Bøjning af ikke-imperative verber i præsens

Indledning

I det forrige kapitel introducerede jeg de græske verber gennem en beskrivelse af de elementer, man bruger til at ’bygge’ dem; hvilke former, verberne kan tage; og hvordan de finitte former bruges til at udtrykke tempus ud fra talerens aktuelle situation (dvs. deiktiske anvendelser).

De informationer udgør nu en overordnet ramme, som kan bruges til at stifte bekendtskab med verbernes konkrete former.

I første omgang vil jeg lære at sige ’jeg er (sådan)’ eller ’de har (noget)’, for at begynde at formulere basale sætninger på græsk. Dette kapitel handler derfor om den såkaldte ’ikke-⁠imperative præsens’.

Det drejer sig kun om bøjningen. På et senere tidspunkt kommer der et kapitel, som åbner op for flere forskellige måder at anvende formen på.

Det billede, som følger med kapitlet ovenfor, indeholder en samlet tabel med præsens-endelserne for de to klasser af verber (’bøjninger’). Den kan bruges til at skabe overblik, men endelserne gentages i teksten af hensyn til muligheden for digital oplæsning.

Beskrivelserne indeholder desuden vigtige kommentarer, fx om de situationer, hvor der er flere endelser til den samme bøjning.

Indhold

1. Indledning
2. Indikativ og konjunktiv: samme form, forskellige betydninger
3. Indledende fastlæggelser
4. Regelmæssig bøjning
   1. Endelser med aktiv diatese
      1. 1. ’bøjning’ (paroxytone verber)
      2. 2. ’bøjning’ (oxytone verber)
   Endelser med passiv diatese
   1. 1. ’bøjning’ (paroxytone verber)
   2. 2. ’bøjning’ (oxytone verber)
5. Uregelmæssig bøjning
6. Hjælpeverber: είμαι og έχω
   1. Bøjning af είμαι
   2. Bøjning af έχω
7. Hvordan aflæser man verbets type i ordbogen?
8. Afsluttende bemærkninger
9. Bibliografi

Indikativ og konjunktiv: samme form, forskellige betydninger

Den ’ikke-imperative præsens’ på græsk svarer til den indikative præsens på dansk, men ved brug af bestemte partikler og nægtelsesord skifter talerens holdning til det, vedkommende selv siger, til noget mere usikkert, dvs. fra indikativ til konjunktiv modus.

På andre sprog som fx fransk bruger man særskilte former til at skelne mellem indikativ og konjunktiv modus, men på græsk er selve formen identisk for dem begge. Det er kun brugen af bestemte partikler og nægtelsesord, der udtrykker forskellen.

I en gennemgang af de græske verbers bøjning er det derfor praktisk at bruge én samlebetegnelse: ’ikke-⁠imperativ’.

Indledende fastlæggelser

Ud fra det forrige kapitel kan man udpege flere detaljer om den ikke-⁠imperative præsens:

• Det er et finit verbum, dvs. en form, som optræder som hovedverbum i sætninger med en neksusforbindelse. (Se overblik over finitte former i det forrige kapitel og neksusforbindelser i kapitel 6.)
• På græsk inddeles verbets finitte former, som jo alle har tempus som bøjnings­kategori, i enten datid eller ’ikke-⁠datid’. Den ikke-⁠imperative præsens hører til ’ikke-⁠datid’.
• Derfor optræder der aldrig et augment i bøjningen, for sådan et bruges kun til at markere datid.
• Formen er usammensat, dvs. at den kun består af ét ord med forskellige former. (Det kan også kaldes en ’syntetisk tempusform’.)
• Formen udtrykker imperfektivt aspekt (se usammensatte tempora), og da græske verber har aspekt bygget helt ind i ordets stamme (altså bortset fra endelsen), betyder det, at man kun bruger den imperfektive hovedstamme.
• På græsk optræder diatese som bøjningskategori hos finitte verber. De kan bøjes i enten aktiv eller passiv. Når en tempus­form udtrykker imperfektivt aspekt, bruges den imperfektive hovedstamme i begge tilfælde — ⁠modsat de former, som udtrykker perfektivt aspekt.
• Til gengæld er der typisk ét sæt endelser til aktiv diatese og et andet til passiv.
• Græske verber inddeles i 2 forskellige klasser, også kaldet ’bøjninger’. Den ene har to varianter, så der er tre regelmæssige bøjningsmønstre i alt.

Regelmæssig bøjning

Det følgende overblik over verbernes endelser er samlet fra Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 140, 145, 150, 154, 158, 161).

Endelser med aktiv diatese

For information om, hvordan man kan vide, hvilken ’bøjning’ et bestemt verbum følger: Se Forskellige klasser (‘bøjninger’) i det forrige kapitel og Hvordan aflæser man verbets type i ordbogen? nedenfor.

1. ’bøjning’ (paroxytone verber)

Endelser i singularis:

• 1. person:
  ΄⁠-⁠ω
• 2. person:
  ΄⁠-⁠εις
• 3. person:
  ΄⁠-⁠ει

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  ΄⁠-⁠ουμε
• 2. person:
  ΄⁠-⁠ετε
• 3. person:
  ΄⁠-⁠ουν(ε)

Bemærk om 3. person pluralis: Det ekstra (ε) er almindeligt i talesproget, men ikke i formelle sammenhænge (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 140).

2. ’bøjning’ (oxytone verber)

Type A

• 1. person:
  -⁠ώ eller -⁠άω
• 2. person:
  -⁠άς
• 3. person:
  -⁠άει eller -⁠ά

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  -άμε eller -⁠ούμε
• 2. person:
  -⁠άτε
• 3. person:
  -⁠oύν(ε) eller -⁠άν(ε)

Bemærk om de alternative endelser: Valget mellem dem er ”stort set et spørgsmål om personlig præference, med en vis grad af regional variation” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 150).

Type B

Endelser i singularis:

• 1. person:
  -⁠ώ
• 2. person:
  -⁠είς
• 3. person:
  -⁠εί

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  -⁠ούμε
• 2. person:
  -⁠είτε
• 3. person:
  -⁠ούν(ε)

Bemærk: “Trykket ligger altid på den første (eller eneste) stavelse i endelsen” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 158).

Endelser med passiv diatese

1. ’bøjning’ (paroxytone verber)

Endelser i singularis:

• 1. person:
  ΄-ομαι
• 2. person:
  ΄-εσαι
• 3. person:
  ΄-εται

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  -óμαστε
• 2. person:
  ΄-εστε eller -όσαστε
• 3. person:
  ΄-ονται

Bemærk om 2. person pluralis: Valget af den passive endelse afhænger af registret. ΄-εστε er formelt. Det er -όσαστε ikke. (Se Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 145.)

2. ’bøjning’ (oxytone verber)

Type A

Endelser i singularis:

• 1. person:
  [-⁠ι]-⁠έμαι
• 2. person:
  [-⁠ι]-⁠έσαι
• 3. person:
  [-⁠ι]-⁠έται

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  [-⁠ι]-⁠όμαστε
• 2. person:
  [-⁠ι]-⁠έστε eller [-⁠ι]⁠-όσαστε
• 3. person:
  [-⁠ι]-⁠ούνται

Uanset valg af endelse, så optræder der et -⁠ι⁠- som skillevæg mellem endelsen og stammen i denne form (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 154). Derfor har jeg tilføjet bogstavet i firkantet parentes foran endelsen. Det hører ikke til endelsen, men skal stå der hver gang.

Undtagelser: Der er visse verber, som følger den 2. bøjning, type A, men som ikke bruger de ovennævnte endelser. Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 154-⁠155) udpeger ikke nogen fælles kategori for dette fænomen, men nævner nogle bestemte verber.

Type B

Endelser i singularis:

• 1. person:
  -ούμαι
• 2. person:
  -είσαι
• 3. person:
  -είται

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  -ούμαστε
• 2. person:
  -είστε
• 3. person:
  -ούνται

“Den første stavelse i endelsen, som altid bærer trykket, er enten ου eller ει” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 161; fremhævelse tilføjet).

Undtagelse i 1. person pluralis: “Ved nogle verber bruges en mere formel endelse, -⁠ούμεθα, ofte” (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2012, 161; fremhævelse tilføjet).

Uregelmæssig bøjning

Når verber bøjes ’uregelmæssigt’, vil det sige, at de optræder i en anden form end de almindelige (dvs. ’regelmæssige’) bøjninger et eller flere steder i deres bøjningsskema.

Man siger ofte, at et verbum enten er ’regelmæssigt’ eller ’uregelmæssigt’, for det kan logisk nok ikke bøjes på begge måder samtidig — ⁠en uregelmæssig bøjning er nemlig defineret ved at afvige fra en regelmæssig.

Derudover er det vigtigt at vide, at betegnelsen ’uregelmæssig’ ikke betyder, at bøjningen bliver helt tilfældig. Sprogforskere kan ofte godt finde mønstre for, hvordan uregelmæssige verber bøjes.

Desværre giver Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2012, 196-⁠206) ikke nogen beskrivelse af sådanne (eventuelle) mønstre i græsk. Udover deres tabeloversigt over kendte uregelmæssige verber nævner de blot en række betingelser for, at et verbum kan bøjes uregelmæssigt:

1. Finitte verber i ikke-imperativ modus, som bruger en perfektivstamme. Bøjningen varierer, afhængig af, om stammen udtrykker aktiv eller passiv diatese.
2. Ikke-finitte verber i perfektum participium, når de ikke dannes efter hovedreglerne.
3. Andre uregel­mæssigheder, herunder finitte former i imperativ modus.

Forfatternes tabeloversigt nævner kun den simple datid (enten aktiv eller passiv) og den passive perfektum participium. Disse kolonner svarer til Engbergs (1995, 70-⁠73) tabeloversigt, som også tilføjer en kolonne med imperative former.

Det er beklageligt, at ingen af mine kilder har en  tommelfingerregel for uregelmæssig bøjning af verber. Her har jeg forklaret det grundlæggende koncept og delt de sparsomme informationer, kilderne trods alt har.

Hjælpeverber: είμαι og έχω

Som nævnt er mit aktuelle læringsmål at kunne formulere basale sætninger. I princippet kunne man bygge en hovedsætning med et hvilket som helst finit verbum, men der er taktiske fordele ved at begynde med at være og at have.

De hedder είμαι og έχω på græsk, og ligesom de danske ækvivalenter kan de bruges til at lave sammensatte tempora (som fx ”er begyndt” eller ”har været”). Så hvis man lærer dem, låser man op for nemmere at kunne lære en række andre tempora.

Begge verber afviger fra den regelmæssige bøjning på visse punkter, men Holton, Makridge, og Philippaki-Warburton (2012, 196-⁠206) nævner kun έχω på deres liste over uregelmæssige verber. Til gengæld betegner de είμαι som et uregelmæssigt verbum i deres forenklede grammatik (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2016, 126).

Bøjning af είμαι

Είμαι svarer til ’at være’. Dette verbum kan kun bøjes i temporaene præsens og imperfektum.

Verbet anvender næsten de samme endelser som passiv-endelserne i begge ’bøjninger’ (se ovenfor), men den første vokal i endelsen erstattes af roden εί⁠-, som altid skrives med tryk. (En undtagelse er 3. person singularis og pluralis, som ikke er helt identiske med passiv-endelserne.)

Situationen ligner således et deponent verbum, og jeg har heller ikke fundet nogle bøjningsskemaer af είμαι, som skelner mellem en aktiv eller passiv præsens.

Det vil sige, at bøjningen i præsens blot ser sådan her ud (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton 2016, 126):

Endelser i singularis:

• 1. person:
  είμαι
• 2. person:
  είσαι
• 3. person:
  είναι

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  είμαστε
• 2. person:
  είστε eller είσαστε
• 3. person:
  είναι

Bøjning af έχω

Έχω svarer til ’at have’.

Dette verbum hører under den 1. bøjning, og det bøjes regelmæssigt i den ikke-imperative præsens (men har en uregelmæssighed i en anden situation).

Den aktive bøjning ser sådan her ud (Holton, Mackridge, og Philippaki-Warburton (2016, 150):

Endelser i singularis:

• 1. person:
  έχω
• 2. person:
  έχεις
• 3. person:
  έχει

Endelser i pluralis:

• 1. person:
  έχουμε
• 2. person:
  έχετε
• 3. person:
  έχουν(ε)

Hvordan aflæser man verbets type i ordbogen?

I en ordbog til dansk står verberne skrevet i infinitiv-formen, fx ’have’ som i ’det at have noget’. Denne form findes ikke på græsk.

I stedet bruger man verbets bøjning i 1. person singularis i præsens. Det er altid den aktive form, medmindre verbet er deponent, dvs. har en aktiv betydning men kun en passiv form. Disse omstændigheder gør det muligt at have nogle tommelfingerregler til at se, om et verbum i ordbogen hører til 1. bøjning eller 2. bøjning.

Hvis trykket står foran endelsen, bruger verbet altid den 1. bøjning. Så vil endelsen altid være -ω, medmindre verbet er deponent, hvor man i stedet bruger passiv-endelsen -ομαι.

I alle andre tilfælde bruger aktive verber den 2. bøjning, men denne har jo to typer, som begge ender på -ώ.

(De deponente verber af denne type er nemme at skelne fra hinanden, for passiv-endelserne i 1. person, [-⁠ι]-⁠έμαι og -ούμαι, ser jo helt forskellige ud.)

Hvordan identificerer man så den rette type, hvis et verbum under 2. bøjning er aktivt?

Som man kan se i overblikket ovenfor, så har verber under type A en alternativ endelse i 1. person singularis, nemlig -άω. Så hvis ordbogen siger noget om en alternativ endelse, eller fx påfører (-⁠ά⁠-) lige efter selve verbet i opslaget — det gør Hesse (2008) for eksempel — så er det altså type A. Hvis der ikke er påført nogen alternativ endelse, er det type B.

Ulempen ved denne fremgangsmåde er, at den tager udgangspunkt i den regelmæssige bøjning, og der findes jo også uregelmæssige verber.

Det er i øvrigt altid nyttigt at læse ordbogens serviceafsnit. De beskriver ofte, hvordan ordbogens forfattere har tilføjet informationer, som skal hjælpe læseren med at bruge bogen.

Afsluttende bemærkninger

Med dette kapitel har du nu en oversigt over endelserne til de regelmæssige bøjnings­mønstre for den ’ikke-⁠imperative præsens’.

De kilder, jeg bruger og har set andetsteds, opstiller typisk kun bøjningerne med specifikke verber — og spredt over flere sider. Jeg har også savnet et enkelt afsnit med hjælpeverberne, sådan som de er samlet her.

Selve bøjningsmønstrene tager tid at lære, så man kan bruge dem korrekt for ord, man ikke kender endnu. Men det er praktisk at lære hjælpeverberne είμαι og έχο udenad, så man kan begynde at lave sætninger om at ’være’ eller ’at have’ noget, og så man er klar til at lære de sammensatte tempusformer, der bygges med disse to hjælpeverber.

Som nævnt i indledningen kommer der et kapitel om, hvordan formen anvendes, men inden da kan man gå i gang med at bruge den med den helt grundlæggende deiktiske anvendelse som ’præsens’, dvs. grundtempus for tempusgruppen for ikke-⁠datid.

Med dette kapitel tages der altså et vigtigt skridt på vejen mod at kunne formulere sætninger på græsk. ■

Udgivet 27. oktober 2022.
Sidst opdateret 13. januar 2023.

Bibliografi

1. Engberg, Sysse G. 1995.
   ”Lille kompendium i moderne græsk grammatik.” Anden, reviderede udgave.
   https://www.academia.edu/24257781/Lille_kompendium_i_moderne_græsk_grammatik
2. Hesse, Rolf. 1995.
   ”Σύγχρονο δανοελληνικό λεξικό / Dansk-Nygræsk Ordbog.” Athen: Forlaget Pataki.
   https://www.patakis.gr/product/498575/vivlia-leksika-ksenon-glosson/Sugxrono-danoellhniko-leksiko
3. Holton, David, Peter Mackridge, og Irene Philippaki-Warburton. 2016.
   ”Greek: An Essential Grammar.” Anden udgave. Routledge Essential Grammars. London og New York: Routledge.
   https://www.routledge.com/Greek⁠-⁠An⁠-⁠Essential⁠-⁠Grammar/Holton-Mackridge-⁠Philippaki⁠-⁠Warburton/p/book/9781138930681
4. Holton, David, Peter Mackridge, og Irene Philippaki-Warburton. 2012.
   ”Greek: A Comprehensive Grammar.” Anden udgave. Revideret af Vassilios Spyropoulos. Routledge Comprehensive Grammars. London og New York: Routledge.
   https://www.routledge.com/Greek-A-Comprehensive-⁠Grammar-of-the-Modern-Language/Holton-Mackridge-Philippaki-Warburton-Spyropoulos/p/book/9780415592024