Indledning
Det er tid til at lære græsk grammatik (i ordets klassiske betydning, dvs. morfologi og syntaks). Jeg begynder med verberne.
Dette kapitel indeholder et overblik over grundlæggende principper, som kan fungere som en hurtig reference og grundlag for senere kapitler om bestemte former.
Læs det uforpligtende for overblikkets skyld, og brug det som supplement, når du øver bestemte former.
Indhold
- Hvorfor begynde med verberne?
- Stamme, endelse, augment
- Augment
- Modus
- Forskellige klasser (’bøjninger’)
- Overblik over finitte former
- Overblik over infinitte former
- Afsluttende bemærkninger
Hvorfor begynde med verberne?
Sætninger er syntagmer med en neksusforbindelse. På funktionsniveau består forbindelsen af et verballed og et subjekt.
Sætningens subjekt kan være underforstået. Så udelades det (men ellers ikke). Det ses typisk ved sekundær neksus, men også ved primær neksus på pronomendroppende sprog som græsk.
Hvis et græsk subjekt realiseres af et personligt pronomen som ”jeg”, så udelades det. ”Jeg sover” oversættes til ”κοιμάμαι”, dvs. ”sover”. Verbets bøjning gør det overskueligt at identificere det syntagme i sætningen, som realiserer subjektet.
Det vil sige, at funktionen ’verballed’ er det eneste helt obligatoriske element i en sætning på græsk. Der er typisk også valensled, men de knyttes jo netop til et eksisterende verballed. Det gør adverbialled også.
Verballeddene (som jo realiseres af verber) er altså helt uomgængelige, når man skal formulære sætninger.
”Det anerkendes generelt, at verbet er den mest komplekse del af det græske morfologisystem” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 128). Det vil altså tage en del tid at lære verbernes former og deres anvendelser.
Derfor giver det samlet set mening for mig at stifte et indledende bekendtskab med verberne tidligt i læringsprocessen – med den forventning, at de bliver noget af det sidste, jeg lærer at mestre.
Stamme, endelse, augment
På det morfologiske niveau dannes et græsk verbums form fra 3 elementer.
Det er ekstra vigtigt at lære dem grundigt at kende, når éns udgangspunkt er dansk, for ordbøgerne mellem dansk og græsk er ikke så omfattende, at man kan foretage opslag på specifikke verbers bøjning.
Her er en oversigt over verbernes 3 elementer sammen med de grammatiske kategorier, de udtrykker. Kilderne er Engberg (1995, 39, 44-45) og Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2016, 116-117).
-
Stamme:
Verbets grundlæggende rodmorfem kaldes ’grundstammen’. Fra denne bygges 3 yderligere ’hovedstammer’, som verbets form dannes fra.-
Aspekt:
Der skelnes mellem, om en handlings tidsforløb udtrykkes som enten afgrænset i tid (perfektivt aspekt) eller uafgrænset (imperfektivt aspekt). -
Diatese:
Aktanternes forhold til verbalhandlingen kan være enten aktivt eller passivt. (Se Herslund og Thomsen 2021.)
-
Aspekt:
-
Endelse:
Verbets endelse (dvs. fleksiv-suffiks).-
Aspekt:
Som beskrevet under stammen. -
Diatese:
Som beskrevet under stammen. -
Modus:
Den talendes holdning til det, som vedkommende udtrykker. Græsk skelner mellem imperativ og ikke-imperativ. Ikke-imperativ er en samlebetegnelse for indikativ og konjunktiv.
(Konjunktiv markeres ved hjælp af partikler, som føjes til indikativ, dvs. ikke gennem bøjning.) -
Numerus:
Antallet af dem, som udfører verbets handling. Der skelnes mellem singularis og pluralis, dvs. ental og flertal. -
Person:
Den aktant, som der tales om. Første person er den eller dem, som taler. Anden person er den eller dem, vedkommende taler med. Tredje person er alle andre, der nævnes. -
Tempus:
De forskelige tider, et verbum kan udtrykke grammatisk. (Der findes også semantiske anvendelser, som beskrives i senere kapitler.) Græsk skelner mellem samlebetegnelserne ikke-datid og datid.
(Fremtid markeres vha. partikler, dvs. ikke gennem bøjning.)
Se overblik over finitte former.
-
Aspekt:
-
Augment:
Et særligt element i den forreste del af verbet, som udtrykker datid. (Se augment.)
Grundstammen og de 3 ’hovedstammer’
Engberg (1995, 39) kalder det grundlæggende morfem i græske verber for ’grundstammen’. Den videreudvikles til 3 ’hovedstammer’ ud fra kategorierne aspekt og diatese, som blev defineret i listen ovenfor. Det er disse hovedstammer, man hæfter endelserne på:
-
2 perfektivstammer:
- En til aktiv diatese
- En til passiv diatese
- En imperfektivstamme til både aktiv og passiv diatese
Hvordan finder man stammerne?
Man kunne skrive et helt kapitel for sig om at finde stammerne, især hovedstammerne. Jeg henviser til overblikket i Engberg (1994, 40-43).
Augment
I græsk morfologi er et augment ”en ændring i begyndelsen af verbets stamme, når verbet er i en datids-tempus” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 185).
Navnet kommer fra det latinske substantiv ’augmentum’, som betyder ’forøgelse’ (Laursen 2020). Man kunne egentlig betragte det som en ’forstærkelse’, for kategorien tempus udtrykkes jo allerede i verbets endelse.
Augmentets form
Augmentets form dannes på 2 forskellige måder, som modificerer verbets rod:
-
Syllabisk augment:
- Kræver, at verbets stamme begynder med en konsonant.
- Der tilføjes en stavelse med en /e/-lyd, som skrives ε-. (”I nogle få verber” skrives det undtagelsesvist η- eller ει-. Årsagen er sproghistorisk. Se Engberg 1995, 44.)
- Adjektivet ‘syllabisk’ kommer af substantivet ‘syllabe’, som er et andet ord for ‘stavelse’. Ordet har græsk ophav.
-
Vokalisk augment:
- Kræver, at verbets stamme begynder med en af vokalerne ε-, α-, eller αι-, dvs. fonemerne /e/ eller /a/.
- Når augmentet tilføjes, forlænges stammens forreste vokal og bliver til en /i/-lyd, som skrives η- eller ει-. (Man bruger kun nogle bestemte måder at skrive /i/ på.)
- Står typisk i indre position (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 188). (Se augmentets position.)
Det syllabiske augment er obligatorisk, når både stammen og endelsen kun har én stavelse. Her bærer augmentet altid ordets tryk.
Ifølge Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 185, 187) bruges syllabisk augment typisk ikke, når:
- ”[…] verbets stamme består af mere end én stavelse” […]”
- ”[…] når et verbum med en stamme på én stavelse har en endelse på mere end en stavelse […]”
Faktisk skriver de, at bortset fra nogle få specifikke verber, så er syllabisk augment ”[…] kun obligatorisk i de aktive datidsformer (imperfektum og simpel datid) hos verber af første bøjning med en stamme på én stavelse, når de står i singularis, eller i 3. person pluralis med endelsen -αν […]”.
Augmentet forsvinder ofte i verbets pluralisformer, undtagen former i 3. person.
Augmentets position
Et augment kan stå i 2 forskellige positioner:
-
Foranhængt augment:
- Αugmentet tilføjes allerforrest i verbets stamme.
- Engberg (1995, 44) kalder også positionen for ”absolut forlyd”.
-
Indre augment:
- Kræver, at verbet begynder med et præfiks, som består af en oldgræsk præposition.
- Augmentet tilføjes efter præfikset.
- Nogle verber har 2 præpositionelle præfikser. Augmentet placeres efter dem begge.
Da foranhængt augment er hovedreglen, bruger Engberg betegnelsen ”normal position”.
Ifølge Engberg (1995, 44) står augmentet foranhængt ”[…] i alle usammensatte og mange sammensatte verber”.
(Sammensatte verber indeholder et morfem fra en anden ordklasse, typisk præpositioner eller adverbier, fx ’afholde’ (af·holde), ’vedstå' (ved·stå), eller ‘efterkomme’ (efter·komme). Ikke at forveksle med sammensatte tempora, fx ’har gjort’.)
Verber med indre argument er (som antydet ovenfor) også sammensatte, men reglen vedrører en bestemt undergruppe.
Modus
Bøjningskategorien modus ”udtrykker den talendes holdning til det, der siges” (Spang-Hanssen 2009).
De finitte verber kan udtrykkes i 3 forskellige modi på græsk (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 263; se evt. Engberg 1995, 48).
Her er et overblik:
-
Indikativ:
Kaldes nu og da ”fortællemåde” på dansk. Det er den grundlæggende, neutrale holdning. (Bemærk, at det betydningsmæssige indhold af det sagte ikke behøver at være neutralt. Det handler kun om den grammatiske grundbetydning, der ligger i selve bøjningen.) -
Konjunktiv:
Den usikre holdning. Inkluderer forestillende, ønskende, skeptiske, antagende udsagn, mv. -
Imperativ:
Kaldes nu og da ”bydemåde” på dansk. Den talende bruger bøjningen til at udtrykke, at modtageren af budskabet skal opfatte det sagte som en befaling, anvisning, instruks, påbud, eller lignende.
Til sammenligning bruger nutidigt dansk kun 2 modi: indikativ, fx ’skriver’, som i "de skriver et brev’; og imperativ, fx ’skriv’, som i ”så skriv til kundeservice”.
(Konjunktiv har eksisteret på dansk, men findes i dag kun i faste vendinger såsom ”Dronningen længe leve”.)
Sådan udtrykkes den græske konjunktiv
På græsk er verbernes former identiske i indikativ og konjunktiv. Derfor bruges samlebetegnelsen ’ikke-imperativ’.
Konjunktiv udtrykkes som hovedregel altid ved hjælp af en partikel, som står foran verbet, enten να eller ας. Den sidste udtrykker nogle helt bestemte betydninger og bruges kun ved direkte tale.
Partiklen να kan dog udelades i visse tilfælde. Se Holton, Mackridge, og Phillipaki-Warburton (2012, 265).
En anden forskel på indikativ og konjunktiv på græsk er, når man skal udtrykke nægtelse. Verber i indikativ udtrykker nægtelse med partiklen δεν, men verber i konjunktiv gør det med partiklen μην. De svarer til det danske ’ikke’.
Forskellige klasser (’bøjninger’)
På græsk findes der forskellige klasser af verber, som adskiller sig fra hinanden i den måde, de bøjes på.
(Nogle kalder dem også for ’bøjninger’, dvs. forskellige ’bøjningsmønstre’ på tværs af kategorierne.)
Ifølge Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 140, 149) findes der 2 overordnede klasser, hvoraf den ene kommer i 2 undertyper. Overblikket nedenfor er primært udarbejdet fra denne kilde.
-
Paroxytone verber:
- Den mest almindelige klasse. (Kaldes også for 1. bøjning.)
- Tryk på den sidste stavelse i stammen i præsens, dvs lige før endelsen.
-
1. person singularis ender på ΄-ω.
- Undtagelse: Ender på ΄-ομαι ved deponente verber. (Verber med en aktiv betydning uden nogen aktivbøjning. Se Rasmussen 2016.)
-
Oxtyone verber:
- (Kaldes også for 2. bøjning.)
- Tryk på den sidste stavelse i endelsen, når verbet står i 1. person som aktiv præsens.
-
Type A:
Har typisk mulighed for -άω som alternativ endelse i 1. person singularis. -
Type B:
- Ingen alternativ endelse.
- Vokalerne ει eller ου optræder i de endelser, som ikke står i 1. person singularis.
Denne skelnen mellem klasser bliver vigtig i senere kapitler om bøjning af bestemte former.
Det ser ud til, at man kan bestemme et verbums klasse ved at se på 1. person i aktiv præsens. Trykket ligger normalt sidst i stammen. Så er det 1. bøjning. Hvis det ligger i endelsen, er det 2. bøjning.
Hvis det er 2. bøjning, og vokalerne ει eller ου bruges udenfor 1. person, så er det type 2 – ellers er det type 1.
Overblik over finitte former
Det følgende overblik er udviklet på basis af Engberg (1995, 50, 66-69) og Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 136-137; 2016, 120-124).
Det drejer sig kun om de finitte verber. (Se også overblik over infinitte former.)
Kilderne peger på en vis begrebsforvirring om, hvad de forskellige tempora kaldes.
For eksempel giver Engberg (1995, 49-50) et overblik over hendes egne begreber sammenlignet med andre (danske), man kunne støde på.
Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 136) bruger navne, som ved oversættelse til dansk ikke svarer præcist til indholdet i Engbergs kompendium. Men de repræsenterer nyere forskning, så jeg har valgt at oversætte dem til dansk og bruge dem her.
Husk, at verberne (som anført ovenfor) bøjes i diatese både i stammen og endelserne, hvilket i princippet fordobler antallet af bøjninger.
Tempora: indikativ modus
Usammensatte tempora
-
2 former med ikke-datid:
-
Imperfektiv ikke-datid kaldes ’præsens’.
Engberg: ”(imperfektiv) nutid” -
Perfektiv ikke-datid kaldes ’dependent’.
- ”[…] kan ikke bruges selvstændigt” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2016, 122). Bruges til at danne perfektiv konjunktiv og ”efter visse konjunktioner”.
-
Imperfektiv ikke-datid kaldes ’præsens’.
-
2 former med datid:
- Imperfektiv datid kaldes ’imperfektum’.
- Perfektiv datid kaldes ’simpel datid’.
Sammensatte tempora
-
Førnutid kaldes ’perfektum’. (Hører under ikke-datid.)
- Hjælpeverbum i præsens
-
Hovedverbum i perfektum participium
(Se overblik over infinitte former nedenfor.)
-
Førdatid kaldes ’pluskvamperfektum’. (Hører under datid.)
- Hjælpeverbum i simpel datid
-
Hovedverbum i perfektum participium
(Se overblik over infinitte former nedenfor.)
Perifrastiske former
-
2 fremtidsformer:
- Partiklen θα efterfulgt af et finit verbum i præsens kaldes ’imperfektiv futurum’. (Hører under ikke-datid.)
- Partiklen θα efterfulgt af et finit verbum i dependent kaldes ’perfektiv futurum’. (Hører under ikke-datid.)
-
En konditionalis-
form: - Partiklen θα efterfulgt af et finit verbum i imperfektum kaldes ’konditionalis’. (Hører under ikke-datid.)
Tempora: imperativ modus
Bemærk: Kun usammensatte former.
- Imperfektiv imperativ
- Perfektiv imperativ
Tempora: konjunktiv modus
Bemærk: Dannes kun med perifrase.
Ifølge Engberg (1995, 58) består konjunktiv af ”den grammatiske form να [plus] ikke-fortid’”. Det vil umiddelbart sige, at alle de tempora under indikativ, som hører under ’ikke-datid’, kan udtrykkes konjunktivisk gennem brugen af partikler som beskrevet i afsnittet om modus.
Hvornår bruger man hvilken finit tempusform?
Alene det at lære bøjningerne i oversigten ovenfor kan være overvældende, men man må også vide, hvornår man bruger de forskellige tempora.
Man kan skelne mellem temporale og modale anvendelser af verberne. De temporale understreger det tidslige i udsagnet, mens de modale udtrykker talerens holdning til det sagte.
Der findes ofte temporale anvendelser, som udtrykker en anden tid end den, tempusformen udtrykker grammatisk.
Eksempel:
”Den 27. januar 1756 fødes Wolfgang Amadeus Mozart i Salzburg. I løbet af hans 35 år korte liv resulterer hans virke som komponist i mange af den klassiske musikhistories højdepunkter.”
Grammatisk er verberne i eksemplet bøjet i præsens, men den fortalte tid ligger århundreder tilbage. Det kaldes en ”historisk præsens”.
Fænomener som dette er årsagen til, at man taler om ’ikke-datid’ i græsk grammatik.
Man kunne også udtrykke det sådan i forbindelse med fx dansk, fransk, eller tysk. For eksempel bruger Heinold (2015, 84) begrebet ”Nicht-Vergangenheit” i sin bog om tempus, modus, og aspekt på tysk.
De enkelte temporas anvendelser er for omfattende et emne til dette kapitel.
Til gengæld mangler mine kilder et pædagogisk overblik over temporaenes indbyrdes forhold på en tidsakse. Det skal med her.
Engberg (1995, 44) og Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 129) er enige om, at de græske tempora grundlæggende bøjes i ’ikke-datid’ eller ’datid’ i kategorien tempus.
Oversigten ovenfor er (som nævnt) udarbejdet fra deres litteratur. Her har jeg fundet 9 tempora i indikativ:
-
5 tempora i kategorien ’ikke-datid’:
- Præsens
- Dependent
- Perfektum
- Imperfektiv futurum
- Perfektiv futurum
-
4 tempora i kategorien ’datid’:
- Imperfektum
- Simpel datid
- Pluskvamperfektum
- Konditionalis
Der må være et indbyrdes forhold mellem disse, som lader dem være enten ’ikke-datid’ eller ’datid’ på deres egne måder. Ellers var der jo ikke behov for så mange af dem.
Indenfor både fransk og tysk grammatik skelner man mellem 2 tempusgrupper: en for den talendes nutid og en for den talendes datid. Valget af tempusgruppe står i relation til den talendes situation: ”jeg – her – nu”.
Wöllstein (2016, 515) kalder de tyske grupper for ”Tempusgruppe 1” ved nutidighed og ”Tempusgruppe 2” ved datidighed. Nølke (2014, 190-191) taler om et ”nutidsplan” og et ”datidsplan” for franske verber.
Her svarer den første gruppe (som antydet ovenfor) til det, der kaldes ’ikke-datid’ i græsk grammatik.
Man kan tænke på grupperne som hver sin tidsakse med et hovedpunkt i midten og nogle andre punkter, som udtrykker en form for fortidighed eller fremtidighed i relation til dette. Der kan godt være et valg mellem flere tempora på samme punkt.
I græsk grammatik undlader man at kalde det ’nutid’ for at understrege, at temporaene faktisk kan bruges til at udtrykke tid på en måde, som afviger fra deres placering på tidsakserne. (Mere om det i senere kapitler.)
Her er mit bud på 2 tempusgrupper for græske verber.
(Husk, at distinktionen mellem ’ikke-datid’ og ’datid’ samt princippet om tempusgrupper også gælder for verber i konjunktiv modus, som jo kun adskiller sig fra verber i indikativ gennem brugen af partikler. Indikativ og konjunktiv hører derfor under samlebetegnelsen ’ikke-imperativ’.)
Tempusgruppen for ikke-datid
Der er 5 tempora, som hører til ’ikke-datid’. De fordeler sig på en tidsakse med 3 punkter.
-
Relativt hovedpunkt:
-
Præsens
(Bemærk: Perfektivt aspekt.) - Dependent. (Se dog begrænsningerne på at bruge denne i overblikket ovenfor. Bemærk: Imperfektivt aspekt.)
-
Præsens
-
Relativ førtid (i forhold til hovedpunktet):
- Perfektum
-
Relativ fremtid (i forhold til hovedpunktet):
- Imperfektiv futurum
- Perfektiv futurum
Tempusgruppen for datid
Der er 4 tempora, som hører til ’datid’. De fordeler sig på en tidsakse med 3 punkter.
-
Relativt hovedpunkt:
-
Imperfektum
(Bemærk: Imperfektivt aspekt.) -
Simpel datid
(Bemærk: Perfektivt aspekt.)
-
Imperfektum
-
Relativ førtid (i forhold til hovedpunktet):
- Pluskvamperfektum
-
Relativ fremtid (i forhold til hovedpunktet):
-
Konditionalis
(Bliver i sagens natur betinget og/eller hypotetisk.)
-
Konditionalis
Overblik over infinitte former
Husk, at verberne bøjes i diatese både i hovedstammen og endelserne. Det fordobler så at sige antallet af bøjninger for hver form undtagen gerundium.
-
Gerundium
(Ingen skelnen mellem aktiv eller passiv.) -
2 forskellige participier:
- Perfektum participium (dvs. kort tillægsform)
- Præsens participium (dvs. lang tillægsform)
Afsluttende bemærkninger
Forhåbentlig har kapitlet hjulpet med at vise, at de mange forskellige grammatiske betydninger, som græske verber udtrykker, indgår i et sammenhængende system med en forståelig logik.
Nogle principper adskiller sig markant fra dansk og sprog, man ofte lærer i folkeskolen eller gymnasiet, såsom engelsk, fransk, eller tysk.
Det gælder fx distinktionen mellem grundstamme og hovedstammer, kategorierne aspekt og diatese i selve stammerne, brugen af augment til at markere datid, og distinktionen mellem ’ikke-imperativ’ og imperativ. ■
Udgivet 6. februar 2022.
Sidst opdateret 23. august 2022.
Bibliografi
-
”Lille kompendium i moderne græsk grammatik.” Anden, reviderede udgave.
https://www. academia .edu /24257781 /Lille _kompendium _i_moderne_græsk _grammatik -
”Tempus, Modus und Aspekt im Deutschen: Ein Studienbuch.” Narr Studienbücher. Tübingen: Narr Francke Attempto Verlag.
https://www .narr.de /tempus -modus -und-aspekt -im-deutschen -16867-2/ -
”Greek: An Essential Grammar.” Anden udgave. Routledge Essential Grammars. London og New York: Routledge.
https://www. routledge .com /Greek -An-Essential-Grammar /Holton- Mackridge -Philippaki-Warburton /p/book /9781138930681 -
”Greek: A Comprehensive Grammar.” Anden udgave. Revideret af Vassilios Spyropoulos. Routledge Comprehensive Grammars. London og New York: Routledge.
https://www. routledge .com /Greek -A- Comprehensive -Grammar -of -the -Modern -Language /Holton -Mackridge -Philippaki -Warburton -Spyropoulos /p/book /9780415592024 -
”Augment.” Den Store Danske.
https://denstoredanske .lex.dk /augment -
”Fransk grammatik og sprogproduktion.” 1. ebogsudgave. København: Kaleidoscope. -
”Deponent verbum.” Den Store Danske.
https://denstoredanske .lex.dk /deponent_verbum -
”Modus (grammatisk begreb).” Den Store Danske.
https://denstoredanske .lex.dk /modus_-_grammatisk_begreb -
”Die Grammatik.” 9. udgave. Duden. Berlin: Dudenverlag.
https://shop .duden .de /products /die-grammatik