⁠-⁠04⁠-⁠21.
    ”Discours de Ségolène Neuville. Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion. Jeudi 21 avril 2016. Comité National Autisme. Bilan d’étape du Plan Autisme 2013-2017. Mairie de Paris.” Ministère des Affaires Sociales et de la Santé. Tale.
    https://dicom-portail-sante-recette.cegedim.cloud/IMG/pdf/discours_segolene_neuville_-_comite_national_autisme_21042016.pdf
27. ⸻. 2016⁠-⁠04⁠-⁠25.
    ”Discours de Ségolène Neuville. Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion –⁠ Installation de la nouvelle mandature du Conseil national consultatif des personnes handicapées (CNCPH). Paris –⁠ Ministère des Affaires sociales et de la Santé, Lundi 25 avril 2016.” Ministère des Affaires Sociales et de la Santé. Tale.
    https://prithidf.org/sites/default/files/upload/pages/installation_cncph_-_discours_mme_segolene_neuville.pdf
28. ⸻. 2016⁠-⁠05⁠-⁠20.
    ”Discours de Ségolène Neuville. Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion. Congrès annuel de l’Union nationale des associations de parents, de personnes handicapées mentales et de leurs amis (UNAPEI). Colmar. Vendredi 20 mai 2016.” Ministère des Affaires Sociales et de la Santé. Tale.
    https://faire-face.fr/wp-content/uploads/2016/05/Discours-Se%CC%81gole%CC%80ne-NEUVILLE-Congre%CC%80s-UNAPEI-20-05-2016.pdf
29. ⸻. 2016⁠-⁠09⁠-⁠08.
    ”Discours de Ségolène Neuville –⁠ Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion.” Ministère des Affaires sociales et de la Sante. Tale.
    https://orne.gouv.fr/IMG/pdf/Discours_Segolene_NEUVILLE_-_IME_Marie_Crue_-_Flers_cle6d111f.pdf
30. ⸻. 2016⁠-⁠11⁠-⁠14.
    ”Discours de Ségolène Neuville –⁠ Secrétaire d’État chargée des Personnes handicapées et de la Lutte contre l’exclusion –⁠ Remise des prix FairEvoluer de l’ADAPT.” Ministère des Affaires sociales et de la Sante. Tale.
    https://sante.gouv.fr/IMG/pdf/discours_segolene_neuville_semaine_europeenne_pour_l_emploi_des_personnes_handicapees.pdf
31. Raffarin, Jean-Pierre. 2005⁠-⁠01⁠-⁠13.
    ”Déclaration de M. Jean-Pierre Raffarin, sur l’accessibilité des bâtiments publics aux handicapés, Paris le 13 janvier 2005.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr
    /discours/145507-declaration-de-m-jean-pierre-raffarin-sur-laccessibilite-des-batiment
32. ⸻. 2005⁠-⁠05⁠-⁠02.
    ”Déclaration de M. Jean-Pierre Raffarin, Premier ministre, sur le rôle de la Caisse nationale de solidarité pour l’autonomie (CNSA) dans la politique en faveur des personnes âgées et des personnes handicapées, Paris le 2 mai 2005.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/146756-declaration-de-m-jean-pierre-raffarin-premier-ministre-sur-le-role-de
33. Toubon, Jacques. 2020⁠-⁠01⁠-⁠17.
    ”Discours de Jacques Toubon lors de la cérémonie des vœux du Défenseur des droits pour l’année 2020.” Défenseur des Droits. Tale.
    https://defenseurdesdroits.fr/fr/discours-et-interventions/2020/01/discours-de-la-ceremonie-des-voeux-2020-du-defenseur-des-droits
34. Valls, Manuel. 2016⁠-⁠12⁠-⁠02.
    ”Déclaration de M. Manuel Valls, Premier ministre, sur le renoncement de M. François Hollande à briguer sa succession à l’Élysée et l’action de l’État et des collectivités locales en faveur des personnes en situation de handicap, à Nancy le 2 décembre 2016.” Vie publique.  Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/202035-declaration-de-m-manuel-valls-premier-ministre-sur-le-renoncement-de
35. Villepin, Dominique. 2006⁠-⁠05⁠-⁠29.
    ”Déclaration de M. Dominique de Villepin, Premier ministre, sur l’insertion sociale, scolaire et professionnelle des personnes handicapées, Combs⁠-⁠la⁠-⁠Ville (Seine⁠-⁠et⁠-⁠Marne) le 29 mai 2006.” Vie publique. Tale.
    https://vie-publique.fr/discours/162036-declaration-de-m-dominique-de-villepin-premier-ministre-sur-linserti

Bilag: Kronologisk oversigt over tekster, som blev udvalgt til nærlæsning

Bemærk: Forfatterens navn svarer til det, som er angivet i oversigten over hele tekstkorpusset. Forkortelsen afspejler taleren/den interviewedes navn.

1. Anonym. 2003⁠-⁠05⁠-⁠03.
   Forkortelse: MTB⁠-⁠A
2. Boisseau, Marie-Thérese. 2004⁠-⁠01⁠-⁠28.
   Forkortelse: MTB⁠-⁠C
3. Mattei, Jean⁠-⁠François. 2004⁠-⁠02⁠-⁠24.
   Forkortelse: JFM⁠-⁠B
4. Raffarin, Jean⁠-⁠Pierre. 2005⁠-⁠05⁠-⁠02.
   Forkortelse: JPR⁠-⁠B
5. Montchamp, Marie⁠-⁠Anne. 2005⁠-⁠05⁠-⁠18.
   Forkortelse: MAM⁠-⁠A
6. Villepin, Dominique. 2006⁠-⁠05⁠-⁠29.
   Forkortelse: DV
7. Bas, Philippe. 2006⁠-⁠06⁠-⁠03.
   Forkortelse: PB⁠-⁠A
8. Bas, Philippe. 2007⁠-⁠04⁠-⁠17.
   Forkortelse: PB⁠-⁠B
9. Chayet, Delphine. 2013⁠-⁠04⁠-⁠02.
   Forkortelse: MAC⁠-⁠B
10. Neuville, Ségolène. 2016⁠-⁠04⁠-⁠21.
    Forkortelse: SN⁠-⁠C
11. Valls, Manuel. 2016⁠-⁠12⁠-⁠02.
    Forkortelse: MV
12. Toubon, Jacques. 2020⁠-⁠01⁠-⁠17.
    Forkortelse: JT
13. Cluzel, Sophie. 2022⁠-⁠01⁠-⁠01.
    Forkortelse: SC⁠-⁠C
14. Darrieussecq, Geneviève. 2022⁠-⁠07⁠-⁠30.
    Forkortelse: GD