Lidt om kasus

Indledning

Dansk har det til fælles med de fleste fremmedpsrog, som typisk undervises i folkeskolen og gymnasiet, at de er mere analytiske end mange andre europæiske sprog. Det gælder fx engelsk, fransk, og spansk.

Brugen af kasus er en stor forskel på dem og andre, mere syntetiske sprog som tysk og græsk.

Her er lidt om kasus forud for seriens kapitler om den græske morfologi. Det er vigtigt at forstå princippet for at kunne lære græsk.

Indhold

1. Indledning
2. Hvad er kasus?
3. Sammenligning af udvalgte sprog
4. Organisér din læring
   1. Bøjning: Lær de andre kategorier først
   2. Kasus i sætninger
      • Valensgrammatik
      • Sætningstopologi
5. Kasus og det danske sprog
   1. Gammeldansk
   2. Nutidigt dansk
6. Kasus og europæisk sproghistorie
7. Bibliografi

Hvad er kasus?

Kasus er en bøjnings­kategori, som udtrykker et ords forhold til andre dele af en sætning. Helt konkret vil det sige, at ordets form vælges ud fra den funktion, som det bidrager til at realisere – fx subjektet eller et direkte objekt.

(På nogle sprog findes der også semantiske anvendelser, men i dette kapitel skriver jeg kun om den primære, grammatiske definition.)

På dansk siger man, at et ord ’falder i’ forskellige former, ”ligesom fx en terning kan falde med forskellige sider opad” (Herslund og Durst-Andersen 2021). Derfor slutter de danske betegnelser med -⁠fald, fx ’nævnefald’ for den nominative kasus og ’ejefald’ for den genitive.

Men substantivet ’fald’ har jo mange betydninger i dag. Den grammatiske betydning handler om ’tilfælde’ (eller ’situationer’), som i talemåden ’i så fald’, dvs. ’i det tilfælde’ (eller ’i den situation’). Sammenlign evt. med engelsk ’in that case’ eller fransk ’dans ce cas’.

Ordet ’kasus’ oprinder fra det latinske substantiv ’casus’. Det ord henviser både til et bogstaveligt fald; det, at noget sker; uheld og tilfælde; den grammatiske betydning; og mere.

Sammenligning af udvalgte sprog

Her er et (vrøvlet) eksempel med nogenlunde éns sætninger på udvalgte sprog sorteret efter stigende kasusbrug:

1. Fransk:
   ”[La pomme de la pomme] donne [la pomme de la pomme] à [la pomme de la pomme].”
2. Dansk:
   ”[Æblets æble] giver [æblets æble] [æblets æble].”
2. Engelsk:
   ”[The apple’s apple] gives [the apple’s apple] to [the apple’s apple].”
3. Græsk:
   ”[Το μήλο του μήλου] δίνει [στο μήλο του μήλου] [το μήλο του μήλου].”
   
4. Tysk:
   ”[Der Apfel des Apfels] gibt [dem Apfel des Apfels] [den Apfel des Apfels].”

De kantede parenteser angiver hvert substantiv-⁠syntagme.

Farverne angiver forskellige kasus: nominativ, akkusativ, dativ, og genitiv. (Danske betegnelser: nævnefald, genstandsfald, hensynsfald, og ejefald.)

Sætningerne er noget vrøvl pga. deres ordvalg, men de tjener deres formål her.

Bortset fra den franske sætning kan man tydeligt se, at de samme ord har forskellige former i forskellige situationer. Hver sætning har et trivalent verbum, hvor hvert valensled realiseres af et substantiv-syntagme, som indeholder de samme ord og led på det givne sprog.

(Dansk bruger dog ikke foranstillet artikel til at udtrykke bestemthed lige her.)

Bemærk, at nominativ opfattes som ’basis-⁠kasus’ i dette eksempel. Kun derfor markeres den franske sætning med farve. Franske substantiver og artikler bøjes nemlig ikke i forskellige kasus.

Det gør engelske artikler heller ikke.

Bemærk også, at græske artikler udskiller sig ved at have to forskellige akkusativformer: en direkte og en indirekte. Den indirekte form repræsenterer enklise med præpositionen σε.

Farverne angiver ikke en præcis sætnings­analyse, men kun ordenes former efter kasus.

Organisér din læring

Bøjning: Lær de andre kategorier først

Hvis du bruger en grammatikbog til at lære et fremmedsprog, så kig i afsnittet om morfologi for at se de ordklasser, som bruger kasus på sproget.

Fokusér først på ordklassens andre bøjningskategorier: Hvilke bruges der? Hvordan defineres de? Hvilke muligheder kan kategorien bøjes i? Sådan lærer man det meste om ordklassens morfologi, før man forholder sig til kasus.

Som nævnt vælges kasus ud fra syntaktisk funktion. Det hjælper derfor at kende til funktioner og sætningsanalyse.

Ved fleksion udtrykkes flere bøjningskategorier samtidig i ét fleksiv-⁠morfem. Derfor kan man ikke anvende ordet uden at vælge en form ud fra alle bøjnings-kategorierne samtidig.

Men hvis man deler lærings­processen op som ovenfor, kommer man måske hurtigere i mål.

Kasus i sætninger

Valensgrammatik

(Se også afsnittene om valensgrammatik og funktioner i kapitel 6.)

Kasus findes typisk hos bestemte ordklasser, især ”hos nominer, dvs. substantiver, adjektiver, pronominer, og participier” (Herslund og Durst-Andersen 2021), desuden også artikler.

De ordklasser bruges især til at bygge substantiv-syntagmer, dvs. den slags syntagmer, som oftest bruges til at danne valensled.

Verbernes betydning begrænser det mulige antal valensled i en sætning. Med den viden kan man lettere vurdere, hvornår kasus kommer i spil.

Der kan godt findes andre regler, især efter bestemte præpositioner, men med valens­leddene får man lært princippet for sætningers kerne-elementer.

Her er to eksempler: tysk og græsk.

Det tyske kasussystem har 4 kasus: nominativ, akkusativ, dativ, og genitiv.

De tre første bruges til valensled i sætninger:

• Monovalente verber (dvs. intransitive): Subjekt i nominativ.
• Divalente verber (dvs. mono-transitive):
  • Subjekt i nominativ plus direkte objekt i akkusativ (dvs. transitivt verbum).
  • Subjekt i nominativ plus indirekte objekt i dativ – ⁠andre adjekter i enten akkusativ eller dativ afhængig af foranstillet præposition.
• Trivalente verber (dvs. bi-transitive): Subjekt i nominativ, direkte objekt i akkusativ, og indirekte objekt i dativ – ⁠samme undtagelse for andre adjekter som ovenfor.

Det græske kasussystem har 3 kasus ifølge Engberg (1995, 16): nominativ, akkusativ og genitiv (”foruden vokativ, som ikke er en egentlig kasus”).

Alle tre bruges til valensled i sætninger:

• Monovalente verber (dvs. intransitive): Subjekt i nominativ.
• Divalente verber (dvs. mono-transitive):
  • Subjekt i nominativ plus direkte objekt i akkusativ (dvs. transitivt verbum).
  • Subjekt i nominativ plus indirekte objekt i genitiv – ⁠andre adjekter i akkusativ undtagen efter visse præpositioner og i faste vendinger.
• Trivalente verber (dvs. bi-transitive): Subjekt i nominativ, direkte objekt i akkusativ, og indirekte objekt i genitiv – ⁠samme regel for andre adjekter som ovenfor.

Genitiv er også en særlig form, som udtrykker ejerskab ved at realisere attributivet indenfor et substantiv-syntagme. Derfor kan formen også stå som underled for hvert af de nævnte led.

Sætningstopologi

Rækkefølgen på sætningernes forskellige led, sådan som den er beskrevet gennem et sprogs regler, kaldes sætningstopologi – ⁠eller bare ’topologi’.

Man kan sige, at nutidige indo-⁠europæiske sprog befinder sig på et spektrum mellem analytiske og syntetiske (flekterende) egenskaber.

På rent analytiske sprog er alle leds rækkefølge fastlåst. På rent syntetiske (flekterende) sprog er den helt fri. Teoretisk set. En afgørende faktor er, i hvilken grad, sproget bruger bøjning til at udtrykke grammatiske informationer.

Indo-⁠europæiske sprog med mere bøjning end dansk kan sommetider stadig have et vist niveau af bunden ledrækkefølge. Når det er tilfældet, har de led, hvor sproget typisk bruger kasus, én eller flere mere eller mindre faste pladser i en sætning.

Er man god til syntaks og sætningsanalyse, kan man finde et sætningsskema for det sprog, man vil lære sig, hvis det findes. Det kan bruges som supplement til at mestre kasus. Sætningsskemaet angiver ledrækkefølgen i hovedsætninger og bisætninger (se Karker 2011).

I andre syntagmer er rækkefølgen af underordnede led typisk bunden, fx attributivets position i forhold til kernen i et substantiv-syntagme.

Tysk har 4 kasus, og der findes et sætningsskema. Græsk har til sammenligning kun 3 kasus, men en meget mere fri ledrækkefølge.

Da grammatikbøger har begrænset plads, vises sætningsskemaet ikke nødvendigvis i visuel tabelform. Man kan evt. søge anden faglitteratur og/eller forsknings­litteratur, eller prøve at opstille sit eget ud fra teksten.

Alternativt kan man søge typologisk efter, om sprogets valensled primært har rækkefølgen SOV, SVO, eller andet. Her står S for subjekt, V for verbal, og O for direkte objekt.

Sådan får man dog ikke hele forklaringen med, og adjekternes position fremgår slet ikke. Det ville fremgå af et sætningsskema.

Kasus og det danske sprog

Gammeldansk

Ved begyndelsen af den gammel­danske periode mellem år 1100 og 1500 e.Kr. brugte man stadig kasus på dansk, men det ændrede sig i løbet af perioden (Hjorth m.fl. 2019, 41, 50-51).

Til at begynde med var sproget stadig ved at udskille sig fra det fællesnordiske sprog. Det fulgte den såkaldte ’østnordiske bøjning’. Der var de samme kasus, som der er på tysk i dag: nominativ, akkusativ, dativ, og genitiv.

Her er fx den østnordiske bøjning af substantivet for ’hest’ (Hjorth m.fl. 2019, 52):

Singularis:

• Nominativ: hæst^ær
• Akkusativ: hæst
• Dativ: hæsti
• Genitiv: hæsts

Pluralis:

• Nominativ: hæsta(r)
• Akkusativ: hæsta
• Dativ: hæstum
• Gentiv: hæsta

Dengang bøjedes danske substantiver i tre genera (dvs. køn): maskulinum, femininum, og neutrum. Substantivet for ’hest’ ovenfor var maskulinum.

Kombinationen af 3 genera og 4 kasus betød, at valget af et adjektiv som ’påhæng’ til et substantiv var mere komplekst end på nutidigt dansk. Se fx adjektivet nedenfor, som betød ’klog’ eller ’sagtmodig’ (Hjorth m.fl. 2019, 59):

Singularis:

• Nominativ:
  spak^ær ved maskulinum; spak ved femininum; og spakt ved neutrum
• Akkusativ:
  spakan ved maskulinum; spaka ved femininum; og spakt ved neutrum
• Dativ:
  spakum ved maskulinum; spakri ved femininum; og spaku ved neutrum
• Genitiv:
  spaks ved maskulinum; spakra(r) ved femininum; og spaks ved neutrum

Pluralis:

• Nominativ:
  spaki(r) ved maskulinum; spaka(r) ved femininum; og spak ved neutrum
• Akkusativ:
  spaka ved maskulinum; spaka(r) ved femininum; og spak ved neutrum
• Dativ:
  spakum ved maskulinum; spakum ved femininum; og spakum ved neutrum
• Genitiv:
  spakra ved maskulinum; spakra ved femininum; og spakra ved neutrum

Nogle af de samme former optræder flere steder i bøjningsskemaet, men på trods af ’gengangere’ er der tale om et sammen­hængende system.

Nutidigt dansk

Dansk ophørte med at bruge kasus i løbet af den gammel­danske periode. I dag er der kun få spor tilbage, fx hos substantiver og personlige pronominer.

”I princippet kan alle substantiver (også proprier) kasusbøjes i dansk” (Christensen og Christensen 2019, 76). De bøjes i nominativ og genitiv kasus.

De 2 kasus er nemme at kende forskel på: Genitiv markeres ved at tilføje -s til den nominative form: ’barnet’ ⟶ ’barnets’; ’fugle’ ⟶ ’fugles’; og så videre.

Et andet eksempel er de personlige pronominer. ”Hvor substantiverne kun har to kasus […] har de personlige pronomener tre kasus på dansk” (Christensen og Christensen 2019, 98, 97). De bøjes i nominativ, akkusativ, og genitiv kasus:

Singularis:

• 1. person:
  jeg ved nominativ; mig ved akkusativ; og ingen genitivform
• 2. person:
  du ved nominativ; dig ved akkusativ; og ingen genitivform
• 3. person, femininum:
  hun ved nominativ; hende ved akkusativ; og hendes ved genitiv
• 3. person, maskulinum:
  han ved nominativ; ham ved akkusativ; og hans ved genitiv
• 3. person, neutrum:
  det ved nominativ; det ved akkusativ; og dets ved genitiv
• 3. person, utrum (dvs. fælleskøn):
  den ved nominativ; den ved akkusativ; og dens ved genitiv

Pluralis:

• 1. person:
  vi ved nominativ; os ved akkusativ; og vores ved genitiv
• 2. person:
  I ved nominativ; jer ved akkusativ; og jeres ved genitiv
• 3. person:
  de ved nominativ; dem ved akkusativ; og deres ved genitiv

De personlige pronominers brug af genitiv reducerer behovet for mange former af possessive pronominer.

Således er der ifølge Christensen og Christensen (2019, 97) kun possessive pronominer til 1. person singularis (min, mit, mine); 2. person singularis (din, dit, dine); og 1. person pluralis (vor, vort, vore).

(Possessive pronominer bøjes ikke i kasus.)

Der findes altså tydeligvis stadig lidt kasus på nutidigt dansk.

Kasus og europæisk sproghistorie

Alle de nævnte sprog hører til den indo-⁠europæiske sprogfamilie, som historisk har været mere syntetisk (flekterende) end nutidigt dansk. Fortidige varianter af bl.a. dansk, engelsk, fransk, og spansk har brugt kasus, meget ligesom tysk stadig gør det i dag.

Det var især i Middelalderen, at en række indo-⁠europæiske sprog fra de germanske og romanske sproggrene gradvist ophørte med at bruge kasus. I Europa tales deres nutidige varianter især nord, vest, og syd for Tyskland.

Men der findes stadig spor af kasus på de her sprog, typisk ved bøjning af substantiver og personlige pronominer. For eksempel bøjes de bundne personlige pronominer på fransk i nominativ, akkusativ, og dativ kasus.

I det tysktalende område og på langt de fleste sprog, som typisk tales øst for det, bruger man stadig kasus. Det bulgarske kasussystem er dog blevet afviklet. ■

Udgivet 27. august 2021.
Sidst opdateret 26. december 2021.

Bibliografi

1. Engberg, Sysse G. 1995.
   ”Lille kompendium i moderne græsk grammatik.” Anden, reviderede udgave.
   https://www.academia.edu/24257781/Lille_kompendium_i_moderne_græsk_grammatik
2. Christensen, Lisa Holm, og Robert Zola Christensen. 2019.
   ”Dansk grammatik.” 4. udgave. University of Southern Denmark Studies in Scandinavian Languages and Literatures 117. Syddansk Universitetsforlag.
   https://universitypress.dk/shop/dansk-grammatik-3725p.html
3. Herslund og Durst-⁠Andersen. 2021.
   ”Kasus.” Den Store Danske.
   https://denstoredanske.lex.dk/kasus
4. Hjorth, Ebba, Henrik Galberg Jacobsen, Bent Jørgensen, Birgitte Jacobsen, Merete Korvenius Jørgensen, og Laurids Kristian Fahl (red.). 2019.
   ”Bøjning og bygning.” Dansk Sproghistorie, bind 3. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Aarhus Universitetsforlag.
   https://unipress.dk/udgivelser/b/bøjning-og-bygning/
5. Karker, Allan. 2011.
   ”Sætningsskema.” Den Store Danske.
   https://denstoredanske.lex.dk/sætningsskema