Ordbog til at lære fremmedsprog

Jagten på det græske sprog: kapitel 6

af Carsten Buus Nørgaard

Lingvistiske grundbegreber og introduktion til sætningsanalyse

Foto
Studerende ved en workshop om sprogundervisning.
(Foto: Jirka Matousek © CC BY 2.0. Redigeret.)

Vil man lære sig et nyt sprog, kan det være overvældende at tænke på dets mange detaljer, og hvordan, man finder ud af at lære det hele.

Det sproglige består af flere ting, så den almene sprogvidenskab, lingvistikken, beskriver det gennem forskellige synsvinkler med deres egne navne.

Dette kapitel giver et overblik over grund­begreber inden for centrale lingvistiske discipliner, så du kan få styr på sprog­læringen. Det introducerer også til sætningsanalyse.

Begreberne gør det meget nemmere at finde og anvende fakta om et sprog, for med dem bliver du i stand til at forstå en grammatikbog.

Brug kapitlet som reference, når du lærer et sprog. Læs det evt. fra ende til anden eller selektivt efter interesse.

Indhold

  1. Sprogets udtale: Fonologi
    1. Fonemer
    2. Ytringer
    3. Prosodi
    4. Accent
    5. Hvorfor lære fonologi? Udtale kontra alfabet
    6. Det internationale fonetiske alfabet (IPA)
  2. Ordenes opbygning: Morfologi
    (inkl. overblik over ordklasser)
    1. Morfemer
      1. Rødder
        1. Ordklasser
        2. Åbne og lukkede ordklasser
      2. Derivativer og fleksiver
    2. Præfikser og suffikser
    3. Finitte og infinitte verber
    4. Analytiske og syntetiske sprog
  3. Sætningernes opbygning: Syntaks
    (inkl. overblik over funktioner og syntagmer)
    1. Hvornår er det et ord?
    2. Sætningsanalyse
      1. Konstituenter
      2. Funktioner
      3. Syntagmetyper
      4. Syntagmer
      5. Neksus­forbindelser
      6. Valensgrammatik
  4. Sprog i sammenhæng: Pragmatik
  5. Sproglig variation
  6. Bibliografi

Sprogets udtale: Fonologi

Fonologi handler om, hvordan sproglyde bruges på et bestemt sprog. Til at beskrive dette bruger man begreber fra fonetik, som er viden om, hvordan mennesker generelt producerer sproglyde.

Begreberne i dette afsnit kommer primært fra fonetik, men jeg har skrevet ”fonologi” i titlen, fordi hensigten er, at du skal bruge dem til at lære fonologien for det sprog, du interesserer dig for.

Fonemer

De primære sproglyde kaldes fonemer. De er de mindste ’betydnings-adskillende’ elementer i et sprog. Udtalemæssigt er forskellen på ’rød’ og ’ræd’ den midterste lyd, dvs. det midterste fonem.

Fonemerne har ikke deres egen betydning. De er ikke ’betydnings-bærende’.

Et fonem kan have varianter, som kun bruges i bestemte sammenhænge. De kaldes allofoner og er sekundære, fordi de ikke har en ’betydnings-adskillende’ funktion på det givne sprog.

Når man taler, bruger man taleorganerne i munden og halsen (fx tungen, ganen, og svælget) til at producere en strøm af sproglyde ved hjælp af den luft, man udånder.

En fonologisk/fonetisk analyse går ud på at lytte til det talte sprog, nedskrive det med fonetisk skrift, og identificere, hvad der foregår i udtalen.

Tale består af sekvenser af grupperede fonemer, som kaldes stavelser.

Fonemer kategoriseres som enten vokaler, halv-vokaler, eller konsonanter. De indgår i stavelser på forskellige måder.

Vokaler (fx [a], [e], [i], [o]) lyder som rene synge-toner. De kaldes også ’selvlyde’, for de ’grundlægger’ stavelser og kan stå helt alene. En stavelse kan godt kun bestå af én vokal.

Flere vokaler i samme stavelse ligger altid i glidende overgang, fx i ordet ’ja’. Kombination af to vokaler kaldes en diftong, og tre en triftong.

Halv-vokaler udtales for kort til at ’grundlægge’ stavelser. De opfører sig ligesom konsonanter i en stavelse, så på fx fransk kaldes de ’semi-konsonanter’. Et eksempel er den sidste lyd i ordet ’hej’.

Konsonanter (fx [b], [g], [p], [k] [t]) lyder meget forskelligt. De produceres ved at bruge taleorganerne til at opstille forskellige forhindringer for luftstrømmen fra lungerne.

Konsonanterne kaldes også ’medlyde’, for de kan ikke stå alene i en stavelse. Til gengæld kan der være op til flere af dem på hver side af vokalen (eller vokal-kombinationen).

Med andre ord: I stavelser optræder konsonanter og halv-⁠vokaler altid som ’assistenter’ for vokalen (eller vokal­kombinationen). (Der findes konsonanter, som kan skabe stavelser, men de er en undtagelse, som kun findes på nogle sprog.)

Ytringer

Talestrømmen kaldes en ytring, om den så repræsenterer et ord, en sætning, noget grammatisk forkert, eller andet.

Her er en ytring på vestjysk, hvor hver stavelse kun har én vokal: ”æ ø i æ å”. (Standarddansk: ”øen i åen”.)

Prosodi

En ytring er summen af de udtalte fonemer, men nogle effekter i udtalen kommer først til udtryk på stavelsernes niveau – eller grupper af stavelser. De fænomener kaldes prosodi.

Prosodi handler bl.a. om, hvordan man inddeler stavelser i rytmegrupper, og hvornår og hvordan, man lægger tryk på udtalen. Effekter, som varierer fra sprog til sprog.

(En grammatikbog beskriver typisk ikke sprogets prosodi.)

Accent

Udtale med fonemer og prosodiske træk, som ikke hører til det pågældende sprog, kaldes en accent.

Accenter står i kontrast til en idealisering af ’normen’. Vær ikke bekymret over at have en accent, når du lærer at tale et nyt sprog. Du kan altid ændre og udvikle den. Det vigtigste er, at de modersmåls­talende kan forstå dig.

Hvorfor lære fonologi? Udtale kontra alfabet

For cirka 3.000 år siden overtog og modificerede oldtidens grækere den fønikiske abjad, dvs. et skriftsystem, hvor hvert tegn repræsenterer en konsonant (Bakker 2019). Det havde ingen tegn for vokaler.

Tegnene for de fønikiske konsonanter, man ikke havde ækvivalenter for på oldgræsk, blev modificeret til at repræsentere vokaler (Arndt 2003, 52-⁠53 MANGLER). Resultatet blev et alfabet, dvs. et skriftsystem med individuelle tegn for både vokaler og konsonanter.

”Det græske alfabet er så vidt vides det første der har taget skridtet til selvstændig angivelse af selvlyde” (Arndt 2003, 53 MANGLER).

Et alfabet mangler typisk tegn for bl.a. diftonger, triftonger, og halv-⁠vokaler. Det fokuserer typisk på fonemer, men ikke allofoner. Desuden er et sprogs udtale genstand for sproglig variation.

For eksempel er retskrivningen på græsk ”stort set uændret siden antikken, mens lydsystemet naturligvis har ændret sig” (Engberg 1995, 14 MANGLER).

Nutidens græske alfabet har flere bogstaver for den samme vokal, /⁠i⁠/: η, ι, υ. Engang var dét tre forskellige vokaler.

Allofonerne [⁠b⁠], [⁠d⁠], [⁠g⁠] har ikke individuelle bogstaver. De skrives med en kombination af to tegn: μπ, ντ, γκ. Det kaldes en digraf.

Kløften mellem udtale og alfabet gør det nødvendigt at kende til forholdet mellem de to. Det kan man ikke uden fonologi.

Det internationale fonetiske alfabet (IPA)

For at gøre det lettere at nedskrive en præcis udtale (dvs. transskribere) har man udviklet et specielt skriftsystem: International Phonetic Alphabet (IPA).

Kompleksiteten ved IPA kan både være en fordel og en ulempe for lørnere. Det kan uddybes med et eksempel fra min tid på universitetet:

Jeg studerede fransk og tysk som anvendte sprog. Når jeg mødte studerende fra lingvistik, som havde valgt et bestemt sprog som tilvalg, så var de tydeligvis bedre til at transskribere præcist og detaljeret. Jeg lærte også at transskribere korrekt, men i en lavere grad af detaljer, end de gjorde.

Det er en fordel for lingvistik-studerende at kunne den fonetiske skrift på højt niveau. Så kan de undersøge udtalen i mange forskellige sprog ganske detaljeret.

Men for os, som studerede specifikke sprog, ville det have været en ulempe at bruge megen tid på at lære hele IPA, som jo i princippet kan rumme alle verdens sprog. Vores undervisning fokuserede kun på de dele, som fandt anvendelse i de sprog, vi studerede.

Det er vanskeligt at lære reglerne for sprogets udtale uden at kunne forstå skriftlige beskrivelser af dem. IPA bruges overalt i faglitteraturen. Derfor kan det godt anbefales at lære grundprincipperne for IPA-transskription og dit valgte sprogs fonemer – ⁠de findes bl.a. i en grammatikbog.

Men lad ikke IPA stå alene i din læring. Tænk fx på at blive bedt om at udtale den ”ustemte, dentale frikativ-konsonant” /θ/ uden personlig hjælp til at komme i gang. Man bør også bruge tid på at lytte, øve sig, lære fra audiovisuelt indhold, og evt. gå til undervisning.

Ordenes opbygning: Morfologi

Morfologi handler om ords forskellige former, både dannelse af nye ord og deres grammatiske bøjning.

Morfemer

De grundlæggende byggeklodser kaldes morfemer. De er de mindste ’betydnings-bærende’ sproglige enheder, som har en selvstændig form.

En morfologisk analyse går ud på at identificere og klassificere et ords forskellige morfemer.

Her er de tre vigtigste morfem-typer ifølge Nølke (2014, 5):

Rødder

Rødder indeholder ordets grundlæggende betydning. Der er to underkategorier:

– Semantiske rødder udtrykker henvisning til ting ”i virkeligheden”.

– Funktionsord udtrykker sprog-interne forhold.

Ordklasser

Rødder tilhører altid en ordklasse, dvs. en kategori af ord med de samme basale træk. Nølke (2014, 6) har givet ”en praktisk klassifikation”, som gengives her med nogle få tilføjelser:

Af pladshensyn inkluderes definitionerne ikke her. Find dem evt. i en ordbog som Den Danske Ordbog. Listen er ikke udtømmende.

Nominer (’genstande’) er en fællesbetegnelse for substantiver, pronominer, adjektiver, og numeralier.

Åbne og lukkede ordklasser

Åbne ordklasser er dynamiske. Der tilføjes ofte nye ord til dem. Det gælder især substantiver, verber, adjektiver, og adverbier. Man taler om ’semantiske rødder’ eller ’indholdsord’.

Lukkede ordklasser er statiske. Der tilføjes (stort set) aldrig nye ord til dem. De består af korte lister af bestemte ord – og ikke flere. Det gælder især pronominer, konjunktioner, og præpositioner. Man taler om ’funktionsord’.

Derivativer og fleksiver

Udover rødderne er der to centrale morfemtyper, der kan ’hæftes på’ ordets rod med bestemte formål:

Derivativer (’aflednings-elementer’). Nogle ændrer ordets samlede betydning, mens andre konverterer det fra en bestemt ordklasse til en ny (hvilket også forskyder betydningen lidt).

Fleksiver (’bøjnings-elementer’) udtrykker de kategorier, der bestemmer ordets grammatiske form i en bestemt situation. Kategorierne varierer efter ordklasse.

Bøjning kaldes fleksion. Bøjning af verber kaldes konjugation. Bøjning af nominer (substantiver, pronominer, adjektiver, og numeralier) kaldes deklination.

Præfikser og suffikser

Der findes begreber til angivelse af derivativernes og fleksivernes relative position i ordet. De to mest almindelige er præfiks (foranstillet) og suffiks (efterstillet), men der er andre.

Da morfemerne typisk ikke kan flyttes mellem forskellige positioner, siger man, at de ’er’ deres position: ”Det er et suffiks”, ikke at ”det står som suffiks”.

Eksempel: ’blodig’, ’fugtig’, ’modig’. Hvert rod-morfem (’blod’, ’fugt’, ’mod’) er et substantiv. Suffikset -⁠ig er (på dansk) et derivativ, som konverterer det samlede ord fra substantiv-roden til et adjektiv. Betydningen forskydes lidt.

Suffikset -⁠ig kan ikke optræde som et præfiks: Hverken ’igblod’, ’igfugt’, eller ’igmod’ giver mening.

Suffikser skrives med bindestreg foran i en ordbog. (Der skal altid stå noget foran dem.) Præfikser skrives med bindestreg efter, fx be- i ’begrunde’.

Derivativer, som kun modificerer rodens betydning, er typisk præfikser på dansk, fx u- i ’uhyggelig’ eller in- i ’inhuman’.

Dem, som konverterer det samlede ord fra rodens ordklasse til en ny, er typisk suffikser (som i eksemplet med -⁠ig ovenfor).

Finitte og infinitte verber

Begreberne ’finit’ og ’infinit’ henviser til forskellige afsnit af de mange former, et verbum kan have, betinget af situationen.

Et verbum som fx ’læse’ har således både finitte og infinitte former.

Finitte verber er de former, som binder sig til sætningens subjekt i en neksusforbindelse. (Se funktioner og neksusforbindelser.) Det er finitte verber, som ’grundlægger’ sætninger og bøjes i både tempus (tid) og modus.

Eksempel: ”Jeg læser en bog” (præsens).

Infinitte verber binder sig ikke til sætningens subjekt. De optræder som underled et sted i sætningen.

Eksempel: “Jette kan godt lide at læse” (infinitiv).

De bruges også til at skabe sammensatte tempora: “Juristerne har læst Grundloven.” (Præsens-perfektum, hvor ’læse’ optræder som perfektum participium.) Bemærk, at selve den sammensatte form er finit, men at den bruger en infinit form som ’ingrediens’.

Der kan siges meget mere om emnet, men her er pointen blot at introducere forskellen på formerne.

Analytiske og syntetiske sprog

Analytiske sprog udtrykker enten helt eller overvejende grammatiske informationer ved at kombinere selvstændige ord.

Syntetiske sprog udtrykker enten helt eller overvejende grammatiske informationer gennem derivation og fleksion.

Der er to underkategorier (Rischel 2020c):

–⁠ De flekterende sprog udtrykker grammatiske kategorier samlet i ét komplekst morfem.

–⁠ De agglutinerende sprog udtrykker grammatiske kategorier spredt over flere morfemer i samme ord.

De fleste sprog i Europa har både analytiske og syntetiske (flekterende) træk, men læner sig mod det ene eller det andet.

Dansk er et ret analytisk sprog. Tysk og græsk er mere syntetiske, end dansk er. Derfor vil lørnere med et dansk udgangspunkt opleve, at bøjning fylder mere, end de er vant til.

Sætningernes opbygning: Syntaks

Syntaks handler om sprogets regler for at skabe sætninger.

Det system, man finder i en sætning, bestemmer de ord og former, man kan bruge i situationen.

Hvornår er det et ord?

Ord har deres egen betydning (dvs. at de er ’betydnings-bærende’) og deres egen form. Men ifølge Herslund (2015) er det vanskeligt at afgrænse dem helt præcist.

Rødder kan stå frit. De tilhører altid en ordklasse, så de må være ord. Men derivativer og fleksiver er bundne og har ingen ordklasse. De er ikke ord.

Produktet af en kombination af morfemer kaldes typisk et ord, for det kan stå frit pga. dets rod.

Og dog udfordres forestillingen om, at ord altid kan stå frit, af fænomenet enklise, hvor et funktionsord (en form for rod) ’smelter sammen’ med et andet ord i samme frase.

En klitisk størrelse (et ’klitikon’) opfører sig som et fritstående ord på sætningsniveau, men er faktisk bundet til et andet element på et andet sprogligt niveau –⁠ især det fonologiske, hvor ordet typisk udtales meget kort.

Heltoft (2011, 63) giver et eksempel på dansk dialekt (jysk og ømål): ”Hvis du lige tar’en med herover.”

På sætningsniveau består ”tar’en” af to fritstående ord. ’Den’ er et pronomen, dvs. et funktionsord, og forbundet med det finitte verbum ’tager’, som det smelter sammen med på udtalens niveau.

I eksemplet ovenfor er ordene skrevet sammen med apostrof, men et sprogs retskrivning giver ikke nødvendigvis et pålideligt indtryk af, hvilke størrelser er klitiske.

Et eksempel fra græsk:

Sproget har ingen dativ-kasus, så ved udtryk af indirekte objekt med bestemt artikel bruges enklise mellem præpositionen σε og den bestemte artikel i akkusativ (kasus ved direkte objekt).

Dette skrives uden nogen markering: στο(ν), στη(ν), eller στο. Det ligner ét ord til forveksling, men repræsenterer σε plus το(ν), τη(ν), eller το.

Sætningsanalyse

Sætninger skabes ved at kombinere ord på bestemte, regelbundne måder. En sætningsanalyse går ud på at bryde en sætning ned, indtil man har identificeret alle dens konstituenter og deres funktioner.

Man kan sige, at sætninger har tre overordnede typer af niveauer:

  1. Sætningen som helhed
  2. Et varierende antal syntagmer (eller fraser)
  3. De individuelle ord

For hvert led eller underled i sætningen identificerer man en konstituent og en funktion.

(Tip: Du bør altid begynde med at identificere de ord, som ser ud til at være semantisk forbundne med hinanden, så du har styr på, hvordan de har dannet grupper.)

Konstituenter

En konstituent er ”det materiale, et led består af” (Hoe og Nølke 2014, 26).

Denne synsvinkel anskuer sproget som struktur: Hvordan er sætningens ’byggeklodser’ blevet kombineret til en helhed?

De mest velkendte konstituenter er ordklasser. Mange husker dem fra deres tid i skolen. Der findes også konstituenter på ordgruppe-niveau. De kaldes syntagmer (eller fraser).

Syntagmerne repræsenterer de forskellige måder, ordene kan grupperes på for at skabe delbetydninger i sætningen.

Derfor tæller man det også som et syntagme, når leddet kun har ét ord, men i en almindelig sætningsanalyse noterer man –⁠ for at spare plads og tid –⁠ som regel kun ordet i sådanne tilfælde.

Her følger tre hovedsætninger med tre syntagmer hver (et per farve):

Man kan se, at ordene i syntagmerne har en slags forbindelse hinanden imellem, som skaber delbetydninger i sætningen.

Kongruens henviser til, at der er overensstemmelse mellem de grammatiske informationer indenfor hvert syntagme på to eller flere ord. Der må ikke være modsigelser, fx ’de ældre herren’, ’en koldt isvafler’, eller ’et tredjedel’.

Syntagmerne opkaldes typisk efter den ordklasse, som er karakteristisk for syntagmet. For eksempel er ’den ældre herre’ et substantiv-⁠syntagme.

(Se syntagmetyper og syntagmer nedenfor.)

Funktioner

Da syntagmernes ’indre anatomi’ typisk beskrives med henvisning til deres indre funktioner, er det praktisk at lægge ud med at forklare, hvad funktioner er.

Denne synsvinkel anskuer sproget som system: Hvilken rolle spiller sætningens ’byggeklodser’?

For at kunne redegøre for det har man brug for et andet ordforråd end det, man bruger om konstituenterne. Her er en oversigt baseret på Hoe og Nølke (2014, 10):

Af pladshensyn inkluderes definitionerne ikke her. Se kapitel 4 og 5 i Hoe og Nølke (2014, 11-⁠23). Listen er ikke udtømmende.

Syntagmetyper

Syntagmer kan klassificeres efter deres underleds indbyrdes relation.

Hypotakse beskriver en hierarkisk relation. Syntagmer af denne type kaldes hypotagmer. De har en obligatorisk kerne, som er vigtigere end andre led i gruppen. De andre led kan udelades, og nogle af dem kan være vigtigere end andre.

Katatakse beskriver en gensidigt afhængig relation. Syntagmer af denne type kaldes katatagmer. De indeholder to obligatoriske led, som kun kan realisere syntagmet i samspil med hinanden.

Paratakse beskriver en sideordnende relation mellem to eller flere elementer. Syntagmer af denne type kaldes paratagmer. Der er to underkategorier:

–⁠ Syndetisk paratakse udtrykker relationen med et ord: en sideordnende konjunktion.

–⁠ Asyndetisk paratakse udtrykker ikke relationen med noget ord (men evt. med et komma).

Der kan godt udtrykkes paratakse mellem to hovedsætninger, fx: ”Du gik ind til byen, og jeg blev hjemme.” Se sætnings-paratagmer.

En sidste kategori er verbalsyntagmer, som er en overkategori af sætnings-lignende syntagmer (minus subjekt). Der skelnes mellem:

–⁠ Finitte verbalsyntagmer, som realiserer gruppens kerne, verbalet, med et finit verbum.

–⁠ Infinitte verbalsyntagmer realiserer verbalet med et infinit verbum. Der anvendes forskellige syntagme-navne og optræder evt. særlige led afhængig af, hvilken infinit form, der bruges.

(Se finitte og infinitte verber samt konkrete beskrivelser i overblikket nedenfor.)

Syntagmer

Dette afsnit indeholder et overblik over de vigtigste syntagmer og deres underled baseret på Hoe og Nølke (2014, 41, 29-⁠38).

Se også konstituenter, funktioner, og syntagmetyper.

Hovedsætning

–⁠ Den største enhed i sætningsanalysen.

–⁠ Subjekt (funktion): Realiseres typisk af et substantiv-syntagme eller et infinitiv-syntagme (konstituenter)

–⁠ Sætningsprædikat (funktion): Alt det, som ikke er subjektet. Realiseres altid af et finit verbalsyntagme (konstituent).

Eksempler:

Bisætning

–⁠ Optræder i et underled længere nede end hovedsætningens sætningsprædikat.

–⁠ I princippet er bisætninger en form for konjunktional-syntagme (Hoe og Nølke 2014, 33)

–⁠ Konjunktional (funktion): Indledende bindeled. Realiseres af en underordnende konjunktion (konstituent). Der kan opstå en dobbelthed, når leddet også fungerer som subjekt – her bruges et pronomen (konstituent).

–⁠ Subjekt (funktion): Ligesom subjektet i hovedsætninger.

–⁠ Sætningsprædikat (funktion): Ligesom sætningsprædikatet i hovedsætninger.

Eksempler:

Verbalsyntagmer, som bygges af hhv. finitte og infinitte verber:

Finit verbalsyntagme

–⁠ Analyseres ligesom indholdet i sætningsprædikatet i hovedsætninger.

–⁠ Verbal (funktion): Realiseres altid af et finit verbum (konstituent). Inkluderer sammensatte tider, hvilket kan nødvendiggøre at markere samme led flere steder i sætningen.

Eksempel:

Forskellige former for infinitte verbalsyntagmer:

Infinitiv-syntagme

–⁠ Analyseres ligesom indholdet i sætningsprædikatet i hovedsætninger.

–⁠ Infinitiv-markør (funktion): Realiseres altid af en infinitiv-partikel (konstituent), på dansk ordet ’at’.

–⁠ Verbal (funktion): Realiseres altid af et infinit verbum (konstituent) med formen infinitiv.

Eksempler:

Præteritum-⁠participium-⁠syntagme

–⁠ Verbal (funktion): Realiseres altid af et infinit verbum med formen præteritum participium (konstituent).

Eksempel:

Præsens-⁠participium-⁠syntagme

–⁠ Verbal (funktion): Realiseres altid af et infinit verbum med formen præsens participium (konstituent).

–⁠ Indeholder mindst ét yderligere led som i sætninger.

–⁠ Optræder i ”en af de adjektiviske funktioner, dvs. attributiv, apposition, frit prædikativ, dog ikke subjektsprædikativ. Dertil kommer at de også anvendes i absolutte konstruktioner” (Hoe og Nølke 2014, 36)

Eksempel:

Hypotagmer, dvs. syntagmer med en hypotaktisk opbygning (bortset fra verbalsyntagmer, som også kan siges at være hypotaktiske, da de altid kræver en verbal kerne):

Substantiv-syntagme

–⁠ Oftest brugt i sætningens valens.

–⁠ Kerne (funktion): Realiseres primært af et substantiv (konstituent) eller andre ordklasser, som forstås på en substantiv-agtig måde. Gruppens vigtigste led. Obligatorisk. Kun ét per syntagme.

–⁠ Determinativ (funktion): Tilføjer nærmere, bestemmende informationer om kernen vha. fx artikler, pronominer, eller numeraler. Der kan også optræde 'kreative' determinativer, som realiseres af syntagmer (fx 'to kilo' i frasen ”to kilo kartofler”). Kun ét per syntagme.

–⁠ Præ-⁠determinativ (funktion): Forekommer mindre ofte, og kun samtidig med determinativet. Realiseres af bestemte ord, fx ’alle’ på dansk. Kun ét per syntagme.

–⁠ Attributiv (funktion): Realiseres især af adjektiver (konstituent). I princippet kan der være et uendeligt antal i syntagmet (Hoe og Nølke 2014, 29).

–⁠ Apposition (funktion): Bundne, indskudte tilføjelser. Kaldes ’navnetillæg’ på dansk. ”En slags mellemting mellem attributiver og frie prædikativer” (Hoe og Nølke 2014, 29). Udtales ”altid, som om de er en tilføjelse i parentes” og står umiddelbart ved siden af det led, de binder sig til.

Eksempler:

Pronominal-syntagme

–⁠ Kerne (funktion): Ligesom kernen i substantiv-syntagmer, men realiseres af et pronomen (konstituent).

–⁠ Attributiv (funktion): Ligesom substantiv-syntagmer.

Eksempel:

Adjektiv-syntagme

–⁠ Kerne (funktion): Ligesom kernen i substantiv-syntagmer, men realiseres af et adjektiv (konstituent) eller andre ordklasser, som forstås på en adjektivisk måde.

–⁠ Adverbial (funktion): Realiseres af en konstituent, som ’graduerer’ kernens betydning, fx adjektiverne ’meget’ eller ’mindre’ på dansk. Kun ét per syntagme.

–⁠ Adjekt (funktion): Realiseres af et efterstillet præpositions-syntagme. Kun ét per syntagme.

Eksempler:

Adverbium-syntagme

–⁠ Kerne (funktion): Ligesom kernen i substantiv-syntagmer, men realiseres af et adverbium (konstituent).

–⁠ Adverbial (funktion): Ligesom adverbialet i adjektiv-syntagmer.

Eksempel:

Katatagmer, dvs. syntagmer med en katataktisk opbygning:

Nominal-syntagme

–⁠ Optræder samme steder i sætningen som substantiv-syntagmer.

–⁠ Determinativ (funktion): Ligesom determinativet i substantiv-syntagmer.

–⁠ Præ-determinativ (funktion): Ligesom præ-determinativet i substantiv-syntagmer.

–⁠ Styrelse (funktion): Realiseres altid af et substantiv-syntagme. Obligatorisk. Kun én per syntagme.

Kan bruges som et ekstra trin ved analyse af sprog med stærke krav om, at der (stort set) altid skal være et determinativ (fx fransk). Har ikke set tilgangen ved analyse af dansk, engelsk, eller tysk.

Sådan gør man: De funktioner, som optræder i et substantiv-syntagme, splittes op i to. Determinativ og evt. præ-determinativ udfyldes i nominal-syntagmet. Så realiseres nominal-syntagmets styrelse af et substantiv-syntagme med de resterende led: kerne, attributiv, apposition. Analysen fortsætter dernæst som normalt.

Eksempel på fransk:

Præpositions-syntagme

–⁠ Præpositional (funktion): Realiseres altid af en præposition (konstituent).

–⁠ Styrelse (funktion): Realiseres typisk af nominelle enheder såsom substantiv-syntagmer eller nominal-syntagmer.

Eksempel:

Konjunktional-syntagme

–⁠ Konjunktional (funktion): Realiseres af en underordnende konjunktion (konstituent). (For sideordnende konjunktioner, se paratagmer.)

–⁠ Styrelse (funktion): Ligesom præpositions-syntagmer.

Eksempel:

Paratagmer, dvs. syntagmer med en parataktisk opbygning:

Paratagme

–⁠ Sideordning af led inden for samme funktion i sætningen.

–⁠ Element (funktion): Angives gerne med nummer. Mindst to i syntagmet.

–⁠ Konjunktional (funktion): Realiseres af en sideordnende konjunktion (konstituent), fx ’og’ eller ’men’. Kan også angives med nummer, hvis der er flere. Mindst ét i syntagmet.

–⁠ ”I princippet kan der være et uendeligt antal elementer i et paratagme. Det bemærkes her, at ved opremsninger vil kommaer også kunne fungere som konjunktionaler” (Hoe og Nølke 2014, 34; sammenlign syndetisk og asyndetisk paratakse).

Eksempler:

Sætnings-paratagme

–⁠ Identisk med paratagmer, men hvert element realiseres af en hovedsætning. (Gives sin egen overskrift her af pladshensyn.)

–⁠ Et sætnings-paratagme på højeste analyseniveau medfører faktisk to sætningsanalyser i én.

Eksempel:

Neksus­forbindelser

En neksus er en særlig forbindelse, som beskriver relationen mellem sætningens verbal og subjekt (funktioner). Se Hoe og Nølke (2014, 29). Der er to underkategorier:

Ved primær neksus realiseres verbalet af et finit verbum. Subjektet står udtrykt i sætningen. Det kendes især fra hovedsætninger og bisætninger.

Ved sekundær neksus realiseres verbalet af et infinit verbum. Subjektet står ikke udtrykt i sætningen, men er underforstået. Det kendes især fra infinitte verbalsyntagmer.

Visse sprog, såsom græsk, udelader subjektet ved primær neksus, hvis det realiseres af et personligt pronomen og kan identificeres ud fra verbets konjugation eller sammenhængen. De kaldes ’pronomen-droppende’ sprog.

Fænomenet afgrænses til en bestemt ordklasse. I andre tilfælde skal subjektet udtrykkes eksplicit.

Valensgrammatik

Sætningens valens er en særlig forbindelse, som beskriver relationen mellem verbalet og de nominale led, som kan knytte sig til det (funktioner). Se Herslund 2020b.

Antallet af mulige eller obligatoriske valensled (eller ’aktanter’) afhænger af verbets betydning. ”Verbalets betydning er så at sige ukomplet uden disse aktører” (Hoe og Nølke 2014, 11).

Monovalente verber er intransitive. De kan kun have ét valensled: subjekt.

Eksempler: ”Jeg dør”, ”bjørnen sover”.

(Man kan ikke sige ”jeg dør en eksamen” eller ”bjørnen sover barnet en isvaffel”. I litterært sprog kan man dog evt. sige fx ”jeg dør en langsom død” eller ”bjørnen sover en dyb søvn”. De er undtagelser.)

Divalente verber kan have to valensled. Der er to underkategorier:

–⁠ Subjekt og direkte objekt (funktioner). Verbet er transitivt. Eksempel:
”Henrik læser en bog.”

–⁠ Subjekt og adjekt (funktioner). Eksempel: ”Jægeren sigter på ulven.”

Trivalente verber kan have tre valensled: subjekt, direkte objekt, og adjekt. Eksempel: ”Manden giver sin hustru en jubilæumsgave.”

Sprog i sammenhæng: Pragmatik

Pragmatikken beskriver sproget i praksis, dvs. i kommunikative sammenhænge.

Området er omfattende og har mange underfelter. Som supplement til at lære fremmedsprog kan de følgende være særligt interessante:

Sproglig variation

Ingen sprog er fastfrosne i en permanent, universel tilstand.

Sprogforskeren Rosina Lippi-⁠Green (2004, 293) har beskrevet standardsprogs-ideologi som et ”bias i retning af et abstraktliggjort, idealiseret, ikke-varierende talesprog, som indføres og vedligeholdes af herskende institutioner”.

Tankegangen er udbredt, men svarer ikke til sprogbrugens empiriske virkelighed.

Her er nogle begreber om sproglig variation baseret på Gadet (2003, 9-⁠12):

Diakroni: Variation over tid. Nye og gamle ’versioner’ af sproget. Tænk på forandringerne fra olddansk (ca. år 800-⁠1100) over gammeldansk (ca. år 1100-⁠1525) og ældre nydansk (ca. år 1525-⁠1700) til yngre nydansk (ca. år 1700 til i dag).

Diatopi: Variation over rum og geografi. Dialekter. Danmark er opdelt i tre overordnede dialektområder: jysk, ømål, og østdansk (Bornholm). Se mere på Københavns Universitets dialektkort.

Diastrati: Variation på baggrund af social indplacering. Sociolekter. Et eksempel på dansk er forskellen på højkøbenhavnsk og lavkøbenhavnsk (i dag ’ungdoms­københavnsk’).

Diafasi: Situations­betinget variation. Et eksempel er registre, hvor man fx vælger et andet ordforråd eller andre grammatiske konstruktioner for at signalere et større eller mindre niveau af formalitet og/eller intimitet. (”Må jeg lige bede om kammertonen!” er en anmodning om at skifte register.) ■

Udgivet 23. juli 2021.
Sidst opdateret 8. juli 2023.

Bibliografi

  1. Bache, Carl. 2017a.
    ”Hypotakse.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/hypotakse
  2. ⸻. 2017b.
    ”Paratakse.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/paratakse
  3. Bakker, Peter. 2019.
    ”Meget mystisk middelalderbog har været kilde til undren i århundreder.” Forskerzonen.
    https://videnskab.dk/kultur-samfund/meget-mystisk-middelalderbog-har-vaeret-kilde-til-undren-i-aarhundreder
  4. Gadet, Françoise. 2003.
    ”La diversité linguistique et la variation.” La variation sociale en français, 9-⁠12. L'Essentiel. Paris: Ophrys.
  5. Grønnum, Nina. 2017.
    ”Halvvokal.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/halvvokal
  6. Heltoft, Lars. 2011.
    ”Lette pronomeners placering: klise og topologisk integritet.” Ny Forskning i Grammatik 18, 61-⁠80.
    https://doi.org/10.7146/nfg.v19i18.23668
  7. Herslund, Michael. 2016.
    ”Aktant.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/aktant
  8. ⸻. 2015.
    ”Ord.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/ord
  9. ⸻. 2020a.
    ”Register (stilleje og tone).” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/register_-_stilleje_og_tone
  10. ⸻. 2020b
    ”Valens (sprogvidenskabeligt begreb).” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/valens_-_sprogvidenskabeligt_begreb
  11. Hoe, Philip, og Henning Nølke. 2014.
    ”Sætningens fysiognomi –⁠ indføring i syntaktisk analyse.” Redigeret af Merete Birkelund. (Pré)publications 201.
    https://pure.au.dk/portal/en/persons/merete-birkelund(23d33241-3cd4-481e-9e2e-d47d2d9a35db)/publications/saetningens-fysiognomi(c97916ca-87dc-49cd-9d9a-857c705e15ef).html
  12. Hårbøl, Karl, Jørgen Shack, og Henning Spang-Hanssen (red.). 2009.
    ”Katatakse.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/katatakse
  13. Lippi-⁠Green, Rosina. 2012.
    ”Language ideology and language prejudice.” Language in the USA, 289-⁠304. Cambridge University Press.
    https://www.cambridge.org/core/books/language-in-the-usa/language-ideology-and-language-prejudice/1B854A9FD2D520A6F670A24376A1BCF2
  14. Karker, Allan. 2016.
    ”Dansk –⁠ historie.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/dansk_-_historie
  15. Nølke, Henning. 2014.
    ”Dansk grammatik – turbokursus for fremmedsprogs­studerende.”
  16. Rischel, Jørgen. 2020a.
    ”Agglutinerende sprog.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/agglutinerende_sprog
  17. ⸻. 2020b.
    ”Analytiske sprog.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/analytiske_sprog
  18. ⸻. 2020c.
    ”Syntetiske sprog.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/syntetiske_sprog
  19. Spang-⁠Hanssen, Ebbe. 2021.
    ”Ytring.” Den Store Danske.
    https://denstoredanske.lex.dk/ytring